The Project Gutenberg EBook of Doktor Nikola, by Guy Boothby

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Doktor Nikola

Author: Guy Boothby

Translator: Johannes Magnussen

Release Date: May 23, 2010 [EBook #32494]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DOKTOR NIKOLA ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskrivers bemrkninger: Typografiske fejl er rettet. Symbolet # er
brugt til at angive fed tekst i originalen, mens _ er brugt til at
vise kursiv tekst.




GUY BOOTHBY

DOKTOR NIKOLA

OVERSAT AF JOHANNES MAGNUSSEN


MARTIN'S FORLAG KBENHAVN -- MCMXV




MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KBENHAVN




I. KAPITEL.

  Hvorledes jeg traf Dr. Nikola.


Det var Lrdag Eftermiddag, omtrent et Kvarter over fire, hvis jeg
husker rigtigt, og Maluvejen, der frer til "den boblende Kilde", det
eneste Sted i Shanghai, hvor man kunde trkke Vejret, var overfyldt
af elegante Vogne, Ponyer, Cykler, for ikke at tale om alle Slags
Jinrickshawer[1], der fulgte efter hinanden i en lang Procession ud
til Kilden, medens den europiske Del af Shanghais Beboere og et
betydeligt Antal af den indfdte var draget ud for at se paa et
Vddelbsridt, der, sknt det ikke var meget pirrende, i og for sig
var vigtigt, da det var den eneste Fornjelse, Kolonien havde den
Eftermiddag.

 [1] En Slags tohjulet Vogn, der trkkes af Kinesere.

Jeg var gaaet et temmelig langt Stykke og havde saa taget en
Jinrickshaw, mere af Forfngelighed, end fordi jeg havde Raad til
det. For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor
meget jeg saa prver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige,
og sknt jeg laa tilbagelnet i mit Kretj og rg min Cherut med
fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde
betale den Kretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget.

Jeg havde vret mere end almindelig uheldig siden min Ankomst til
Shanghai. Jeg havde sgt alle ledige Pladser lige fra de allerfineste
til Sekretrposten ved en Klub, der havde kommunistiske Tendenser og
laa et eller andet Sted paa Grnsen af Kineserbyen -- men stadig uden
Held. Til at faa den ene havde jeg ikke tilstrkkelig Protektion, til
at faa den anden manglede jeg den Evne til at indsmigre mig, der er
saa vsenlig, naar man sger visse Ting.

Imidlertid formindskedes mine Udgifter ikke, og jeg indsaa snart, at
hvis der ikke skete noget, og det hurtigt, saa havde jeg al mulig
Udsigt til at miste alt, hvad jeg ejede, og maatte sge mit Natteleje
nede ved Flodbredden, og jeg vilde komme til at figurere i den
blandede Ret, som enhver Europer med Rette frygter, fordi jeg
skyldte Penge til en Jde fra Cochinkina. Stillingen var ikke
gldelig, fra hvad Side jeg nu end betragtede den, men jeg havde
gennemgaaet den en hel Del Gange fr og var altid kommen ud af den,
om ikke med forget Selvagtelse saa dog uden nogen meget stor
personlig Forlegenhed.

Da jeg ankom til Kilden, betalte jeg min Kuli og stillede mig op der,
hvor det sidste Spring skulde finde Sted. Der var et Grde og en
Grav, som var betydelig vanskelige at klare. Jeg kom lige i det
yderste jeblik, for et jeblik efter kom Hestene farende. Nogle
klarede Vanskelighederne, andre vilde ikke indlade sig paa Springet,
og atter andre valgte en Middelvej, sprang op paa Grdet, snublede og
kastede deres Ryttere hovedkulds ned i Mudderet. Det var ganske vist
ikke noget knt Billede, men morsomt var det.

Da den sidste Hest var frdig, og jeg troede, at Sporten var forbi
for den Dag, vilde jeg lige til at gaa min Vej, da der blev raabt
Varsko, og jeg vendte mig om og saa en forsinket Rytter komme farende
hen imod Grdet. Sknt han red meget rask og bestemt og jensynlig
vilde slutte Dagen med en smuk Kraftanstrngelse, var det klart, at
hans Hest ikke mente det samme, for da den var en Snes Fod fra
Grdet, sagtnede den Farten og forsgte at staa. Resultatet var slet
ikke, som den ventede. Rytteren piskede ls, Hesten besluttede at
springe, sprang for sent, slog Hovedet mod Grdet, saa den gjorde en
Saltomortale, og styrtede. Rytteren faldt i Graven, som jeg straks
trak ham op af. Da han kom op, saa han ikke godt ud, men det hindrede
ham dog ikke i at genkende mig.

"Nu har jeg set det med, det er jo Wilfred Bruce!" udbrd han, idet
han rejste sig og trrede sig i Ansigtet med et meget smudsigt
Lommetrklde. "Det var da et heldigt Mde! Jeg skal sige Dem, jeg
har tilbragt to Timer i Morges med at lede efter Dem."

"Det gr mig ondt, at De har haft saa megen Ulejlighed," svarede jeg.
"Men sig mig, er De vis paa, at De ikke er kommen til Skade?"

"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af
som muligt, vendte han sig om mod sin Hest, som var kommen paa Benene
igen og stirrede slvt omkring sig.

"Lad mig frst sende dette kluntede Dyr hjem," sagde han, "saa skal
jeg finde min Vogn, og hvis De ikke har noget imod det, krer jeg Dem
til Byen."

Som sagt saa gjort. Vi kom op paa Vognen og vendte tilbage til
Kolonien.

Da vi havde sat os til Rette, stillede George Barkston, som jeg i
Parentes bemrket havde kendt i mere end ti Aar, sin Pisk til Side og
henvendte sig til mig.

"Ja, min kre Bruce," sagde han en lille Smule forlegen, "jeg vil
ikke spilde Tiden med Omstndigheder, men gaa lige paa. Vi er jo
gamle Venner, og sknt vi ikke har set saa meget til hinanden denne
Gang, som vi plejede at gre i gamle Dage, da De var Fuldmgtig et
eller andet Sted og jeg Deres rbdige Underordnede, saa tror jeg dog
at jeg er ganske godt inde i Deres nuvrende Forhold. De maa ikke
anse mig for nsvis, men jeg vil nu have, at De skal lade mig hjlpe
Dem, hvis jeg kan."

"Det er meget venligt af Dem," svarede jeg lidt urolig, for han var
lige ved at trne sammen med en amerikansk Enspnder.

"Sandt at sige vil jeg meget gerne have et eller andet at bestille,
for der er en srgelig Tomhed i min Kasse for Tiden, og sknt jeg er
godt vant til at vre fattig, har jeg dog lidt Stolthed tilbage, og
jeg har ikke megen Lyst til at figurere i den blandede Ret paa
Onsdag, fordi jeg ikke kan betale min Vrt tyve Dollars for Kost og
Logis."

"Nej naturligvis," sagde Barkston, "og hvis De vil lade mig hjlpe
Dem, saa har jeg en Id, som maaske kan hjlpe Dem paa ret Kl igen.
Sagen er den, jeg kom i Samtale i Klubben forleden Aften med et
Menneske, som jeg fik den allerstrste Interesse for. Det er et af de
mrkeligste Mennesker, der nogensinde har vret herude. Jeg har
aldrig set Mage til mrkelig Fyr i mit Liv. De skulde bare se hans
jne -- ja, det er ikke til at beskrive, han ser helt igennem n.
Kender De gamle Benwell? Han kom ind, medens jeg stod og talte med
dette Menneske."

"Hvad behager, er det Barkston?" sagde han. "Jeg troede, De var paa
Jagt med Jimmy Woodrough? Det glder mig at trffe Dem --" i samme
jeblik opdagede han den Mand, jeg talte med. Han forstummede, saa
stift paa ham, mumlede noget, gav mig Haanden med en Undskyldning og
gik sin Vej. Da jeg ikke kunde forstaa, hvad der var i Vejen, fulgte
jeg ham og indhentede ham ude i Forstuen. "Hr, Benwell," sagde jeg,
"hvad er der i Vejen? Hvorfor i al Verden render De Deres Vej paa den
Maade? Har jeg fornrmet Dem?"

Han tog mig til Side, for at Tjenerne ikke skulde hre os, og sagde
fortroligt: "Barkston, jeg er ikke nogen Kujon, jeg har i min Tid
klaret mig mellem Europere, Zuluer, Somalier, Malajere, Japanesere
og Kinesere, foruden mange andre Racer, og jeg skal ogsaa nok gre
det i Fremtiden, men naar jeg staar Ansigt til Ansigt med Dr. Nikola,
ja, saa vil jeg bare sige Dem, jeg tnker ikke to Gange, jeg stikker
af. Gr De det samme, min Ven." Da han lige saa godt kunde have talt
Hebraisk til mig, for jeg forstod ham lige saa lidt, prvede jeg paa
at udsprge ham, men jeg kunde have sparet mig Ulejligheden, for jeg
kunde ikke faa noget rigtigt ud af ham. Han trykkede min Haand, bad
Tjeneren i Forstuen om at hente en Jinrickshaw og sprang op i den,
saa snart den kom, og krte. Da jeg kom tilbage til Billardstuen, var
Nikola der endnu. Han spillede med stor Interesse og gjorde de
dumdristigste Std.

"Jeg har vist set Deres Ven fr," sagde han, da jeg satte mig ned for
at iagttage ham. "Det er Benwell fra Y-Chang, og hvis jeg ikke tager
fejl, husker Benwell fra Y-Chang ogsaa mig."

"Det lader til, han kender Dem," sagde jeg leende.

"Ja," vedblev Nikola efter en Pavse. "Jeg har haft den Fornjelse at
trffe Hr. Benwell en Gang fr. Det var i Haiphong." Saa vedblev han
med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg vd ikke, hvad han mener om
Haiphong, men jeg har en Id om, at han ikke gerne kommer i Nrheden
af det Sted igen."

Efter at have sagt dette tav han stille et jeblik, saa tog han et
Brev op af Lommen, lste det omhyggeligt, undersgte Konvoluten og
henvendte sig derpaa igen til mig.

"Jeg vilde gerne gre Dem et Sprgsmaal," sagde han. "De kender vist
en Mand, der hedder Bruce, ikke sandt? Han har vret ansat i kinesisk
Tjeneste, og man siger, at han kan forklde sig saa godt som Kineser,
at selv Li-Chang-Tung ikke vilde anse ham for Europer."

"Ja," svarede jeg, "det er en gammel Ven af mig, og han er netop i
Shanghai for jeblikket. Det hrte jeg tilfldigvis i Morges."

"Bring ham til mig," sagde Nikola hurtigt. "Jeg har hrt, at han
nsker en Ansttelse, og hvis han kommer til mig fr Klokken tolv i
Morgen Aften, tror jeg, jeg kan skaffe ham en god Stilling --. Ja,
Bruce, det var _det_; jeg har gjort mit Bedste for Dem, min gamle
Ven."

"Og jeg er Dem meget taknemlig," svarede jeg. "Men hvad er denne
Nikola for en Mand, og hvad Slags Stilling tror De, han kan skaffe
mig?"

"Hvem han er, kan jeg lige saa lidt fortlle Dem, som jeg kan flyve;
men hvis han ikke er en kdelig Ftter til Fanden selv, saa forstaar
jeg mig ikke paa Slgtskab."

"Det bliver jeg ikke meget klogere af," svarede jeg. "Hvordan ser han
ud?"

"Ja, han gr vel nrmest Indtrykket af at vre hj, sknt man ikke
kan _kalde_ ham hj. Han er meget slank og saa harmonisk bygget, at
jeg ikke har set Magen. Han gaar ikke med Skg og er altid ligbleg,
det er en underlig matgul Bleghed, som straks slaar n, og som man
aldrig glemmer. Hans jne og Haar er kulsorte, og han er
mnstervrdig pn og sirlig. Naar han ser paa n, saa skulde man tro,
at han saa gennem n og paa Vggen lige overfor, og naar han taler,
bliver man ndt til at lgge Mrke til, hvad han siger, enten man vil
eller ikke. Alt vel overvejet: jo mindre jeg ser til ham, des bedre
kan jeg lide ham."

"Det er ikke nogen meget opmuntrende Omtale af min ny Principal. Hvad
i al Verden kan han ville mig?"

"Han er Ddsenglen selv," sagde Barkston leende, "og trnger til en
Hushovmester. Jeg antager, at han mener, De vil passe til den
Stilling."

Vi havde forladt Maluvejen og var kommet ind i Byen.

"Hvor skal jeg finde denne mrkelige Mand?" spurgte jeg, da vi
nrmede os det Sted, hvor jeg havde i Sinde at staa af.

"Vi vil kre hen til Klubben og se, om han er dr," sagde Barkston,
idet han piskede paa Hestene. "Men Spg til Side! Han synes virkelig
at vre meget ivrig efter at finde Dem, og da han vidste, at jeg
vilde opsge Dem, tvivler jeg ikke om, at han har lagt Besked til n
af os dr."

Da vi havde naaet de Rejsendes Klub, som er for godt kendt, til at
jeg behver at beskrive den, gik Barkston ind og lod mig passe paa
Hestene imens. Fem Minutter efter kom han igen med et Brev i Haanden.

"Nikola er frst gaaet for ti Minutter siden," sagde han med et
skuffet Udtryk i sit smukke Ansigt. "Han er uheldigvis taget hjem,
men har efterladt dette Brev til mig. Hvis jeg finder Dem, skriver
han, at jeg skal sende Dem lige straks ud til hans Villa. Jeg har
opdaget, at det er Feres gamle Sted i Rue la Fayette i den franske
Koloni, det er det tredie Hus paa hjre Haand, naar De kommer forbi
det Sted, hvor denne Renegat, den franske Marquis, skd sin Kone.
Hvis De bryder Dem om det, vil jeg give Dem et Brev med til ham, saa
kan De spise til Middag, overveje Sagen roligt og tage imod det eller
ikke, hvad De nu synes er bedst."

"Ja, det er det rigtigste," svarede jeg. "Jeg vil nok have lidt Tid
til at samle mine Tanker, fr jeg ser ham."

Barkston gik ind i Klubben igen, og da han kom tilbage et Kvarters
Tid efter, havde han det Brev med sig, som han havde lovet mig.

"Maa jeg kre Dem til det Sted, hvor han bor?" spurgte han.

"Nej, det tror jeg ikke, De maa," svarede jeg, "og det af Grunde, som
De sikkert vilde synes var rimelige, hvis jeg nvnede dem. Men jeg er
Dem meget taknemlig alligevel. Med Hensyn til Nikola, saa vil jeg
overveje hele Sagen omhyggeligt i Aften, og hvis jeg synes, det er
rigtigt, vil jeg efter Middag gaa hen til ham og aflevere dette
Brev."

Jeg stod ud af Vognen paa Hjrnet af Gaden, og efter at jeg igen
havde takket min Ven for den Venlighed, han havde vist mig, sagde jeg
Farvel og gik min Vej.

Da jeg naaede Strandpromenaden, satte jeg mig paa en Bnk under et
Tr og overvejede roligt Situationen. Den var jo temmelig indviklet.
Sknt jeg ikke havde sagt det til Barkston, var det ikke frste Gang,
jeg havde hrt Tale om Nikola. En saa slsom Personlighed maatte
naturligvis blive omtalt meget i det lille europiske Samfund i
sten, og derfor var der udbredt alle mulige Historier om ham. Sknt
jeg kendte mine Medmennesker for godt til at sknke Halvdelen af,
hvad jeg havde hrt, Tiltro, kunde jeg ikke andet end vre meget
nysgerrig med Hensyn til denne Mand.

Jeg gik hjem og drak Te, og ved Ottetiden tog jeg igen min Hat paa og
begav mig afsted til den franske Koloni. Det var ikke noget
behageligt Vejr, det var ualmindeligt mrkt, af og til kom der en
Byge, og Vinden piskede n i Ansigtet. Sknt jeg havde gode Udsigter
til at faa hvad jeg trngte til -- en Stilling, -- kan jeg ikke
sandfrdigt paastaa, at jeg flte mig vel til Mode. Jeg sgte jo at
komme i Forbindelse med en Mand, der var nsten almindelig frygtet,
og hvis Rygte ikke var saaledes, at Folk havde Lyst til at have med
ham at gre. Denne Tanke var just ikke beroligende. Men min Fattigdom
forbd mig at vre krsen. Derfor lod jeg Rue de la Paix ligge til
venstre og gik ind i Rue la Fayette, hvor Nikolas Villa laa.

Hele Ejendommen hvilede i dybt Mrke, men efter at jeg havde banket
to Gange paa Dren, saa jeg et Lys i Korridoren nrme sig langsomt.
Dren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i
Haanden.

"Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren
nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at
aflevere det. Han udfrte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at
han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at
flge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i
et lille Vrelse til venstre. Dren blev straks lukket efter mig. Der
var ingen i Vrelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at
undersge det efter Behag og drage mine Slutninger, fr Dr. Nikola
kom. Vrelset var som sagt ikke stort, og paa et Par Undtagelser nr
var der ikke noget srligt mrkeligt ved Mblementet. Til venstre,
naar man kom ind, var der et Vindue, og imellem det og Dren stod der
en hj Reol, som var fyldt med Vrker om nsten alle mulige Ting,
lige fra Bimetallismens elementre Grundstninger til abstrakt
Konfucianisme. Der var en tyk Maatte paa Gulvet og en tung Portiere
for en Udgang lige over for den Dr, jeg var kommet ind af. Paa
Vggen hang der adskillige smukke Billeder, men jeg lagde Mrke til,
at de alle behandlede Emner som f. Eks. Sauls Besg hos Heksen i
Endor, en Forestilling af de gyptiske Troldmnd for Farao og
Forvandlingen af Knoglerne i rkenen til Mennesker. Et Uhr dikkede
paa et Bogskab, men ellers var der ganske stille i Vrelset.

Jeg antager, at jeg havde ventet i fem Minutter, da jeg hrte sagte
Trin i det tilstdende Vrelse. Saa gik den anden Dr op, det
Forhng, der skjulte den, blev trukket langsomt til Side, og ind
traadte en Mand, som ikke kunde vre nogen anden end Dr. Nikola. Han
sa ud akkurat, som Barkston havde beskrevet ham. Hans jne gjorde
straks det ejendommelige Indtryk, den anden havde omtalt, og det slog
mig, hvor trffende han havde beskrevet den underlige matgule Hud.
Han var sortkldt, havde en udsgt fin Selskabsdragt paa, hvis sorte
Farve harmonerede godt med hans mrke jne og Haar. Det var umuligt
at sige, hvor gammel han var, men jeg har senere opdaget, at han kun
var otteogtredive Aar gammel. Han gik mig i Mde, rakte Haanden ud og
sagde:

"De er altsaa Hr. Wilfred Bruce?"

"Ja, maa jeg sprge, om jeg taler med Dr. Nikola?"

"Ja, jeg er Dr. Nikola," svarede han, "og siden vi nu kender
hinanden, kan vi jo tale om vore Forretninger."

Medens han talte, gik han med en ejendommelig Ynde, som altid prgede
ham, hen imod den Dr, gennem hvilken han var kommen ind, aabnede den
og gav mig Tegn til at gaa i Forvejen. Jeg gjorde det og befandt mig
i et andet stort Vrelse, der omtrent var fyrretyve Fod langt og tyve
Alen bredt. I den bageste Del var der et hjt Vindue med smukke
Glasmalerier, paa Vggene hang der japanesiske Tapeter, og der var
anbragt Dekorationer af Svrd og Stridskser og nogle indianske
Rustninger, desuden fandtes der en Del Bger og en Mngde vrdifuldt
Porceln. Vrelset blev oplyst af tre kunstnerisk udfrte
Hngelamper, og rundt om i Stuen stod der utallige blde Stole og
Sofaer. Ved en af disse bemrkede jeg en smukt indlagt tyrkisk Pibe,
som havde en mrkelig Form, og som jeg aldrig har set Magen til
udenfor Konstantinopel.

"Vr saa god at tage Plads," sagde Dr. Nikola, idet han pegede paa en
Stol i Baggrunden. Jeg satte mig og spekulerede paa, hvad der nu
skulde flge.

"Jeg har ladet mig sige, at det ikke er frste Gang, De er i Kina,"
vedblev han, medens han satte sig lige over for mig og betragtede mig
roligt med sine mrkelige jne.

"Nej, det er rigtigt," svarede jeg, "jeg har opholdt mig her i flere
Aar og tror, jeg kan sige, jeg kender Kina lige saa godt som nogen
Englnder."

"Det er rigtigt. De var til Stede ved Mdet i Quong Shas Hus i
Wanhsien den 23de August 1889, hvis jeg ikke tager fejl, og i den
flgende Uge hjalp De Mahpoo med at slippe fri for at blive taget til
Fange af Mandarinerne."

"Hvor i al Verden vd De det fra?" spurgte jeg forbavset. Jeg havde
altid vret overbevist om, at intet Menneske anede, at jeg havde haft
nogen Del i denne Historie.

"Man faar mange mrkelige Ting at vide her i stasien," svarede
Nikola. "Denne lille Omstndighed, som jeg ikke har omtalt, kan
forresten belre n om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i
Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde nsten vente lige saa
meget af umlende Dyr."

"Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg.

"Ikke det?" svarede han. "Det er dog ganske simpelt. Lad mig give Dem
et praktisk Eksempel paa, hvad jeg mener. Hvis De ser noget andet i
det, jeg har i Sinde, saa er det Deres egen Skyld."

Paa et Bord tt ved hans Stol laa der et stort Ark hvidt Papir. Dette
lagde han paa Gulvet. Saa tog han et Stykke Trkul og gav sig til at
fljte paa en besynderlig Maade. I nste jeblik kom en uhyre stor
Kat, der var lige saa sort som dens Herres Frakke, springende et
eller andet Sted fra og stod og viftede med Halen foran os.

"Der er Mennesker i Verden," sagde Nikola roligt, idet han strg det
store Dyrs Ryg, "som gerne vilde overbevise Dem om, at denne Kat er
min _spiritus familiaris_[2], og at jeg ved dens Hjlp kan gre
mrkelige magiske Kunster. De vil naturligvis ikke vre saa taabelig
at tro den Slags Snak. Men for at bevise, hvad jeg sagde for et
jeblik siden, vil vi prve at gre et Eksperiment ved dens Hjlp.
Maaske kan jeg sige Dem noget mere om Deres Liv."

 [2] Hemmelig, tjenstagtig Aand.

Han bukkede sig ned og skrev nogle Tal mellem 1 og 10 paa Papiret og
fordoblede dem i en Linie nedenunder. Saa tog han Katten paa Skdet,
strg den venligt og hviskede noget til den. Straks sprang Dyret ned,
lagde sin hjre Forpote paa et af Tallene i den verste Rkke, medens
den, om det nu var tilfldigt eller ved Trolddom, gjorde en lignende
Bevgelse med sin Pote i Rkken neden under.

"Fireogtyve," sagde Nikola med sit ejendommelige Smil.

Saa tog han igen Trkullet, vendte Papiret om og skrev Navnene paa de
forskellige Maaneder paa den anden Side. Han lagde det paa Gulvet
igen og sagde noget til Katten, som denne Gang stillede sig paa Juni.
Derefter skrev han Alfabetet, og det uhyggelige Dyr stavede derpaa
Bogstav for Bogstav Ordet "Apia."

"Den 24de Juni et eller andet Aar var De i Apia. Lad os se, om vi kan
finde Aaret."

Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djvelsk
Njagtighed betegnet Aaret 1875.

"Er det rigtigt?" spurgte den mrkelige Mand, da Dyret var frdigt.

"Ja, det er rigtigt," svarede jeg.

"Det glder mig. Er der noget andet, De nsker at vide?" spurgte han.
"Hvis De nsker det, kan jeg maaske fortlle Dem, hvad De gjorde
dr."

Jeg nskede ikke at vide det, og det havde jeg gode Grunde til.
Nikola lo saa smaat og pressede sine lange, hvide Fingre sammen,
medens han sa paa mig.

"Sig mig nu oprigtigt, hvad mener De om min Kat," sagde han.

"Ja, efter dette kunde man vel vre berettiget til at paadutte den
ligefrem sataniske Egenskaber."

"Og dog, sknt De anser det for saa vidunderligt, er det kun, fordi
jeg har underkastet den en Slags mrkelig Opdragelse. Der er en Evne
skjult hos Dyr, og srlig hos Katte, som faa af os har Anelse om, og
hvis Dyr har denne Evne, hvor meget mere kan man saa ikke vente, at
Mennesker har den. Vd De hvad, Hr. Bruce, det vil interessere mig
meget at se bestemt, hvor vidt De tror, den menneskelige Intelligens
kan rkke, det vil sige, hvor vidt De tror, at jeg kan trnge ind i
en Verden, der i Almindelighed anses for dunkel."

"Jeg maa bede Dem om Undskyldning, fordi jeg ikke helt forstaar Dem,"
svarede jeg.

"Naa, lad mig saa fremstille det for Dem paa en simplere Maade. Hvis
det maa vre mig tilladt at sprge ligefrem: Hvor mener De, at denne
Verden begynder og ender?"

"Jeg mener," svarede jeg uden at tve, "at den begynder med Fdslen
og ender med Dden."

"Og efter Dden?"

"Ja, hvad der saa sker, er et teologisk Sprgsmaal, som jeg vil
overlade til Prsterne at afgre."

"Har De ingen Mening om det selv?"

"Nej, ikke andet end Rester af, hvad jeg har lrt som Dreng."

"Naa ja, i saa Fald tror De vel, at saa snart Aandedrttet har
forladt det menneskelige Legeme, er der en vis ubeskrivelig Del af
os, som vi kalder Sjlen, for at kalde den noget, og som forlader
denne Verdens Sfre og trder ind i en ny Eksistens paa det ene eller
det andet af to Steder."

"Det har man ganske vist lrt mig," svarede jeg.

"Ja vel, det var det, man lrte Dem i High-Walcombe-Sogn, Somerset
Shire, og det kan tages som et meget godt Eksempel paa, hvad Folk i
Deres Samfundsklasse mener over alt her i Verden, lige fra
Erkebiskoppen af Canterbury til det Husmandsbarn, der vandrer en halv
Mil hver syvende Dag for at besge Sndagsskolen. Men i den selvsamme
Landsby var der, hvis jeg ikke husker fejl, en lille statelig Mand,
hvis Tilhngere bestod njagtig af 45 Mennesker. Han hed Fader
O'Rorke, og jeg tvivler ikke det mindste om, at hvis De havde spurgt
ham, vilde han have givet Dem en hel anden Meddelelse om, hvad der
bliver af denne Sjl eller denne Essens, hvis vi kan kalde den
saadan, efter at den har forladt det ddelige Legeme. Tobias
Smallcombe, som prdiker paa sin underlige Maade paa Grnningen for
en Menighed, der bestaar af et Par Enthusiaster, en halv Snes
Smaadrenge og nogle sler og Geder, vil sige Dem noget andet, og
saaledes kan vi finde utallige forskellige Trosbekendelser. Hver
enkelt af dem vil gre Fordring paa at vre den rigtige, og hvert
enkelt Medlem nsker, at De skal tro akkurat som han. Men hvis vi
vil vre ganske billige, maa vi tillige erindre, at der findes mange
Videnskabsmnd, som man maa indrmme er de bedst begavede Mennesker i
vor Tid, og som paastaar, at alle de Folk har Uret, som er enige om,
at der er et Liv efter Dden, med andre Ord en Aandeverden. Hvis De
vil tillade mig at sige min Mening om, hvad De tror, saa vil jeg
sige, at De mener, at naar De er frdig med det Kd og Blod, som
udgr Wilfred Bruce, saa har det ikke meget at sige, hvad der flger
efter. Men lad os antage, at Wilfred Bruce, eller skal vi sige hans
Sjl -- den Del af ham, som tnker og lider -- skal eksistere i
uendelige Tidsaldre som et Bytte for stadigt Samvittighedsnag over
alle Misgerninger, hvorledes vil han saa betragte Dden?"

"Men fr De kan vente noget Svar paa det Sprgsmaal, er det
ndvendigt, at De beviser, at den ikke bliver ved at eksistere,"
sagde jeg.

"Det er netop det, jeg har i Sinde og nsker at gre," svarede
Nikola, "og det er derfor, at jeg har valgt Dem, og at vi taler paa
denne Maade nu. Er De meget optaget for jeblikket?"

Jeg smilede.

"Jeg forstaar Dem," sagde han. "Naa, jeg har et Forslag at gre Dem,
hvis De vil vre saa venlig at hre efter. For en Del Aar siden, da
det Sprgsmaal, vi nu skal drfte, og som jeg interesserer mig mere
for, end De kan tnke Dem, ganske tilfldig fremstillede sig for mig,
traf jeg en meget mrkelig Mand. Han havde oprindelig studeret i
Oxford, men det gik af en eller anden Grund galt med ham, og senere
hen blev han skudt af Balmaceda i Santiago under den chilensiske
Krig. Han havde blandt andet levet mange Aar i det nordvestlige Kina.
Det var en hjst mrkelig Personlighed; han fortalte mig nogle
vidunderlige Ting, og hvad der var mere, han stttede dem med
Beviser. De vilde hjst sandsynligvis have kaldt dem flinke
Taskenspillerkunster. Det gjorde jeg ogsaa den Gang; men jeg gr det
ikke nu, og jeg tror heller ikke De vil gre det, naar jeg har talt
ud. Det var af ham og en gammel buddhistisk Prst, som jeg tilbragte
nogen Tid sammen med paa Ceylon, at jeg erfarede den ubetydelige
Kendsgerning, som bragte mig paa Sporet af, hvad der nu flger. Jeg
har eftersporet det omhyggeligt og ivrigt Stykke for Stykke med Held
og Uheld i otte samfulde Aar, og nu kan jeg endelig en Gang sige, at
jeg er paa det rigtige Spor. Hvis jeg kan gennemfre det og opnaa det
Resultat, jeg nsker, saa kan jeg komme i Besiddelse af Kundskaber,
som Verden, jeg mener naturligvis den civiliserede Verden, ikke har
den mindste Anelse om, saa storartede er de. Jeg er en modig Mand;
men jeg vil tilstaa, at det, vi nu skal prve paa, nsten skrmmer
mig. Det er hverken mere eller mindre end ved Hjlp af visse
hemmelige kinesiske Selskaber at trnge ind i det mrkeligste Sde
for Lrdom, som De eller noget andet Menneske nogensinde har hrt
Tale om, og naar jeg er der, saa at tiltrygle mig eller stjle de
vidunderligste Hemmeligheder. Jeg kan af tusinde Grunde ikke gre det
alene, derfor maa jeg finde en Mand til at ledsage mig. Den Mand maa
vre en ualmindelig Mand, og maa ndvendigvis ogsaa vre dygtig i
Kinesisk. Han maa vre raskere end de fleste, han maa kunne forklde
sig, saa man ikke et jeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og
han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis
aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg
vre rundhaandet. Jeg vil betale ham 5000 Pund Sterling, fr vi tager
af Sted, og 5000 Pund, naar vi vender tilbage, hvis vi vender
tilbage. Hvad siger De til det?"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Jeg var fuldstndig forvirret
over Forslaget for slet ikke at tale om det store Honorar. Jeg
trngte mere til Penge nu, end jeg nogensinde fr havde gjort, og
dette var en Sum, som jeg ikke havde drmt om i mine vildeste Drmme.
Jeg havde heller ikke noget imod at gaa paa Eventyr; men jeg maa dog
tilstaa, at dette Foretagende syntes mig altfor dumdristigt.

"Ja, hvad skal jeg sige?" svarede jeg. "Det er saadant et mrkeligt
Forslag."

"Ja," sagde han, "men jeg tror heller ikke, at vi to er ganske
almindelige Mnd. Hvis jeg havde troet at De var en af dem, der gaar
tolv paa et Dusin af, saa talte jeg vist ikke med Dem nu. Jeg vilde
dog tnke to Gange i Deres Sted, fr jeg sagde Nej. Shanghai er et
ubehageligt Sted, naar man er i Forlegenhed, og desuden vd De jo
nok, at paa Onsdag slipper Deres Penge op, selv om De slger Deres Ur
og Deres Urkde, som De tnkte paa i Aftes."

Han sagde det med en saa naiv Mine, at det ikke i jeblikket faldt
mig ind at undre mig over, hvordan han kunde vide Besked med mine
Finansers Tilstand.

"Naa," sagde han, "sig nu Ja."

"Jeg vil hellere have lidt Tid til at overveje det," svarede jeg.
"Jeg kan ikke forpligte mig til saa stort et Foretagende uden at
overveje det grundigt. Det vilde jo vre taabeligt af mig og neppe
rigtigt lige over for Dem."

"Naa ja. Gaa saa hjem og overvej det og kom igen i Morgen Aften paa
samme Tid og meddel mig Deres Beslutning. Hvis jeg var Dem, saa vilde
jeg ikke omtale vor Samtale til nogen."

Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gre det; saa rejste han sig,
og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i
Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hlene paa os. Paa
Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en
ubeskrivelig blid Tone:

"Hr. Bruce, jeg haaber, De vil tro, at jeg meget gerne vil have Dem
med. Jeg smigrer Dem ikke, jeg siger simpelthen Sandheden, naar jeg
paastaar, at De er den eneste Mand i Kina, som jeg vil have til
Medarbejder. Naa, Godnat! Jeg haaber, De bringer mig et gunstigt Svar
i Morgen."

Medens han talte, kom den sorte Kat, der hele Tiden havde staaet ved
Siden af ham, som om den vilde bekrfte hans Ord, hen til mig, og
begyndte at gnide sit Hoved op ad mine Ben med en blid Snurren.

"Jeg skal ganske vist sige Dem Besked i Morgen Aften," sagde jeg,
"Godnat!"




II. KAPITEL.

  Nikolas Tilbud.


Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadfrte jeg
mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve,
gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting,
som talte for og imod hans Tilbud. For det frste talte det nu til
Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forldre havde vret
dde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken
Brdre eller Sstre, som var afhngige af mig, eller som kunde
begrde mig, hvis der skulde hnde mig en Ulykke. For det andet havde
jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant
til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar
jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Ss, da jeg var
femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrkkeligste
Maade, man kan tnke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen
igennem de nste fem Aar, som nsten var lige saa fle, i Urskoven i
Australien, og at jeg i to Aar havde vret Politibetjent i
Kapkolonien. Jeg havde ogsaa haft en Ansttelse i Hongkong og havde
desuden haft mange andre gode og daarlige Beskftigelser. Jeg var fem
og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at vre
virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny
Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten
engelske Lispund, var omtrent tre Alen hj, havde graa jne og
mrkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil
jeg tilfje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud.

Min Stilling i dette jeblik var i alle Henseender overordentlig
vanskelig. Hvis jeg sgte lnge nok, kunde jeg jo ganske vist finde
et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det
maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai,
som ogsaa sgte en Ansttelse, og som lige straks vilde vre paa
Frde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Kbmand, hos
hvem jeg sgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have
faaet en Mand hundrede Gange, fr jeg kom. Under disse Omstndigheder
sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsmme nogen
Lejlighed til at forbedre min Stilling. Jeg besluttede derfor ikke at
afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt.
Desvrre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der
tilbd sig en Fristelse som den nuvrende, kunde jeg vanskelig
modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end
noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at vre Frer,
og den mystiske Tiltrkning, der var i hans Vsen, syntes at tvinge
mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo
ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt;
men jeg sagde til mig selv, at d, det skulde jeg dog, og hvis Lykken
hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gre
mig uafhngig Resten af mit Liv. Da jeg tnkte paa denne store Sum,
saa jeg min Vrts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans
daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den nste Dag,
virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr.
Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem.

Men da jeg vaagnede nste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine
Drmme havde ikke vret gode. Jeg havde drmt, at jeg blev forgiftet
i kinesiske Klostre, lemlstet af skvjede Bdler og pint paa tusind
frygtelige Maader. Sknt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af
min Spnding, kunde jeg dog ikke frigre mig for den Tanke, at de
kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske
Klder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg
vre en fuldblods Kineser, der maatte underkaste mig kinesiske Love
og Straffe. Og saa var der et andet Punkt, man maatte overveje:
Hvordan var Nikola som Rejsekammerat? Kunde jeg stole paa ham i
vanskelige og farlige jeblikke? Vilde han sttte mig som den ene
Kammerat den anden? Og hvis nu et Uheld ramte os, og der var Udsigt
til, at den ene kunde slippe, vilde saa ikke Nikola, der var min
Herre, benytte Lejligheden og lade mig i Stikken? I det Tilflde var
mine fem Tusind Pund i Shanghais Bank, og de fem Tusind, som jeg
skulde have, naar jeg kom tilbage, mindre vrd end intet. Dette
bragte mig til et andet Sprgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne
betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa
dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Sprgsmaal, og de maatte
besvares, fr jeg traf en endelig Bestemmelse. Sknt Barkston havde
underrettet mig om at Nikola var velkendt i disse Lande, sknt
Benwell, som var i den kinesiske Toldtjeneste, var blevet saa
forskrkket, da han havde truffet ham i Klubben, og sknt jeg selv
havde hrt en Mngde ljerlige Historier om ham i Saigon og paa
Manilla, saa gav dog ingen af dem mig nogen Garanti for hans
pekunire Soliditet. For at berolige mig i denne Henseende,
besluttede jeg at udsprge en eller anden upartisk Person om Nikola.
Men hvem skulde det vre? Jeg gennemgik alle mine Bekendte, men fandt
ikke nogen, der kunde hjlpe mig ud over den Vanskelighed. Medens jeg
saa kldte mig paa, kom jeg til at tnke paa en Kbmand, der ejede et
af de strste Handelshuse ved Strandpromenaden, og som man troede
vidste mere om Folk i Almindelighed og om underlige Folk i
Srdeleshed end noget andet Menneske i Kina. Jeg spiste Frokost,
modtog min Regning af min Vrt med samme overlegne Mine som en Mand,
der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, rg en udmrket Cigar
paa Verandaen og drev saa ud i Byen.

Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg
opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af
de smukkeste Bygninger i Shanghai. I Forstuen var jeg saa heldig at
opdage Kbmandens frste Comprador[3] som straks frte mig ind til
ham.

 [3] Husets kinesiske Forretningsfrer.

Alexander Mc'Andrew var Skotte, det opdagede man, naar man havde
vret sammen med ham i fem Minutter. Hans Fader havde vret Vgter i
en Bank i Glasgow, og selv havde han tilbragt sin frste Barndom som
en pjaltet, barfodet Dreng paa denne mrkelige Bys Gader. Men
Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde
Gster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med
Glde de mindre heldige Omstndigheder, der medfrte, at han en
bidende kold Vintermorgen drog ud for at sge Bermmelse og Rigdom i
sten.

"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrd han, idet han rejste sig og
trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet
Fornjelse; hvor lnge har De vret i Shanghai?"

"Lngere end jeg bryder mig om at tnke paa," svarede jeg, idet jeg
satte mig.

"Og i al den Tid har De ikke vret en eneste Gang her; det er ikke
pnt af en gammel Ven."

"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men
denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og
derfor har jeg ikke besgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over
for Dem."

"Det gr mig ondt at hre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg
vil ikke vre indiskret, men hvis jeg kan vre Dem til nogen
Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig."

"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gre, det er
netop for at raadsprge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa
Dem."

"Det glder mig. I hvilken Henseende er det, De nsker mit Raad?"

"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en
Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling."

"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrd min Ven;
"men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for
en Stilling?"

"Det har jeg desvrre ikke Lov til at sige til nogen."

"Men hvorledes kan jeg saa vre Dem til Nytte?"

"Jo, jeg nsker for det frste at vide, om De kan sige mig noget om
min Principal."

"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gre," svarede
Kbmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni
Mennesker af ti her i sten, det vil sige, af Folk, der har nogen
Betydning."

"Hans Navn er Nikola," sagde jeg.

"Nikola!" udbrd han ganske forbavset. "Hvad er det for en
Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000
Pund?"

"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan glde Liv og
Dd. De kender ham altsaa?"

Den gamle Mand lnede sig frem over Bordet og talte nsten hviskende.

"De gr mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk
paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?"

"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv
Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den vrdige Kbmand.
"Mellem os sagt, saa kan han trkke paa mig til et Belb af 50,000
Pund."

"Han er altsaa rig?"

"Ja, umaadelig."

"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?"

"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end
kommer fra, flg mit Raad og tnk to Gange, fr De indlader Dem med
ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at
jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er
bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der
er det, det skal jeg bevise Dem ved at lse et Brev for Dem."

Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem.
Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at lse.

"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenvrende
Kolonialsekretr i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig
Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat.
Han siger altsaa:

"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg
gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for
nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en
hjst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden
forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor
Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han
dde og ikke var i Stand til at betale mig, forrede han mig det
eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der
var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en
vanvittig Historie, men den har siden nsten frt til min Undergang.
Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne
Stok, og da jeg ngtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en
saa stadig Forflgelse i de sidste Aar, at jeg nr havde sgt
Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prvede enhver Maade, som et
Menneske kunde benytte eller en dmonisk Hjerne udklkke, for at
tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet. De vil forstaa,
hvordan han bar sig ad, naar jeg fortller Dem, at der to Gange blev
gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Rvere, at jeg blev garotteret
hundrede Alen fra min egen Gadedr, at min Hustru og Datter blev
skrmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa
nervs, at jeg efter min Kones Dd flyttede til England for at
undslippe fra ham. Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i
hvilket blandt andet flgende Personer var indviklede: Hertugen af
Glenbarth, hans Sn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som
siden giftede sig med min Datter, og vor forhenvrende Gouvernr,
Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og
Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre
Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans
Herlighed for at lre min Datter at kende i Sydney og til sidst at
anholde om hendes Haand. Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir
Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at
flge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var
udklkket imod mig. Resultatet var hjst srgeligt: Da Nikola ikke
opnaaede at hvne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en
Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortfre hende fra et Bal i
Gouvernementshuset og at bringe hende til en  i det stille Hav, hvor
vi en Maaned efter befriede hende. Jeg kan ikke sige, om vi havde
faaet Lov til at gre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev
forlangt som Lsesum, ganske tilfldig var kommen i Nikolas
Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min
Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i jeblikket
paa hans Gods i England. Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg
ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men rligt talt, Mc'Andrew, jeg
er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og
kun har mistet Stokken, som altid har vret mig til Besvr, er jeg
alt for fornjet til at tnke mere paa Sagen. Desuden maa jeg
tilstaa, at han har arbejdet med en saa djvelsk Snedighed, at jeg,
som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi
kunde drage ham til Ansvar." --

"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?"

"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg,
"men hvis Nikola vil optrde rligt lige over for mig, saa er 10,000
Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prvet paa at tjene
Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har."

Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der
var en fem, seks Mnter, i det hele taget vel seks Shilling og ti
Pence.

"Jeg vd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Kbmanden, "men jeg
synes, at Nikolas Karakter maatte vre meget slem, hvis man ikke
skulde kunne vove at udstte sig for noget fra hans Side mod at faa
10,000 blanke Guldstykker."

"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den
forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil flge mit Raad, saa prv noget
andet frst; jeg skal hjlpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min
Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte
med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til
at prve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til
ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste,
hvis han anstter Dem."

"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg
vil prve paa at faa den, fr jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev
straks?"

"Ja, med Fornjelse, nu skal jeg skrive det."

Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg
ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet.

Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og
var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Kbmanden og blev efter
at have ventet lidt frt ind i hans Kontor. Det viste sig, at han var
en fuldstndig Modstning til Mc'Andrew. Han var hj, statelig og
umaadelig alvorlig. Han lo sjldent, og naar han gjorde det, var hans
Lystighed haard og barsk som hans eget Ydre. Han lste omhyggeligt
Anbefalingsbrevet og sagde saa: "Det gr mig meget ondt, Hr. Bruce,
at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have gldet mig meget for
min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men
uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time
siden."

"Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er
virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg
forgves har sgt, siden jeg kom til Shanghai."

"Ja, saa er De jo ikke meget heldig," ld Svaret; "men hvis De har
Lyst til at sge endnu en Gang, saa kan jeg maaske skaffe Dem noget.
Jeg hrer, at Dampskibsselskabet 'Den rde og gule Skorsten' har en
ledig Plads paa sit Kontor, og hvis De vil gre Dem den Ulejlighed at
gaa med mig straks, saa skal jeg prsentere Dem for Direktren, der
sandsynligvis i det Tilflde vil gre alt, hvad han kan for Dem."

Jeg takkede ham for hans Venlighed, og vi begav os altsaa af Sted til
det omtalte Kontor. Men jeg blev atter skuffet, det gik mig akkurat
som hos Webster: den ledige Post var lige blevet besat, og da vi fra
Direktrens Helligdom traadte ud i Hovedkontoret, sad den nylig
ansatte Kontorist allerede ved sin Pult og frte Regnskabsposter ind
i en Hovedbog.

Da vi forlod Bygningen, tog jeg Afsked med min Ledsager og gik saa
med tungt Hjerte tilbage til min Bolig. Jeg havde ikke vret der mere
end ti Minutter, da min Vrt traadte ind og uden videre Indledning
eller Spor af Hflighed anmodede mig om at afgre min Regning samme
Dag. Da jeg var ganske ude af Stand til at opfylde hans Anmodning,
var jeg ndt til at sige ham det, og da han forlod Vrelset, var der
en afgjort ubehagelig Klighed i hans Vsen. Jeg sad lnge fordybet i
ubehagelige Tanker. Hvad skulde jeg gre? Hver Udvej syntes sprret
for mig, og selv om jeg maaske kunde hre om flere Stillinger, hvis
jeg blev i Shanghai, saa havde jeg jo ikke Spor af Garanti for, at
jeg var mere heldig, end jeg hidtil havde vret, og i Mellemtiden
skulde jeg jo dog leve, og jeg skulde betale min Regning. Jeg kunde
ikke tage bort og ignorere mine Forpligtelser, for jeg havde ikke den
ndvendige Kapital til at rejse for, og hvis jeg blev og ikke
betalte, saa vilde jeg, inden mange Dage var gaaet, staa som anklaget
for den blandede Ret.

Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gre end
at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gre det, uden
at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde,
vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke
blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var
solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til
Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til
Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted,
overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mrket faldt paa, var
jeg blevet enig med mig selv om, _at jeg vilde tage imod Nikolas
Tilbud_. ....

Prcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den
samme indfdte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag,
aabnede Dren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og
ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg frt til det
Vrelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var
jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa
gik Dren op, og Doktor Nikola traadte ind.

"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget prcis, og det er
ikke blot et behageligt Trk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa,
at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Vrelset ved Siden af,
dr kan vi bedre snakke sammen."

Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den
foregaaende Aften. Vi havde ikke vret der et halvt Minut, fr den
sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit
Hoved mod mit Ben.

"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et
besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker,
den vilde vre saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad
mig hre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at
sige Nej til mit Tilbud?"

"Jeg har bestemt mig til at flge med Dem paa visse Betingelser; men
jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa
bestemte."

"Lad mig hre dem," sagde Nikola med den elskvrdige Ynde, som han
undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal
gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis."

"Naa ja," svarede jeg; "frst fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af
5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gre det og give mig en
Anvisning, saa kan jeg hve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg
Deres Mand, og De kan gre Regning paa, at jeg skal gre, hvad der
staar i min Magt, for at tjene Dem."

"Er det det hele, kre Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med
Fornjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken;
jeg havde ingen Id om, at det var Penge, De tnkte paa. Undskyld mig
et jeblik."

Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Vrelset.
Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og
rakte mig et Stykke Papir, som jeg sa var en Anvisning paa 10,000
Pund.

"Dr er Deres Penge," sagde han, "De kan prsentere Anvisningen, saa
snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel
tilstrkkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er rlige,
saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?"

"Vent et jeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet
mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfrer mig paa
lignende Maade imod Dem."

"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?"

"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?"

"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretr i Ny Syd-Wales til
omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at
kende ham. Jeg havde den re at bortfre hans Datter fra Sydney, og
jeg indesprrede hans Svigersn i Port Said. Naturligvis kender jeg
ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem."

"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket -- men var det ogsaa en ganske fin
Historie?"

"Det afhnger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks.,
som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er
Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder
Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gr, som rigtigt,
og i ni Tilflde af ti vilde jeg vist anse det, De gr, for galt.
Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at slge den Stok
til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew,
der lste Brevet for Dem i Morges."

"Hvor vd De det fra?"

"Ja, hvorfra vd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet
han slog ud med Haanden. "Han lste det, og hvis De vil se stift paa
mig et jeblik, skal jeg njagtig sige Dem Resten af Deres Samtale."

"Det er vist ikke ndvendigt," svarede jeg.

"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tndte en
Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?"

"Var det en Forklaring?" spurgte jeg.

Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skdet. Han klappede
den med sine lange, hvide Fingre og sa samtidig paa mig under de
halvt lukkede jenlaag.

"Hr, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa
forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gr De
det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt."

"Tak!"

"Men jeg vilde tilfje, at Resten af Deres Stning stadig delgger
det Indtryk."

"De har jensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?"

"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal
siges, og De skal gre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi
saa rejse sammen eller ikke?"

"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg.

"Det glder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden
frem, "lad os give hinanden Haanden paa det."

Vi gav hinanden Haanden, og han sa mig lige ind i Ansigtet.

"Jeg vil sige Dem n Gang for alle," sagde han, "at hvis De er rlig
og oprigtig lige over for mig, saa sttter jeg Dem, hvad der end
sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja,
saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem
aabent og rligt, ikke sandt?"

"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og
om, naar De har i Sinde at rejse."




III. KAPITEL.

  Nikolas Plan.


"Ja, med Fornjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til
Rette i sin Stol og tndte en ny Cigaret. "Det er jo ganske
naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med
mig. Jeg behver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger
Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok srge for. Det
er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed,
men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at
jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells
Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke vre en Smule vrd. Jeg
maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det
staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at
jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen. Det er ikke en Kphest,
som jeg rider paa, og ikke et ledigt jebliks Adspredelse, men det er
en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersge og
studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trngte til, har jeg
maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte
mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg
nskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grnsen af
Brasilien og Bolivia. Denne Mand havde tidligere vret Kbmand i det
vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hrt en mrkelig
Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes
i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders
uophrlig Rejse og nsten tusind Pund i rede Penge at finde denne
Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv
Snes Stninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert
Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet
ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Vrdi. Jeg fulgte en anden Mand
til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby,
en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Prst,
og en russisk Jde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han
bar ved sin Urkde, og hvis Vrdi han ikke havde den ringeste
Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde
jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg
havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstndig Historie af
mine Undersgelser lige til den Tid. Da det var gjort, tror jeg nok,
at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mnd, som for
Resten ikke har Lov til at rbe noget, og som rimeligvis ikke engang
vd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, --
med Undtagelse af de tre vd jeg mindst seks Gange saa meget om det
omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning
vil jeg give Dem et fuldstndigt Referat af Sagen. Saa vidt som jeg
kan se, var der i Aaret 288 fr Kristus, paa den Tid, da
Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Tr i Anuradhapura paa Ceylon
tre Prster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed
og for deres videnskabelige Undersgelser, og som udvandrede fra,
hvad der nu er en Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne
gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det
Land, vi nu kalder Thibet. Her dde to af dem, og den sidste byggede
sammen med sine ny Vrkfller et Kloster, hvor de samlede en Del
Tilhngere og fortsatte deres Undersgelser. Sknt den yderste
Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger
efter et Par Aars Forlb udbredt sig. At dette var Tilfldet, vd vi,
for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg
skal citere en."

Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i
den modsatte Ende af Vrelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i
hvilken der var opklbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter.
Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han
Bladene, fandt, hvad han nskede, og lavede sig til at lse.

"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han sa paa mig,
"at det Afsnit, jeg vil lse for Dem, og som jeg selv meget
omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da
Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som flger:

"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om
dens srlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne
Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er strre end alle
andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udfre
Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de
har Magt til at genopvkke de dde og til at forlnge Menneskets
Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun
skrive, hvad man har fortalt mig."

Dr. Nikola slog en anden Side op.

"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi
dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt
kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han
meddeler, at de var til stort Besvr for Kongeriget i Almindelighed.
Fra at have vret en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i
et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de strste
hemmelige Samfund i sten, sknt den mystiske Magt, som de antages
at besidde, er indskrnket til de tre Hovedmnd eller verstebrdre.
Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de
vede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede
Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er
tilbjelig til at tro, at det almgtige Samfund, som har Valgsproget
'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De vd vede en saa umaadelig
Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en
Aflgger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At
Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber,
som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg
overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjlpe mig til at
trnge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I
vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har
man lnge haft for Skik at latterliggre enhver Tro paa, hvad der
ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjvneste Mennesker. For
Gennemsnits-Englnderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er
han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er
rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dr,
saa gaar Sjlen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien,
Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom
Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han
kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan
vre. Han har alle mulige ubestemte Ider om den, men sknt det hrer
med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant
et Sted, er det svbt i mer eller mindre uigennemtrngelige Skyer.
For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som,
skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrvl og ikke fortjener, at man
sknker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og
strre Tilvrelse efter Dden. Med andre Ord, for at sige min Mening
lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham,
som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig
for berettiget til at betragte ns Latter som en Haan mod hans
Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig
selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens frer til, men
hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mrkelige Ting, jeg har set i
forskellige Lande i sten, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa
frste Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan
sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en
latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har vret Vidne til Ting,
som synes at stride mod alle Naturlove. Sknt der nu og da blev gjort
Kunster, er jeg overbevist om, at Fnomenerne i de fleste Tilflde
var virkelige. Og det bringer mig til det Sprgsmaal: Hvad er nu
egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder
Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilflde af ti anse for den
strste Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en
Illustration til, hvad jeg mener."

Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel
Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig
igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg
iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde
flge.

"Vil De selv undersge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er
ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"

Jeg undersgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var
umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde
jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.

"Meget vel," sagde han, "i saa Tilflde vil jeg give Dem et Eksempel
paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjl kontra Legeme.' Det
Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"

Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tndstik, tndte et Vokslys, og
da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa
at en Draabe Voks faldt ned i det.

"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmrksomt paa det
Voks, medens jeg tller til tyve."

Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt jnene stift fstede paa
den lille runde Voksklat, der fld paa Overfladen af Vandet, jeg saa
paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas
Stemme ld ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstndig tomt.

"Rejs Dem saa og undersg det, men rr ikke ved Glasset," sagde min
Vrt. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde
Dem til Vidne derpaa."

Jeg undersgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg
troede, ikke var en Draabe Vand i det.

"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu vre saa god at stte Dem ned
og passe paa endnu en Gang."

Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet
igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset fld atter paa
Overfladen.

Et jeblik var vi begge tavse. Saa hldte Nikola Vandet tilbage i
Karaflen og gav mig Glasset.

"Undersg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tnke Dem, at
det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det,
og lad mig saa hre, hvad De mener om dette."

Jeg undersgte Glasset saa nje som muligt, men der var ikke Tegn paa
nogen Prparation eller nogen hemmelig Mekanisme.

"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give
Dem nogen Forklaring."

"Og dog er De ikke fuldstndig overbevist om, at det ikke er et
snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos
Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prver til. Se mig
spndt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som
nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."

Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde fr at
have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hrt Folk
sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, sa
paa dem, saa flte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I
dette Tilflde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot flte mig til Mode,
som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget
Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog
Klokken og Nikola sagde:

"Smg Deres venstre Skjorterme op og undersg Deres Arm."

Jeg gjorde, som han befalede og sa nu en njagtig Gengivelse af min
egen Underskrift med rde Prikker paa Huden. Medens jeg sa paa den,
forsvandt den efterhaanden, og i Lbet af et halvt Minut var den helt
borte.

"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken
mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg
har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det frste gik Vandet slet
ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt,
som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg nskede simpelthen, at
De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte
den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De
en anden Prve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilflde meget
let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med
den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme,
kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"

"Simpelthen, at Deres Aand er strkere end min," svarede jeg, "og
derfor kan De beherske den."

"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er
vist neppe korrekt. Selv om min Aand var strkere, hvor kunde jeg saa
overfre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"

"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke
henregne det under det, man kalder Tankeoverfrelse?"

"Jo, det vil jeg gerne indrmme, men man kan lige saa godt, som De
gr, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge
disse Illustrationer blev givne for at fre os til en anden, der
bringer os endnu nrmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til.
Prv nu paa at henvende Deres Opmrksomhed fuldstndig paa mig; lg
frem for alt Mrke til min Finger."

Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren.
Den bevgede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte
hver Bevgelse meget omhyggeligt. Et jeblik efter syntes en lille
blaa Flamme at bevge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske
efter et Minut, sa jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede
en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Vrelset. Den var nr ved
Gulvet, da jeg frst lagde Mrke til den, saa steg den omtrent en tre
Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i
Strrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg
syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne
Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands
Hoved og Skikkelse. Han var hj og velskabt, hans Hoved var kastet
tilbage, og hans jne mdte mine med et ivrigt om end behersket Blik.
Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans
Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mdt Manden paa Gaden den nste Dag,
er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt,
orangefarvet Lys omgav ham nsten helt, og i mindre end et Minut var
han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev
mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om
jeg vaagnede efter en uhyggelig Drm, og vendte mig hen imod Nikola,
der iagttog mig med halvt lukkede jne.

Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra
Bordet og rakte mig det.

"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i
denne Bog."

Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i
Midten opdagede en njagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set.
Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen
paa den lille Finger sa jeg. Jeg var fuldstndig overvldet.

"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.

"Ja, det er jo hjst vidunderligt," sagde jeg.

"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.

"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun
antage, som De sagde fr, at det ogsaa maa have vret Hypnotisme."

"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilflde uden
ydre Midler ikke blot har bevirket, at De sa, hvad jeg tnkte paa,
men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den
fotograferede Person havde. Prven var overmaade heldig. Men
hvorledes overfrte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres
jes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De sa Vandet forsvinde i
Glasset for et jeblik siden. De vilde have givet Deres resord i
Pant paa, at De sa Deres Navn paa Deres Arm, og under andre
Omstndigheder vilde De sandsynligvis have lt, hvis jeg forsikrede
Dem om, at De ikke sa den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album.
Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv
om jeg ikke var til Stede i Vrelset, kunde vkke Dem om Natten og
lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var dd for lnge
siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svve omkring i Luften for Dem?
Skal jeg fre Dem ud af dette Vrelse og bringe Dem ned paa det
stille Oceans Bund? Skal jeg fre Dem op i Himlen eller ned i det
dybeste Helvede? De behver kun at sige, hvad De nsker at se, og jeg
skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De sa de
andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi
kalder Kunster, for det er gjort ved Hjlp af Hypnotisme, der efter
min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er
mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin
egen Aands srlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen
kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt,
jeg prver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens
strste Hemmeligheder ikke vre? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad
jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i
Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trnge igennem til
det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og
besvar mig nu det Sprgsmaal: Er det Umagen vrd at prve derpaa
eller ikke?"

"Det er Umagen vrd," udbrd jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og
tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller rligt Spil med mig, vil
jeg gre det samme med Dem. Men der er endnu et Sprgsmaal, jeg maa
gre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gre
med det Arbejde, vi har for?"

"Ja, den har," svarede han, "den er Nglen til alt. Oprindelig, skal
jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de
tre Frere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller
andet jemed Klostret og kom ud i Verden. Han dde paa en
hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung
Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englnder i min
Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forkldt som
thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede
han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige
Vrdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mnd
efter ham. Under et Forsg paa at bemgtige sig den blev en af disse
Kinesere drbt i Nrheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret
i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham
og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne
Tjeneste, forrede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg
Sydney for at sge den, men Kineserne var der fr mig. Vi prvede
begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen
af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bd Wetherell, hvad
han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bnfaldt
ham, alt forgves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De vd,
hvorledes det gik. Alt det hndte for et halvt Aar siden. Saa snart
den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt
at trnge ind i det Indre for at prve paa at opdage, hvad jeg saa
gerne vilde vide."

"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.

"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den,
skal det vre mig en Fornjelse at vise Dem den."

"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.

Med disse Ord forlod han Vrelset for at vende tilbage efter fem
Minutters Forlb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af
Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske
almindelig lille Tingest, kulsort og bedkket med kinesiske Bogstaver
i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at
vre gaaet igennem mange Hnder var gjort fast i den ene Ende.

Han rakte mig den, og jeg undersgte den omhyggeligt.

"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa
vil De da ikke vre saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds
Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo vre den visse
Dd."

"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var
at udstte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem
10,000 Pund for den Fornjelse at have Deres Selskab," svarede han.
"Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjlp --
sknt jeg tvivler i hj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra
det -- at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed,
hvis det er muligt, og jeg nsker ogsaa, at denne Stok, som
utvivlsomt er Nglen til den yderste Port, saa at sige skal hjlpe
mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter
at De har hrt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Lfte og
trkke Dem tilbage, medens det endnu er Tid."

"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trkke mig tilbage," svarede jeg.
"Jeg vd ikke, at jeg er kkkere end de fleste, men hvis De vil tage
af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."

"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrd han, idet han rakte
mig sin Haand.

"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gre," sagde jeg. "Hvorledes vil
De begynde?"

"Ja, for det frste," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der
kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige
Samfunds Lgbrdre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart
han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklder vi
os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min
Sekretr, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne
der, vil vi trnge ind i Lamaklostret, det mrkeligste antieuropiske
Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse
Yppersteprsten tilstrkkelige Meddelelser, saa vi kan gre det nste
Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstndighederne."

"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"

"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen
tidlig."

"Og saa var det Forkldningerne!"

"Jeg har alt, hvad vi trnger til."

"I saa Tilflde, antager jeg, at der intet er at gre, fr Sendebudet
kommer."

"Nej, det tror jeg ikke."

"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt
jeg ikke hrer fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal
se ind til Dem i Morgen?"

"Det skal jeg lade Dem vide fr Frokost. De er da ikke bange, vel?"

"Ikke Spor."

"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde
prve paa at tvinge Dem til det."

"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.

Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa
trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.

Da jeg drejede om Hjrnet og gik i Retning af Vejen, der frer til
den engelske Koloni, sa jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse
sig fra en Krog og flge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt
bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne
forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen.
Om dette Spioneri kun var tilfldigt, eller om jeg virkelig blev
udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg
sa den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie
begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg
ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befrdet Plads,
skyndte jeg mig, og efter at vre gaaet hundrede Skridt, ilede jeg
ned ad en Sidegade; denne frte mig til et andet Strde, gennem
hvilket jeg kom i Nrheden af det Hus, jeg vilde naa.

Jeg kunde se Lys bevge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke
gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte n ud af Vrelset til hjre i
Korridoren og kom henimod Dren, og da han aabnede den, opdagede jeg,
at det var Mc'Andrew selv.

"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrd han forbavset, saa snart
han opdagede, hvem hans Gst var. "De har valgt et temmelig sent
Tidspunkt for Deres Besg; men det er lige meget, kom blot ind; det
glder mig at se Dem."

Medens han talte, frte han mig ind i det Vrelse, han lige var
kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget
tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord -- for
Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag --
sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en
smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter
og hans Kledgge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besg
ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemrkninger
sagde de Godnat og forlod Vrelset.

"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besg, ellers
vilde De vel ikke vre her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en
Cigarkasse. "Har De hrt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige
Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"

"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men
da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, fr
Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem
til at tage Dem af denne Anvisning for mig."

Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den,
stirrede paa den, sa op paa mig, sa igen paa den og gav sig til at
fljte.

"Det ser jo ungtelig ud som en Forretning," sagde han.

"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000
Pund vrd."

"Ja, man maa jo nske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at
jeg skal gre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende
Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig
kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blksprutte,
fr han vidste af det.

"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg,
"og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg
rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar
borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til
Dem og forlange den, det vil sige -- hvis jeg kommer tilbage."

"Og hvis De nu ikke gr det?"

"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden
vre saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget
imod det?"

"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar
skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."

Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa
han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Snner,
for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne
Formalitet var udfrt, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk
Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.

"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sdvanlige venlige Maade, idet
han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg vd ikke, hvad det er, De er
i Frd med, og det kan vist ikke nytte, jeg sprger om det, men jeg
vd, at De har vret i temmelig indskrnkede Forhold i den senere
Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden
Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt,
hvad der taler for og imod, fr De gr Skridtet fuldt ud; husk paa,
at et jebliks Daarskab kan delgge hele Deres Liv."

"De behver ikke at vre bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg
indlader mig paa dette Skridt med aabne jne; men jeg er Dem
alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for
mig. Godnat og lev vel!"

Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.

Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved
fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den
anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at flge mig. Jeg
var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde
ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til hjre ned ad en
Sidevej for at se, om han vilde forflge mig. Han gik samme Vej. Jeg
drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben
Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde
fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende,
saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade
med et hjt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil
jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var
indenfor, bjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hrte
jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig lngere,
standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krb sammen.
Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte vre gaaet
over Gaden og ned ad et mrkt Strde lige over for, gik han ogsaa der
over og var forsvunden et Par Sekunder efter.

Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham,
gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem
til min Bolig.

Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde
Forflger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han
sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til
Verandaen og slap ind. Fra et Vindue sa jeg ham komme op ad Gaden og
staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var
kommet, og saa sa jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter
laa jeg i min Seng og sov og drmte om Nikola og bildte mig ind, at
jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.

Hvor lnge jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vkket
ved at fle, at der var nogen i Vrelset. Og jeg tog ikke fejl; der
sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at
det var en Kineser.

"Hvad gr De her?" udbrd jeg og rejste mig op i Sengen.

"Vr stille," hviskede min uindbudne Gst paa Kinesisk; "hvis De
taler, koster det deres Liv."

Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde
tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men
den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot
troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gre det,
det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstndigheder var det Vaaben,
som mit Liv tilsyneladende var afhngigt af, forsvundet.

"Hvad har De at gre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gst
til at tale saa hurtigt som muligt.

"Ikke saa hjt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han
udbeder sig Deres behagelige Nrvrelse. De maa komme lige straks."

"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud
efter mig igen?"

"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hndet noget
vigtigt," ld Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme
straks."

Jeg stod op og kldte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart,
at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi
sandsynligvis tage af Sted fr Morgen. Men jeg spildte ikke et
jeblik, og saa snart jeg var frdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor
Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og
pegede paa en Brestol, som holdt dr.

"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde
et jeblik."

"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er
parat."

Jeg tog Plads i Brestolen, som straks blev lftet op af Brerne, der
skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den
Tid. Vi mdte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en
forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forlb var det
jensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Brestolen
holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og sa mig om. Til
min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at
se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget strre Villa. Medens
jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende
tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde vre saa venlig at
flge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.

Huset laa i fuldstndigt Mrke og var saa stille som en Grav. Jeg
traadte ind i Forstuen og var i Frd med at gaa hen imod en Dr, da
jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens
mine Hnder blev bundne fast i Ryggen. I nste jeblik blev jeg
lftet op og baaret ind i et Vrelse, hvorfra der pludselig strmmede
et klart Lys ud.

Her sad tre Kinesere, kldte i tung, blomstret Silke og med umaadelig
store Skildpaddesbriller paa Nsen. De modtog mig med et Grynt, der
skulde betyde Velkommen, og bd Mndene at tage Kneblen ud af Munden
paa mig. Da dette var sket, sagde den ldste af de tre roligt -- men
det syntes mig noget urimeligt:

"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."

Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel,
at af en saa ubetydelig Person at vre kunde jeg glde mig ved det
bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det
kunde vre, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde.
Da jeg havde besvaret dette Sprgsmaal, lnede Manden til hjre sig
lidt frem og sagde:

"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gre med
Dr. Nikola?"

Jeg samlede al min Aandsnrvrelse.

"Hvem er Dr. Nikola?"

"Det er den Mand, som De har besgt to Aftener i Trk," sagde Manden,
der frst havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han
udklkker sammen."

Da jeg sa, at det vilde vre unyttigt at forsge paa at bengte min
Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et
Indkb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et
haanligt, misbilligende Grynt.

"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de strste Briller.

"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.

"I saa Tilflde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre
Midler til at faa at vide, hvad vi nsker."

Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Vrelset og et
jeblik efter kom tilbage med en Lnke og nogle underligt formede
Trindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en
hel Del kinesisk Tortur i Tidens Lb, og det saa ud til, at jeg
skulde komme til at prve den selv.

"Hvad vd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt frst,
og som jensynlig var Hovedmanden af de tre.

"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med
ualmindelig strkt Eftertryk.

Han gjorde mig igen det samme Sprgsmaal uden at forandre Tonen.

Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.

"For sidste Gang: Hvad vd De om Dr. Nikola?"

"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte.

Saa hvede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mndene ved Dren. Jeg
blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Fr jeg kunde
gre nogen Indvending eller stritte imod, var et mrkeligt
Trhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa
lnge, at n Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hrte igen den
gamle Mand sige i en ensformig Tone:

"Hvad vd De om Dr. Nikola?"

Jeg prvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet
sad saa tt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig
op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en
Stemme sagde:

"Staa op, Hr. Bruce; De behver ikke at frygte mere; vi skal ikke
gre Dem Fortrd."

_Det var Dr. Nikola!_




IV. KAPITEL.

  Vi drager af Sted til Tientsin.


Jeg vilde neppe tro mine egne jne. Nikolas Forkldning var saa
fuldkommen, at der hrte nsten overmenneskelig Klgt til at opdage
den. Han var i alle Henseender en gte Himlens Sn. Hans Udtale var
uden den ringeste Lyde. Han opfrte sig akkurat som en fornem
Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet
den mindste Fejl i hele hans Adfrd og Vsen. Jeg flte, at naar han
saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde
udstte sig for en mindre njagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri,
sprang jeg op og lyknskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det
var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg
frst havde antaget.

"De maa tilgive den grove Behandling, De har vret underkastet,"
sagde Nikola, "men jeg vilde prve Dem meget grundigt. Hvad mener De
om min Forkldning?"

"Den er udmrket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tnke mig, at
den kunde vre saa god, fordi De er en saa udprget Personlighed. Men
hvor er vi nu?"

"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for jeblikket," svarede han.
"Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De sa til hjre
for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra
Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes,
gav mig de Meddelelser, jeg nskede, og derfor er jeg nu rede til at
tage af Sted, saa snart De kan."

"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg
parat."

"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at
bre Deres Taske og fre Dem tilbage, saa snart De er frdig med
Deres Arbejde."

Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af n af Nikolas Tjenere. Jeg lod
ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem
Vinduet. Saa tndte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating,
jeg nskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede
jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vrt og vedlagde det Belb,
jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham vre saa
god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg
var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen
Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til
den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid
siden. Det var lnge efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke
Spor af trt. Vor Tur forekom mig saa spndende, at jeg ikke tnkte
paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv,
og sknt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa,
var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde
blive godt belnnet.

Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Vrelse, hvor
han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klder,
og da jeg atter sa paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at
tro, at denne statelige, vrdige Kineser kunde vre den smidige
Evroper, som Verden kendte som Doktor Nikola.

"Det var De ikke lnge om, Hr. Bruce," sagde han; "det glder mig;
hvis De nu vil flge mig ind i det nste Vrelse, skal jeg vise Dem
Deres Sager. Jeg har kbt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug
for, og da jeg kender Deres Forkldningsevne, er jeg slet ikke bange
for Resultatet."

I Vrelset ved Siden af tog jeg min evropiske Dragt af og gav mig
til at ifre mig de Klder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg
mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Vske, som ogsaa fandtes
der, fik min forlorne Pisk klbet paa og tog et Par store
Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa
Nsen. Jeg fik Sandaler paa Fdderne, en stiv Hat af den almindelige
kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min
varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget vrdigt Ydre.

Da Nikola vendte tilbage, undersgte han mig omhyggeligt og udtrykte
sin Fornjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa
kinesisk Vis, maatte det have vret en skarptskuende Mand, der kunde
have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at vre.

Saa tog vi igen europiske Klder paa, forlod Huset og vendte tilbage
til den Villa, i hvilken jeg frst havde besgt Nikola. Det var nu
Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset,
gik vi lige ind i Nikolas Studerevrelse, hvor hans Tjenestefolk
havde dkket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Frd med at
spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var
en Kineser udenfor, som nskede at tale med os. Det var Laohwan.

"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"

Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke dslede med
Ord, et Stykke Papir ud af sit rme, paa hvilket der var skrevet
nogle kinesiske Ord. Nikola sa paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der
stod:

"I Quong Shas Hus i de hundrede Trngslers Gade, Tientsin."

Nikola vendte sig om til Laohwan.

"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.

"Klokken halv syv," svarede Laohwan.

Nikola saa paa sit Ur, tnkte et jeblik efter og sagde:

"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi
kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa
De lade, som om De aldrig har set nogen af os fr."

Laohwan bukkede og forlod Vrelset.

"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og sknkede sig en
Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en
halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."

Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lnestolene og
tndte vore Cigarer. En halv Times Tid drftede vi Aftenens
Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det jeblik, da
Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola
ringede, og hans frste Tjener kom ind.

"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og vd ikke, naar jeg kommer igen;
det bliver maaske om en Uge, maaske frst om et Aar. Du skal i den
Tid srge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive
stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knkket,
eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind
Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Ln og har Opsyn med
dig. Hvis der er noget, du nsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar
du?"

Tjeneren nikkede.

"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."

Da Tjeneren havde forladt Vrelset, fljtede min mrkelige Ven paa en
underlig Maade. I samme jeblik kom den sorte Kat lbende ind, sprang
op paa sin Herres Kn og kravlede op paa hans Skulder. Nikola sa paa
mig og smilede.

"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han.
"Hvilken Hustru vilde vre saa stadig?"

Jeg lo. Tanken om Nikola og gteskab syntes mig urimelig. Han satte
Katten fra sig og stillede den paa Bordet.

"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg sa
ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle
Kat!"

Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod
mig.

"Kom saa, lad os gaa, det haster."

Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord,
han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa
Vrelset. Jeg fulgte i Hlene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var
Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde
ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.

"Til _Vectis Queen_," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os.
Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet
Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord
paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for
at naa derud.

Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde
betalt Passagen, blev vi frt til vore Kahytter. _Vectis Queen_ er,
som alle Folk i stasien vd, ikke nogen stor Damper og har kun meget
indskrnket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange
Folk, der rejste, og flgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart
jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa
Dkket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, fr jeg
blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i
den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde vre
her.

"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrd han. "Hvem skulde have ventet
at se Dem her."

"Jim Downing!" udbrd jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham,
som man jo kan tnke sig. "Hvor lnge har De vret i Kina?"

"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere,
kom op at skndes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik
jeg Ansttelse paa denne Linie. Sknt jeg ikke holder meget af
Kineserne, er jeg ganske godt fornjet. De ser rigtig rask ud, gamle
Ven, og De er blevet ordentlig solbrndt, siden jeg saa Dem sidst."

"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt
det end kan vre, og saa spadserede vi op og ned ad Dkket sammen.
Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham,
og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde vret gode
Venner i mange Aar. Fr de havde vret et Kvarter sammen, havde
Nikola givet ham en Recept mod Hedetj, som han led frygteligt af, og
da hans Middel viste sig at vre heldigt, var den unge Mands
Taknemmelighed og Beundring uden Grnse. Ved Frokosttid var vi et
godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt
bag os.

Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humr. Han var med til alle
Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrttelig i
sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter
jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som
endog mere mrkelig end alt andet i denne forunderlige Mands
Karakter, og det var hans overordentlig store Krlighed til Brn. Der
var isr en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire
Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod.
Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive trt og uden et
jeblik at tnke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg sa dem more
sig sammen i L af n af Baadene paa Dkket, ved Lugerne eller under
Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne jne. Jeg spurgte
mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for
Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde vre
den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretren i Ny Syd
Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell
i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af
Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han
lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal,
intrigerede mod en Politiker eller sgte at stjle et almgtigt
Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig
til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hnde, fr han
havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham
at arbejde lngere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og
tilsyneladende uden at sknke den en Tanke mere.

Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi sa flere Gange, ikke et
jebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og
saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan
(et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmnd.

Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved
Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle vd, er n
af Traktathavnene og ligger dr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal",
flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved
Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en
anden Ting mig: Nikola syntes at vre lige saa godt kendt paa dette
Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden,
kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne frte os uden at sprge
videre til en vis Hr. Williams i den europiske Koloni.

Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sdvanlige Maade.
Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en hj, ldre Mand med et knt
Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han sa Nikola,
syntes han et jeblik at vre overvldet af Forbavselse.

"Kan det vre muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrd han.

"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav
Kulien Tegn til at tage hans Vadsk og derpaa gik op ad Trappen.

"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornjelse at se Dem, Hr.
Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav
Mah Feng den Lektion i Seoul."

"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"

"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg sa ham sidste Gang i
Singapore," svarede min Ledsager leende.

"Og hvad kan jeg gre for Dem nu?"

"Jeg nsker at lgge Beslag paa Deres Gstfrihed et Par Timer," sagde
Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt
Arbejde for."

"Det glder mig at gre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han
havde trykket mig i Haanden, frte han os ind i Huset.

Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi
ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed
atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig.
Sknt det var et spndende jeblik, og vor Stilling var ejendommelig,
spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et
indviklet kemisk Vrk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske
og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han
ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var
frdige, og saa bad han frst Laohwan meddele, hvad han havde
udrettet.

"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnvnte, "og sknt jeg
ikke har vret paa Stedet, har jeg erfaret, at man gr Forberedelser
til at modtage Dem."

"Saa er det bedst, at De kber Ponyer og har Mnd parat; for efter al
Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."

"Naar vil Deres Excellence besge Huset?" spurgte Laohwan.

"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og
saa forlod Laohwan os.

Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besrget,
rg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Vrelse ved
Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vrt. Da han kom
tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi kldte os
paa, og saa gik vi ind i vore Vrelser og ifrte os igen vore
kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedr og begav
os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi
naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem,
der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at rbe, at vi havde
Hastvrk.

Enhver, der har vret i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger,
at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget
faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er vrre. Snevre,
uregelmssige Gader frer ind og ud og snor sig omkring i alle
Retninger. Husenes vre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og
Flag, stder nsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa
Dagen er et underligt, uhyggeligt Mrke. Om Natten er der naturligvis
blgmrkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.

Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til,
forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i
Gaden, som var lidt bredere og lidt pnere end de andre, mdte vi
Laohwan, som frte os til det Hus, vi sgte efter.

Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage hjt og havde
stort, fremstaaende Tagskg, en Slags Veranda med Tremmevrk og en
lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Dren med Nven,
og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til
Drvogteren, som derpaa lod os komme ind.

"Der er kun n Sol," sagde Drvogteren ydmygt.

"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden frte os
hen til en anden Dr i Gangen. Dr mumlede han et Par Ord. Den blev
straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede
paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn
til, at vi skulde flge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og
naaede en anden Dr, for hvilken der hang et Tppe. Han trak Tppet
til Side og bad os om at gaa ind.

Vi befandt os i et stort Vrelse, hvis Gulv, Vgge og Loft var lavede
af et Slags mrkt Tr, sandsynligvis Teaktr. Det var umbleret. Der
hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Vggen, og der laa nogle
Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behvede
ikke at vente lnge, fr vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt
mig om for at tale med Nikola, der undersgte et Banner, da jeg
pludselig hrte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om
og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde vre mindre end
firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et trret Skovble, hans
Haar nsten hvidt, og han stttede sig til en Stok. En Ting slog mig
som srlig mrkelig ved ham: sknt Huset paa ingen Maade var lille,
og sknt det sa meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog
tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som
utvivlsomt var den vigtigste Person i det, kldt i Tj, der vidnede
om den yderste Fattigdom. Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom
de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han
dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Hfligheder var blevne
vekslede, sagde han:

"Man har ventet paa Deres Excellence med Spnding. Alle Forberedelser
til Deres Rejse blev trufne forrige Uge."

"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad
der er gjort."

"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Yppersteprsten
venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem."

"Det er ogsaa tilstrkkeligt. Lad os saa hre, hvad der siges om
mig."

"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt."

"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er trt og vil gerne
vre alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen
tidlig. Srg for, at jeg ikke bliver forstyrret."

Den Gamle forsikrede Nikola, at hans nsker skulde blive opfyldte og
forlod derpaa Vrelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den
fjerneste Del af Vrelset og hviskede hurtigt:

"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa
fat i de to Mnd, som jeg nsker skal udfre dette Hverv, saa opdager
jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dr jeg under Forsget. Hr
nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der vd nsten lige
saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gr, at hvad
jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter
dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den
Mands Plads, som Kina Pete drbte i Lamaklostret for at komme i
Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Yppersteprst i Lamatemplet
i Hankow og er en meget religis og mrkelig Mand. Man venter ham i
Peking i denne Uge eller i nste. Disse Mennesker er blevne vildledte
af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl.
Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Ddsens i samme jeblik,
men hvis de ikke gr det, og vi blot kan holde Prsten af Vejen, saa
har vi udmrkede Udsigter til at faa alt, hvad vi nsker, at vide af
dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som
maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Lg nu nje Mrke til,
hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i
Aften, men det er ndvendigt, at jeg staar i Forbindelse med
Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det.
Det frste, han skal gre i Morgen tidlig, er at sende to
Telegrammer."

Med disse Ord greb han i en Lomme i sit rme og fremtog en lille
Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa
Gulvet og begyndte at skrive. I nsten fem Minutter var der
fuldstndig Tavshed i Vrelset, saa rev han to eller tre Blade ud af
Bogen og rakte mig dem.

"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden
Mand er, uden at spilde et jeblik og stte sig i Forbindelse med de
Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe
Prsten, fr han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med
ham. Naar det er lykkedes, maa han frst faa Lov til at lande igen,
naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai."

"Hvem skal Williams telegrafere til?"

"Til to Mnd, som jeg har den strste Tillid til. Den ene hedder
Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette
Telegram."

Han rakte mig et andet Stykke Papir.

    "Til
      Prendergast og Eastover,
                Adr. Gregson, Hongkong.

  Kom til Tientsin nste Damper. Opst ikke et jeblik. Naar De
  kommer, gaa til Williams.

                                        Nikola."




V. KAPITEL.

  Jeg redder en ung Dame.


Da jeg havde forladt det Vrelse, i hvilket Nikola havde indrettet
sig, traf jeg den samme Drvogter, som havde lukket os ind, og som nu
igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde
forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart
Stjernelys, men nu var Himlen dkket af sorte Skyer, og medens jeg
gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hrte jeg et svrt
Tordenbrag. Klokken var nsten elleve, og det forekom mig, som om der
var mrkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Prg af
undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mdte, og da jeg senere
traf Grupper af dem paa Gadehjrnerne, kunde jeg ikke andet end
tnke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at hre, varslede
om, at der var noget i Gre. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at
lgge Mrke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet
og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.

Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og
ankom endelig til den Villa, jeg sgte.

Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod
dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et
stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste
sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den
Modtagelse, jeg fik.

"Hvad nsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.

"Jeg vilde gerne gre Deres Velbaarenhed et simpelt Sprgsmaal."

"Det er ikke Tid nu at gre Sprgsmaal, selv om De er simple,"
svarede han. "De maa se herind i Morgen."

"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem
ved Deres Forfdres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i
Aften."

"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt
gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.

Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet
jeg paa ortodoks Vis stak Hnderne ind i mine store rmer. Saa
huskede jeg paa Kinesernes Tilbjelighed til Vidtlftighed og
begyndte at vve i min Tale, indtil jeg sa, at hans Taalmodighed
nsten var udtmt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bjede mig
saa fremad og sagde:

"Vd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden
Solnedgang?"

"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han sa lidt urolig
ud.

"Af tre Mnd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i
Eftermiddag."

"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen,
men jeg lagde Mrke til, at han sa opmrksommere paa mig end fr.

"Den Mand, som vi kalder Manden med Djvlens jne, men som De kalder
Nikola, og hans Ledsager."

Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede
paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men
det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han
sgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, rbede jeg,
hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:

"Det lader til, at min Forkldning er meget god, Hr. Williams."

"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrd han.

"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt rinde til Dem. Jeg har et
Brev fra Nikola, som De maa lse og straks handle i Overensstemmelse
med."

Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det.
Han satte sig ned ved Bordet og lste det omhyggeligt. Han lste det
tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et
Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han
tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var
fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om
hans Mund. Til sidst talte han:

"Jeg vd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men
kender De Indholdet af dette Brev?"

"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie
Plads i det hemmelige Selskab?"

"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin
Pennespids, "det angaar i hj Grad ham."

"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas nske om at bortfre
ham er raadeligt."

"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola vd, at den omtalte Mand har vret
Yppersteprst i et af de strste Templer i Hankow?"

"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han _har vret_. Har
Manden da opsagt sin Stilling for at flge dette nye Kald?"

"Ja, han har."

"I saa Tilflde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig
formindsket."

"Ja, maaske i n Henseende, men den bliver forget i en anden. Hvis
han endnu er Prst, og vi bortfrer ham, saa slaas vi med Regeringen
og Prstestanden. Og hvis han ikke lnger er Prst, og der kommer den
allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Frd med at gre, saa
kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mgtigere end
nogen Regering eller noget Prsteskab i Verden."

"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."

"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering
og dette Selskabs Millioner af Mennesker end vre ulydig mod ham i en
eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola
er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han
staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give
en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et jeblik,
hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil
trnge ind i -- og han alene vd, hvor meget klogere han bliver, naar
han har gjort det -- er utvivlsomt det mgtigste i hele Verden. Hvis
man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer.
Det har Reprsentanter i nsten hver By og Landsby i hele dette store
Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og
Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et jeblik tnker
paa, at vor Ven vil udgive sig for at vre n af de tre Frere af
denne kmpemssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive
opdaget hvert jeblik, saa vil De indse, hvad det er for et
dumdristigt Foretagende."

"Jeg maa indrmme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."

"Ja, dermed er alting sagt. _Det er Nikola._"

"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"

"At jeg straks gr, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det
op, saa der ikke kan vre Tale om nogen Fejltagelse."

Han skrev et jeblik og rakte mig saa Brevet.

Jeg rejste mig for at gaa.

"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.

"Dem skal jeg besrge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede
han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."

"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem
Farvel nu."

"Ja, De tnker vel ikke paa at trkke Dem tilbage?"

"Nej, ikke Spor."

"Naa, De er en modig Mand. -- Ja, ja, Farvel og god Lykke!"

Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedren og gik saa ad Kineserbyen til
igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken
tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter
klart.

Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit frste Indtryk i
Overensstemmelse med den Flelse, jeg fr havde haft om, at der var
noget ualmindeligt paa Frde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe
gaaet et Par Hundrede Skridt, fr jeg hrte en Lyd af forbitrede
Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strmmede en ophidset Hob
ind i Gaden. Hvis det havde vret muligt, var jeg drejet ind i en
Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gre. Jeg
var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg nskede det eller ikke,
blev jeg ndt til at flge med dem.

Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej,
hvorefter de pludselig drejede til hjre og standsede foran et Hus
paa Hjrnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en
ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men trffende.

"Kueidzu!" (Djvel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem
det nrmeste Vindue.

Jeg opdagede snart, at Huset tilhrte en Missionr, der heldigvis lod
til at vre fravrende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at
delgge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke frdig med mit
Eventyr endnu.

Da jeg kom ind i en Sidegade, hrte jeg et skingrende Skrig om Hjlp.
Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig,
og jeg behvede ikke at vente lnge, for i samme jeblik ld det
igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Strde til hjre. Uden at
overveje et jeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Frst kunde
jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og
skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var
en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden.
Det var Englndere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behndig
ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en
Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Stj, og da jeg tilmed kom paa den
mrke Side af Strdet, lagde ingen af de tre Mrke til mig, fr jeg
var lige ved dem.

Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det
jeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme
jeblik hvede Armen og stdte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde
imidlertid ikke trnge ret langt ind, for jeg slog ham i samme
jeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et jeblik
paa Gaden uden at bevge sig, men han blev ikke liggende meget lnge.
Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han
hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa hjt, han kunde, i Haab om at faa
Pblen til Hjlp.

Fr han var af Syne, knlede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun
var bevidstls. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre
Skulder var fuld af Blod. Saa undersgte jeg den gamle Mand. Det var
en smuk, ret velkldt gammel Herre, og han havde et rvrdigt graat
Skg. Han laa udstrakt i sin fulde Lngde, og et Blik paa hans Ansigt
var nok til at sige mig hans Skbne. Hvorledes det var gaaet til,
kunde jeg kun tnke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning,
at han var dd. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg
tilbage til Pigen. Hendes jne var nu aabne, og da jeg knlede ned
ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.

"De er blot saaret," svarede jeg.

"Og min Fader?"

Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske
simpelt:

"Ja, det er en srgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange
for, at han er dd."

Da hun hrte dette, udstdte hun et lille Skrig, og et jeblik syntes
hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke,
men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget
over i en mrk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg
tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad
Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg hre
Pbelhoben, der endnu var optaget af at delgge den myrdede Mands
Bolig.

Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hrt hendes Skrig om Hjlp,
gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa,
og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede
paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Dren blev straks aabnet.
Jeg gav Lsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Drvogteren tnkte
noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til
den anden Dr.

Jeg bankede atter, og Dren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke
ind uden Indvendinger. Sknt jeg havde givet det rigtige Lsen,
befalede Drvogteren mig at vente, medens han undersgte den Byrde,
jeg havde paa Armen.

"Hvad har De der?" spurgte han.

"Har du Ret til at sprge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig
Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djvel for
at forhre hende. Hun er besvimet af Skrk. Gaa nu af Vejen, eller du
kommer til at undglde, fordi du har standset mig."

Han sa lidt forvirret ud, men gav mig efter et jebliks Tven Tegn
til at passere, og jeg gik saa ind i det Vrelse, hvor jeg havde
vret sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde
se det af den Glde, hvormed han modtog mig.

"De kommer sent," udbrd han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg
har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"

"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en
Missionr. Hun er blevet saaret og er bevidstls for jeblikket. Hvis
jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet drbt af den Mand, som
myrdede hendes Fader."

"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"

"Hvad skulde jeg ellers gre? Hendes Fader er dd, og jeg tror, at
Pblen har delagt deres Hus."

"Lg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.

Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersge hendes
Saar. Med en enestaaende Behndighed og en krlig Omhu, som man neppe
havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg
hentede fra et Vrelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en
Vdske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid frte med
sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tj. Da han var frdig,
sagde han:

"Lft hende lidt op, medens jeg prver paa, hvorledes dette virker
paa hende."

Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes
Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun
aabnede nsten straks jnene og sa sig om, og da hun opdagede, at to
Kinesere bjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af
den strste Rdsel. Men Nikola, som endnu knlede ved Siden af hende,
beroligede hende og sagde paa Engelsk:

"De behver ikke at vre bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte
Dem, hvad der saa end sker."

Hans Ord syntes at bringe hende til at tnke paa den skrkkelige
Begivenhed, der var hndet hende.

"Ak, min stakkels Fader!" udbrd hun, "hvad har De gjort med ham?"

"For at frelse Deres Liv var jeg ndt til at lade hans Lig ligge paa
Gaden dr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.

"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prvede
hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.

"De maa ikke rre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig,
jeg skal srge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i
Sikkerhed."

"Men jeg maa hjem."

"Stakkels Pige," sagde Nikola krligt, "De vd ikke det hele: De har
intet Hjem mere, Pblen har delagt Deres Hus i Aftes."

"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har drbt min Fader
og delagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."

Uden at drfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Vrelset. Han
vendte straks efter tilbage og nrmede sig igen den unge Pige.

"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han,
"det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den
engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det
hele gik til."

"Jeg skal fortlle Dem, hvad jeg vd," svarede hun; "men det er saa
lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medfrt saa frygteligt
et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv
otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa
omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne
Gange, at der var noget galt i Gre, og da vi kom ud og sa den Hob,
der havde samlet sig ved Dren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan
ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det
jeblik vi traadte ud, ld der et Brl, og straks efter styrtede
Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse
nu, sknt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var
bange for at flge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme
hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det
mrke Strde, hvor De fandt os, styrtede en Mand ls paa min Fader og
slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prvede paa
at beskytte ham og henlede Mandens Opmrksomhed paa mig selv, og saa
trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det jeblik kom De og
jagede ham paa Flugt."

Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.

"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.

"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg
vilde kun nske, at jeg var kommet tidligere."

"Men hvad skal jeg dog gre?"

"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen,
som De kan sge Tilflugt hos?"

"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en
Sster i Peking; hun er gift med en Missionr dr. Kan De hjlpe mig
med at komme dertil?"

"Jeg kan ikke selv flge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok
srge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men
De skal ikke vre urolig, jeg skal srge for, at der ingen Ting er i
Vejen."

Han forlod atter Vrelset, og medens han var ude, saa jeg njere paa
den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og
tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmssig Form, og hendes
Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund
var lille, og hendes jne og Haar smukke og brune, men det sde
Udtryk i hendes Ansigt var dets strste Sknhed.

Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfldigvis
aldrig vret meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da
jeg sa den unge Piges sde Ansigt, fo'r der en Flelse gennem mig,
som jeg aldrig havde haft fr.

"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte
hun simpelt.

"Ved at bre Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser
De mig for nsvis, naar jeg sprger Dem om Deres Navn?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin -- Gladys Medwin --
og hvad er Deres Navn?"

"I denne Paakldning burde det vre Mah Poo, ikke sandt? I
Virkeligheden er det Wilfred Bruce."

"Men naar De er Englnder, hvorfor er De saa forkldt paa den Maade?"

"Det gr mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg.
"Jeg skal sige Dem noget, Frken Medwin, det er muligt, at De er den
sidste Englnderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."

"Hvad mener De?" spurgte hun.

"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget
kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade
mig paa noget, som hjst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg vd
ikke, hvorfor jeg fortller Dem det; men i saadant et jeblik som
dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, sknt vort
Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om
jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en
Tjeneste; vil De gre mig n?"

"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gre Dem?" spurgte hun og lagde igen
sin lille Haand paa min Arm.

"Denne Ring har jeg faaet af min afdde Moder," sagde jeg og trak en
glat Guldring af min Finger. "Jeg tr ikke tage den med mig. Er det
for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender
tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den
Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne
tnke, at jeg har en Veninde i Verden."

Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes
Finger.

"Jeg skal med Fornjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig:
Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa
farligt?"

"Farligere end De kan tnke Dem," svarede jeg. "Men De kan vre
sikker paa, Frken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal
jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."

Nikola traadte ind i Vrelset.

"Min kre unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter
til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gre
alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan
rejse herfra, vil han srge for, at De kommer til Deres Sster i
Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Brestol ved
Dren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De flge Frken Medwin
ud?"

"De er meget god imod mig."

"Nej, slet ikke, De kan rigeligt genglde mig det, hvis De vil gre
mig en Tjeneste."

"Med Fornjelse! Hvori bestaar den?"

"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at
vort Liv maaske afhnger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De
vil opfylde min Bn."

"Der skal aldrig komme et Ord over mine Lber."

Nikola bukkede og vendte sig saa nsten brat om og gik sin Vej. Da
jeg sa, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg
ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Brestol. Da jeg havde
faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.

"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage,
forhrer jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."

"Farvel og Gud beskytte Dem!"

Hun greb min Haand, og i nste jeblik flte jeg, at hun trykkede en
lille Tingest mod dens Flade. Saa hvede Kulierne Brestolen op, og
straks efter gik de ned ad Gaden med den.

Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor
jeg sa Nikola gaa frem og tilbage med Hnderne paa Ryggen og Hovedet
tankefuldt bjet. Han sa op, og uden at hentyde til, hvad der var
sket, sagde han hurtigt:

"Om en Timestid er Ponyerne for Dren. Hvis De nsker nogen Hvile,
gr De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle
Mand, vi sa i Aftes. Jeg vil prve paa, om jeg kan faa noget mere ud
af ham. Forlad ikke dette Vrelse, fr jeg vender tilbage, og husk
frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er
Yppersteprst og som saadan berettiget til den dybeste rbdighed.
Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan delgge alle vore Planer
og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nrmeste
Bypost."

"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Vrelset.

Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille
Mindegave frem, som Frken Medwin havde givet mig. Det var en
Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af
hende. Hun havde jensynlig baaret den om Halsen, for der hang et
Stykke falmet Baand ved den. Jeg sa et jeblik paa den og bandt den
saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at
hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte
i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en
dyb Svn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.

"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Dren, og vi
maa af Sted."

Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, fr den gamle Mand, som jeg
havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Vrelset med et
Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi
satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortrffelig Te.

Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og
sagde noget til ham i en dmpet Tone, idet han med hjtidelige Fagter
gav sine Bemrkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere
i Hlene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af
dem var belssede med Bagagen, og paa n af de andre satte Nikola
sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes
rbdige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde
anden Del af vort Eventyr begynde.




VI. KAPITEL.

  Paa Vej til Peking.


Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i
Frd med at staa op. Hvad de andre kan have flt, kan jeg ikke sige,
men jeg vd, at der i alt Fald var n Person i Selskabet, som var
inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Sknt vi kun havde
vret der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mngde
spndende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begrlig
Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.

De frste to, tre Mil kom vi over en tr Slette, paa hvilken Stvet,
der isr syntes sammensat af Smaasten og Kamelgdning, hvirvlede om
rerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft
af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg,
bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfdte Ridekngte.
Jeg vd ikke, hvad Nikola tnkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at
tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som
det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes
blege, sde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa
alt andet var udelukket. Jeg prvede atter og atter paa at tnke paa
det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom
stadig igen tilbage til et Par mrke jne og et tykt, kastaniebrunt
Haar. Det syntes hjst urimeligt, at jeg nogensinde skulde trffe
Frken Medwin igen; at jeg nskede det, vil jeg ikke ngte. Og medens
jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg
ikke n, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at nske, at
jeg havde betnkt mig to Gange, fr jeg havde modtaget Nikolas
Tilbud. Et jebliks Overvejelse var imidlertid tilstrkkelig til at
vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter
al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde
rimeligvis tilmed have vret i en Stilling, i hvilken det ikke blot
havde vret taabeligt at tnke paa at forelske sig, men ligefrem
ganske umuligt.

Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i
Sadlen og gav mig Tegn til at komme nrmere.

"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad
Williams om at sende dem. De spilder ikke et jeblik, men begiver sig
straks paa Vej, og midt i nste Uge br de have Prsten i Hankow i
deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om
Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i
Peking, fr vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et
Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dr lader jeg dem
vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bn og Faste for at
gre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i
den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forlb har
jeg hrt fra Prendergast og vd nok til at trnge ind til Munkene, og
derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."

"Men tror De, Deres Mnd er i Stand til at bortfre denne velbekendte
Prst uden at udstte sig for nogen Mistanke?"

"Det bliver de ndt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gr det,
kommer vi til at bde for det. Men De behver ikke at vre bange. Jeg
har den allerstrste Tillid til de Folk; de er blevet godt prvede,
og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gre et
eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betnke sig
et jeblik, men straks adlyde mig. Men  propos, Bruce, jeg synes
slet ikke, De ser rask ud i Dag."

"Jeg fler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har
frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."

"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus,
hvor vi skal hvile os, inden Aften, og fr vi gr det, maa vi ride en
fyrretyve Mil endnu."

Det er en velbekendt Ting, at sknt kinesiske Ponyer ikke ser meget
godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i
Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletj
og Sadler, kunde man have kbt for tyve Pund Sterling, men jeg
tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en
Eftermiddag i Ssonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse
smaa laadne Dyr. Sknt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var
vi fr Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af
Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro
med smaa tomme Vrelser, ganske umblerede og omgivet af en Del lige
saa ugstfri Stalde.

Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis
Trskel den bondske, kinesiske Vrt modtog os. Hans Person svarede
ganske til Huset; men da han mrkede, at vi var ansete Fremmede,
nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sdvanlige Skik, at
han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Hflighed. Saa valgte vi
vore Vrelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid.
Vore Tpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og
nsten lige saa snart som dette var frdigt, blev vi kaldt til Bords.

Maaltidet bestod af en halv Snes nsten raa g, to sejge Hns og en
mrkelig Ret kogt Svinekd. Sidstnvnte Ret er, som enhver, der har
haft noget at gre med det himmelske Rige, vd, en af de faste Retter
hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Svrme af Tiggere, der
var i hjeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og
Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev
tilsidst saa kkke over deres Held, at de vovede at trnge ind i vore
Vrelser.

Dette var for meget af det gode, og jeg sa, at Nikola mente det
samme.

Da en Tigger, som var mere nsvis end de andre, atter viste sig hos
os efter at vre blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa
Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjlp af to
Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne
ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens
Skrig og Bnner om Barmhjertighed saa indtrngende, at jeg gik ud i
Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.

Da jeg var vendt tilbage til mit Vrelse, som laa ved Siden af
Nikolas, sad vi og talte sammen nsten en Times Tid, og saa gik vi
til Hvile.

Men sknt jeg aftog mine kinesiske Klder og strakte mig ud paa
Tpperne, kunde jeg ikke falde i Svn. Muligvis havde jeg lidt Feber;
under alle Omstndigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige
rdsomme Ting. Der samlede sig slsomme Tanker i min Hjerne, og de
mrkeligste Lyde hrtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne
hobede sig sammen og blev strkere og strkere, indtil de syntes helt
at fylde mit Vrelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren
med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gen i en nrliggende
Gaard blev efterhaanden saa strk, at man skulde tro, der var en halv
Snes Stykker. Saa fuldstndig overvldede denne Nervsitet mig, at
jeg snart sa en Fare i det allermindste, selv deri, at Brderne i et
Vrelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under
Loftet. Hvor lnge jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men
tilsidst kunde jeg ikke udholde den lnger. Jeg rejste mig derfor op
fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Vrelset i Haab om,
at jeg skulde blive saa trt, at jeg kunde falde i Svn, da jeg hrte
Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfstet
og prvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg
hrte det samme igen, men denne Gang var det nrmere ved min Dr; der
var imidlertid en tydelig Forskel, det ld ikke mere som Trin,
saaledes som vi plejer at hre dem, men det var en underlig ensformig
og tungt slbende Lyd, der i jeblikket forvirrede mig. Men min
Uvished varede neppe et jeblik. Jeg havde hrt den samme Lyd n Gang
fr paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev
myrdet. Et jebliks Eftertanke sagde mig, at der var n, der krb paa
Hnder og Kn. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Vggen
paa den anden Side af Korridoren kun var n Fod hj eller to. Manden,
der trngte ind, hvem det nu end kunde vre, nskede jensynlig ikke
at blive set af dem, der beboede Vrelserne paa den anden Side af det
firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang
Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes
Udfald. Jeg hrte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dr,
og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og sa
ud.

Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg
flte instinktmssigt, at Manden var gaaet ind i det Vrelse, der laa
ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme
videre. Vrelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vdde ti mod
n om, at denne sov efter Dagens Mjsommeligheder. Der hrte ikke
megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber
ikke omkring i ensomme Gange paa Hnder og Fdder, medens andre Folk
sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde
Nikolas Liv, maatte jeg vre hurtig paa Frde.

Et Sekund efter havde jeg forladt mit Vrelse og skyndte mig ud i
Gangen efter ham. Da jeg naaede Dren, stod jeg ubestemt og prvede
paa at opdage, hvor omtrent i Vrelset Manden kunde vre. Det varede
ikke lnge, fr jeg hrte en gryntende Lyd fulgt af et halvhjt
Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Vrelset og hen til det Sted, hvor jeg
vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg
i Berring med et ngent Legeme, og i nste jeblik laa Manden og jeg
og rullede omkring paa Gulvet.

Det var en hjst mrkelig Kamp i Mrket. Vi klyngede os til hinanden,
idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at
overmande hinanden. Saa hrte jeg Nikola springe op og lbe hen imod
Dren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men fr de
kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham
nede.

Laohwan var den frste, der viste sig, og han bragte en Fakkel;
Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at
slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og sa paa ham.

"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men
Hvn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hvne dig for de Prygl,
du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nd og
neppe."

Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen
anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik
Prygl.

"Hvad behager Deres Ekscellence at gre med ham?" spurgte Laohwan.

Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til
Manden, at han skulde rejse sig. Saa sa han ham lige ind i jnene
maaske et Minut og sagde roligt:

"Luk din Mund op."

Manden gjorde det.

"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prv ad!"

Den stakkels Usling prvede og prvede forgves. Hans Kber var saa
stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at
klemme dem sammen, men forgves; der var intet at gre. I sin Rdsel
fo'r han omkring i Vrelset, medens Sveden strmmede ned ad hans
Ansigt, og han udstdte hjst besynderlige Skrig.

"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa
Munden."

Manden lukkede straks sin Mund.

"Luk dine jne."

Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.

"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine jne eller din Mund."

Manden prvede ad, men med samme Resultat som fr. Hans Mund og jne
var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rdsel strre, end Ord kan
udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fdder og bnfaldt ham om
Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved
Dren, stod gabende og iagttog denne mrkelige Scene.

"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og jnene op!
Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prv igen paa,
hvad du prvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og
Mle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"

Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det
gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Dren ad i to, som en Dampers
Bov klver Vandet.

Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til
sig.

"Vd De," sagde han, "at jeg vilde have vret dd nu, hvis ikke min
Ven havde vret aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det
var Deres Pligt at srge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke
udfrt det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for
det?"

Som Svar knlede Manden ydmygt for sin Herres Fdder.

"Besvar mit Sprgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme
ubnhrlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"

"Jeg svrger ved mine Forfdres Grave, at jeg ikke vidste, at den
Mand var kommet forbi mig."

"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt,
og De vd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers
har vret trofast, vil jeg ikke vre for haard imod Dem. Om en Time
sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De
opsger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrkkelig
pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos
ham, indtil jeg stter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke
gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De dd om to
Dage. Forstaar De mig?"

Manden bukkede atter dybt.

"Gaa saa!"

Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Dren. Det gjorde mig
ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og
spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gre en Mand,
der holdt ns Liv i sin Haand, til sin Fjende.

"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En
Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knkket Laas paa Porten
af dit Hus.' De behver ikke at vre bange for, at jeg ikke brer mig
tilstrkkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gre med Laohwan, og
han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade
mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem
Retfrdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa
havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun
bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der
nogensinde indtrffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise
Gengld."

"Det var heldigt, at jeg hrte ham gaa igennem Korridoren," sagde
jeg, "ellers kunde vi begge vre kommet galt af Sted."

"Det var mrkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser.
Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg
sagde Dem i Morges, at De ikke sa rask ud! Lad mig fle Deres Puls."

Han flte min Puls og stirrede mig ngstelig ind i Ansigtet. Saa tog
han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hldte et Par Draaber af den
i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da
jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en
drmmels Svn.

Da jeg vaagnede, var det hjlys Dag, og Klokken var nsten seks. Jeg
flte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften,
men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med
mig, kunde jeg ikke sige.

Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte
var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod
Kroen, sa jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af
den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage,
at han havde udfrt Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.

Som sdvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se,
at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde
forsgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rdsel, med hvilken han blev
betragtet af Folk, som han kom i Berring med, var meget morsom at
vre Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget,
udmrket.

Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sdvanlig drog vi videre
indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glde at se den store By
Pekings Mure hve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene
syntes at strkke sig saa langt bort, som jet kunde naa. Da vi
nrmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart sa vi
et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sdvanlige kinesiske
Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Frst da vi var et
Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var
forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Ggl.

Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde vre blevet anset for
ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi
havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i
hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i
Tientsin havde henvist os til.

Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som
Frer, og kom da gennem en Rkke labyrintiske Strder til et Hus i et
simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mrkt, og
det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Dren, at det
lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig
blev imidlertid Dren aabnet, og en umaadelig svr Kineser stod foran
os.

"Hvad nsker De?" spurgte han Nikola, som var den nrmeste.

"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.

Manden bukkede dybt.

"Deres Excellence har lnge vret ventet," sagde han. "Hvis De vil
vre saa god at trde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus
indeholder, til Deres Raadighed."

Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagvrelse. Nikola bad ham kalde
paa den frste Ridekngt, og da han viste sig, afgjorde han sin
Regning med ham og lod ham gaa.

"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene,
"og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa,
som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at
jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed.
Der er, som De ser, et Vrelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo,
og De kan bo her. De maa srge for, at ingen ser mig, og De maa lade
Dem forstaa med, at jeg nsten udelukkende tilbringer min Tid med
Studeringer og Andagtsvelser. Hver Aften, naar Mrket falder paa,
gaar jeg ud og sger at indhente de Oplysninger, vi trnger til. De
skal staa i Spidsen for vor konomi og vort Husvsen."

En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist
og var trtte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen
Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede nste Morgen, var min gamle
Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tr og spruken, og jeg
havde en forfrdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost,
og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min
Tilstand.

Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigre mig for den
Tunghed, der havde bemgtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til
Huset mere dd end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min
Seng, og efter et Par Minutters Forlb havde jeg helt mistet
Bevidstheden.




VII. KAPITEL.

  En alvorlig Tid.


Det var hjlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet
strmmede ind i mit Vrelse, og Fuglene kvidrede i Trerne udenfor.
Endsknt jeg sad op og sa mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste
af min Stilling; der var jensynligt noget galt ved den. Da jeg var
faldet i Svn, syntes jeg, at min Seng havde vret redt paa Gulvet og
bestaaet af kinesiske Tpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig
engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tpper. Desuden var
Vrelset selv helt anderledes. Der var et Tppe paa Gulvet, og der
hang adskillige smukke Billeder paa Vggen. Jeg var overbevist om, at
de ikke havde vret der, da jeg kom ind i Vrelset. Jeg var
imidlertid for svag til at undersge disse mrkelige Forhold lnge og
lagde mig ned paa Puden igen og lukkede jnene. Et Par Minutter efter
sov jeg igen, og vaagnede ikke fr om Aftenen.

Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad n ved Vinduet og lste.
Frst sa jeg ikke med megen Interesse paa hende -- for det var en
Kvinde -- hun syntes mig at vre en Del af en Drm, som jeg straks
efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen
med Nikola; men det viste sig snart at vre en Vildfarelse.

Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og sa paa
mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var
Frken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rrte ved
min Haand med sine blde Fingre for at se, om jeg havde Feber,
antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et
Bord ved Siden af mig, og frte det til mine Lber. Jeg drak uden
Indsigelse og sa op paa hende.

"De maa ikke gaa, Frken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og
ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.

"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glder mig at se, at De genkender
mig."

"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.

"De har vret meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre
nu. De er i min Svogers Hus i Peking."

Jeg blev meget forbavset.

"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg
kommen der? Hvor lnge har jeg vret her, og hvor er Nikola?"

"I Morgen har De vret her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i
Kineserbyen, og da De trngte til omhyggelige Pleje, bragte Deres
Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem;
jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er
taget ud paa Landet, men jeg har ingen Id om i hvilken Retning, og
naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prve paa
at falde i Svn igen."

Jeg var alt for svag til at vre ulydig, derfor lukkede jeg jnene,
og et Par Minutter efter var jeg i Drmmenes Land igen.

Den nste Dag var jeg saa meget strkere, at jeg kunde sidde oppe,
spise noget mere nrende Fde, og, hvad jeg syntes langt bedre om,
jeg kunde faa en lngere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde
mig mere godt end nogen Lges Medicin, og efter en halv Times Forlb
var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige srgede endnu over sin
Fader, og jeg lagde Mrke til, at den mindste Hentydning til Tientsin
kaldte Taarer frem i hendes jne. Efter hvad jeg senere har faaet at
vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at
Pbelhobens Anfrere var blevne straffede, og den Mand, som havde
myrdet den ulykkelige Missionr, havde maattet bde med Livet for sin
Forbrydelse.

Frken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i
den srgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola
meget taknemlig for den Maade, han havde opfrt sig paa over for
hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og
straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var
blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske
Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde
han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.

Den nste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak
den, satte hun sig ved Sengen.

"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde
hun, "De har det meget bedre."

"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gre alt, hvad jeg kan,
for at faa Krfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg
blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."

Jeg syntes, hun sa lidt stdt ud, og et jeblik efter indsaa jeg, at
jeg havde sagt en Dumhed.

"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemrke;
"men jeg skal sige Dem, jeg sa det fra et bestemt Standpunkt. Jeg
fler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at
det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede
saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder
sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tnke, at jeg
er meget glad over al den Godhed, De viser mig."

Jeg greb hendes Haand. Hun rdmede lidt og slog jnene ned.

"Det gldede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg
forsikrer Dem, min Svoger og min Sster var meget ivrige for at gre
det, da de hrte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige
Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De
sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De
indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske
sikkert, at De maa fortstte det, at De maa vove Livet paa den
Maade?"

"Ja, det gr mig ondt at maatte indrmme det; men jeg har givet mit
Ord og kan ikke trkke mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor
vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prve paa at
friste mig til at tale om Sagen."

"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den
Maade."

"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert.
"De vd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frken Medwin. Den Gang, da jeg
indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den
strste Forlegenhed og det isr paa Grund af min egen Taabelighed.
Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke
duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig
ud af dem igen."

"De er vist ikke retfrdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke
tro, at De er saa uheldig, som De siger."

Det bankede paa Dren, og en hj, smuk Mand traadte ind i Vrelset.
Man kunde se paa ham, at han var Missionr, og at han var mellem
tredive og fyrretyve Aar.

"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og
bd mig Haanden, "det glder mig at hre af min Svigerinde, at det
gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besgt Dem flere Gange,
men jeg har vret hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber,
og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er
sluppet saa godt fra det."

"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i
Deres Hus; jeg vd ikke, hvad der ellers skulde vre blevet af mig."

"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er
jo kun saa faa Englndere i Peking, og det vilde virkeligt vre
srgeligt, hvis vi ikke i Ndsfald hjalp hinanden."

Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde
straks en mrkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg kldt
som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad
monstro mine Venner, havde ment om min Forkldning?

Det var frst senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i
fuldstndig europisk Paakldning. Det samme havde vret Tilfldet
med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at
optage mig i deres Hus.

"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet;
"jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjlpe Dem med
en eller anden Ting ved Deres Paakldning, saa beder jeg Dem blot om
at sige det."

Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i
Missionshuset, sagde Farvel og gik.

Jeg vilde give mig til at tale med Frken Medwin igen, men hun
standsede mig.

"De maa ikke tale mere," sagde hun med en kn, bydende Mine. "Jeg
skal lse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem
selv indtil Frokost. Saa skal jeg lgge Deres Sager i Orden for Dem,
saa De kan staa op."

Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at
lse. Hendes Stemme var bld og musikalsk, og hun tolkede
Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for,
at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for strkt
optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at
lgge Mrke til hendes hvide Hnders fine Form og de nydelige smaa
Fdder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft
Mistanke om noget af den Slags; for hun sa pludselig op midt i en
Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmrksomhed.
Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fdderne gled ind under
Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske
vist at lse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som fr, og et
Par Gange lagde jeg Mrke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun
prvede paa at tnke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede
hun Bogen og rejste sig.

"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjlpe min Sster lidt," sagde
hun hurtigt.

"Mange Tak, fordi De har lst for mig," svarede jeg, "det var
dejligt."

Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tj paa, som var blevet lagt frem
til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr.
Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her
blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg sa mig om,
idet jeg halvvejs ventede, at Frken Medwin skulde vre der, men hun
viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin
Glde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille
kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur.
Om hun altid var lige saa krlig mod den lille Hund, kan jeg ikke
sige; men den Maade, paa hvilken hun klede for den ved denne
specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mnd vanvittige af
Skinsyge. Jeg vd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr;
men jeg er bange for, at hvis jeg havde vret alene og denne Hund i
Nrheden af mig, saa vilde jeg have vret fristet til at tage en Stok
og give den en Dragt Prygl.

Straks efter sa hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende,
kom hun hen til os og gjorde nogle Bemrkninger, som mest var
henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til
Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg
neppe sige Sandheden, det vilde vre rigtigere at sige, at jeg blev
meget bedrvet. Havde jeg fornrmet hende, eller plejer Kvinder at
bre sig ad paa den Maade? Jeg havde lst i Romaner, at naar de
mente, de havde vret lidt for dsle med deres Gunst, medens en Mand
var i Forlegenhed, saa plejede de at blive klige imod ham, naar der
ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes
Optrden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg
opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde vre
lettere at naa Nordpolen end at prve paa at vre logisk eller
klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prve paa
at ngte, at jeg var forelsket; det var frste Gang, jeg havde gjort
Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mslinger er
meget vrre, naar man er ldre, end naar man er Barn. Saa man kan jo
nok tnke sig, at jeg ikke flte mig meget vel og rolig til Mode.

Om Hr. Benfleet i det hele taget tnkte noget i den Anledning, kan
jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Vsen, efter at Frk.
Medwin var gaaet, ikke slog ham som hjst ejendommeligt, saa kunde
han imidlertid ikke have vret den klart tnkende Verdensmand, som
hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg vd, er, at da
jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhjeste Grad irriteret.

Men fr en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de
underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart
kommet ind i Huset, fr alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke
havde forklet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til
Brug for mig, og en ganske undvendig Skammel blev stillet under mine
Fdder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmrksomhed og
Sympati, som man havde vist mig Klighed fr. Jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde tnke om det, men jeg tede imidlertid op i mindre end en
halv Time og glemte fuldstndig mit daarlige Humr.

Nste Dag var jeg saa meget strkere, at jeg kunde tilbringe den
strste Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa
anden Maade, var Frken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del
af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den strste Glde af
at passiare med hende om forskellige Ting.

Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for frste Gang, blev det
foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prve paa at naa ud til den
store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart
Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader
var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Brestole, Ponyer, der kun
var lidt strre end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle
var belssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord.
Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af
nsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilflde
af ti ikke blot kunde, men ogsaa i hj Grad nskede at smitte os med
deres Sygdomme, svrmede rundt omkring og stdte og puffede til os,
medens vi gik. Dertil kom, at vi mindst n Gang hvert tredie eller
fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde
bringe den gemeneste Kulsjover til at rdme, ledsagede af Fagter, som
fik mine Fingre til at kl efter at lange ud efter dem, der generede
os paa denne Maade. Naar man saa hertil fjer alt det, man ser og
lugter i den hsligste Stad i stasien, som man kan tnke sig, og
Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste
Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage,
med det Stv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer hjt paa Gaden
og i Blst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedkker n fra
Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille
Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader. Det kan
synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina;
men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for strke nok.

Ikke n, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg
havde faaet Frken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig
Muren.

Vi satte os paa en Bastion og sa ned over Byen. Det var en mrkelig
Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store
Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis
lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mngde Fodgngere,
Kbmnd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og
Bissekrmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som
danner en Del af Muren selv, medens vi til hjre og venstre, saa
langt jet kunde naa, sa en endels Forvirring af Byens Tage, der
nsten alle var bedkket med en Slags vissent, brunt Grs, ja, i
mange Tilflde voksede der endogsaa smaa Trer og Buske ud af
Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de rde Mure,
der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads.
Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store
Trommetaarn i Nrheden og lngere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det
sidste havde jo en srlig Tiltrkningskraft for mig, og jeg kunde
neppe vende jnene fra det.

Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tnke paa at gaa hjem
igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker,
der opfyldte mig.

"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem,"
sagde jeg; "det kan vist ikke vare lnge, fr jeg hrer fra Nikola."

Hun var tavs et jeblik. Saa svarede hun:

"De maa ikke vre vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg
ikke kan lide Deres Ven. Han gr mig bange."

"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at
Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortlle hende, at nsten
alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.

"Jeg vd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da vre,
fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg
siger Dem, at jeg altid synes, hans jne ligner en Slanges; de er saa
kolde og lidenskabslse og synes dog at se helt igennem n og at
fortrylle n, indtil han holder op med at se paa n; jeg har aldrig
nogensinde set saadan nogle jne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig
skal gre det mere."

"Men han har jo dog vret meget venlig imod Dem."

"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig
selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gre for sine Sympatier og
Antipatier, vel?"

Jeg rykkede lidt nrmere hen til hende.

"Jeg haaber ikke, at De har nogen strk Antipati mod mig, Frken
Medwin," sagde jeg.

Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten,
paa hvilke vi sad.

"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse
at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krb
henimod os.

"Det glder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker
om mig skulde vre venlige."

"Det kan De vre vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget
jeg skylder Dem. Aa, den skrkkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne
glemme den Rdsel! Har De glemt den?"

Jeg indsa, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prvede paa
at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig
i. Jeg sa hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede
paa en mrk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.

"Frken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der
i en Mands Liv optrder en Kvinde, som er hele Verden for ham.
Gladys, kan De gtte, hvad jeg vil sige?"

Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde
lagt Mrke til det, var naaet hen til hendes Fdder, blev knust. Og
dog var hun det venligste og blideste Vsen, der var til i Verden.
Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have
gjort, hvor forvirret hun var.

"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af
alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at hre det?"

"Hvor kan jeg vre det, naar jeg ikke kender hende?" udbrd hun
dmpet.

"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden,
der gr det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg vd, at jeg
ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuvrende
Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gre for det. De er mig
krere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det frste
jeblik jeg sa Dem. Kan De elske mig lidt til Gengld? Tal aabent og
sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil
finde mig i Deres Afgrelse."

Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Lber. Hendes
Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at
trkke Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes
Haand.

"Hvad har De at sige mig, Gladys?"

"Hvad kan jeg sige?"

"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.

"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde hre
Ordene.

Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings jne.

Der kommer en Gang i de fleste Mnds Liv, -- af den Grund tror jeg
ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i
hvilke de njagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par
Minutter i deres korte Tilvrelse, da Luften synes at genlyde af
Gldesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som
hedder Sorger. Saaledes flte jeg mig til Mode i det jeblik. Jeg
elskede og blev genelsket. Men nsten fr jeg havde Tid til at indse,
hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige
Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg,
sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede
hende, naar det nsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gre
hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget
skrkkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Ddens Gab og forlade
alt, hvad der kunde gre Livet vrd at leve, og vide, at jeg havde
voldet n Smerte, n, som jeg fremfor alt nskede at skaane for
Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg
ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet
ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?

Nej, der var ikke andet for mig at gre end at holde mit Lfte og
stole paa, at Skbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg
elskede.

Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tnke
paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke
Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmrket. Gaderne
var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange vrre. Vi steg
altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet
Benfleets Villa.

Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som
hderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr.
Benfleet, hvorledes det stod til med mine Flelser, den anden, at
lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig
paa nogen som helst Maade, fr jeg vendte tilbage, hvis jeg
nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig.
Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionren om at
tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks
venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi
gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen,
og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:

"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"

Nu tror jeg ikke, at jeg er noget srlig nervst Menneske, men jeg
maa tilstaa, at jeg ikke flte mig ganske vel til Mode i dette
Tilflde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde
begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de
rigtige Ord.

"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis
vre enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til
mig."

"Ja, det kan vi vist vre enige om," svarede han med et Smil. "Hvis
jeg skal vre rlig, saa vil jeg indrmme, at jeg kender _meget_ lidt
til Dem."

"Jeg vilde nske, at De kendte mig bedre."

"Hvorfor?"

"Jo, rligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil
forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres
Svigerinde, Frken Medwin."

"Jeg maa tilstaa, at jeg har tnkt mig det," svarede han. "Der har
vret Tegn og underlige Gerninger i Landet, og sknt min Kone og jeg
bor i Peking, kan vi dog endnu tnke os, hvad det vil fre til, naar
en Mand er opmrksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har
vret imod min Svigerinde."

"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."

"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"

"Ja, det maa De endelig. Jeg nsker, at De er fuldstndig aaben."

"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."

"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"

"Jeg vil ikke ngte, at det er en Grund, som Tiden og bedre
Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu frst se, i hvilket
Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste
hverken min Kone, Frken Medwin eller jeg, at De var til i Verden.
Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste
om Deres tidligere Liv, det vd De jo nok. Jeg tror, at De vil vre
enig med mig om, at en Englnder, som optrder i kinesisk Dragt uden
at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en
Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan
uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er
ikke bornert, og jeg vd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en
Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gre ham
mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis
De elsker hende, vil De forestte Dem at vinde hende, og i dette
Tilflde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Vddelb, der maa
vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man
arbejder for hende og venter paa hende, saa gr De det, og da jeg
synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle
de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke
nsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De
sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for
Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde vre klogt, og det er, at De
forlader mit Hus i Morgen tidlig."

"Det vilde jeg selv foreslaa."

"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"

"Ja, fuldstndig."

"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min
Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse,
men jeg samtykker forelbig ikke i noget, forelbig, det vil sige:
ikke fr jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De
kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til
os uden noget Hemmelighedskrmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg
drfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det.
Jeg er vis paa, at min afdde Svigerfader vilde have sagt det
samme."

"De har behandlet mig meget rligt og godt, og jeg takker Dem for
det."

"Det glder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par
Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed,
men det vilde glde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er
noget i det, som De behver at skamme Dem for."

"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behver at bebrejde
mig," sagde jeg. "Det er nrmest en Slags videnskabelig Undersgelse.
Jeg faar en stor Sum for at stte mit Liv paa Spil, medens jeg sger
at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."

"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."

"Ja, det har jeg."

"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind
til Damerne."

Da jeg traadte ind i Dagligstuen, sa min Elskede paa mig med spndt
Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet
lidt senere var venlige nok til at forlade Vrelset, fortalte jeg
hende alt, hvad vi havde aftalt.

Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det
fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke
staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne
overbevise os om, at vore Flelser virkelig var gte, og om vor
Tilbjelighed vilde vedvare.

"Ak ja; men hvor jeg vilde nske, at jeg vidste, hvad De har for,"
udbrd Gladys.

"Jeg kan desvrre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af
Lfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."

"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et
Suk, "jeg tnker paa de Farer, De skal udstte Dem for, og paa den
lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hrer fra Dem eller ser Dem
igen."

"Ja, det er der ikke noget at gre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde
truffet Dem, fr jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen
maaske vre blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa
ligger man."

"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."

"Det behver De ikke at vre! Han og jeg er meget gode Venner, og saa
lnge jeg er rlig overfor ham, kan jeg kun vente rligt Spil fra
hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De sklve for min Sikkerhed,
men saa lnge vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behver at
nre nogen Frygt."

"Forlader De os i Morgen tidlig?"

"Ja, kreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til
hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens jne mindre end
Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden
venter jeg, at Nikola trnger til min Hjlp. Men nu, fr jeg glemmer
det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."

Hun forlod Vrelset og vendte et jeblik efter tilbage med den. Jeg
tog den fra hende, hvede hendes Haand op og satte den paa hendes
Finger, idet jeg kyssede hende.

"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.

Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et jeblik efter hrte
jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der ld saa
ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.




VIII. KAPITEL.

  Hvorledes det gik Prendergast.


Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte
ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det vre et alt for svagt
Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at
Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mrkelig nok var jeg
ikke alene om denne Flelse, thi mere end t Menneske af mit
Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme
Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde vre
vanskeligt at sige. Under alle Omstndigheder, saa meget er sikkert,
at det vilde vre umuligt for Nikola at sige eller gre en
hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte n, flte man instinktmssigt,
at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det
svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende
Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at
fordre, at man skulde gre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og
det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set
Nikola tage en af de skrappeste og mest stdige Mnd i Haanden og
bede ham om en Tjeneste, som det vilde have vret Galskab at vente,
at han skulde gre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende
Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen
opfyldt.

Der var en anden Ting, som slog mig som mrkelig ved denne
ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, fr
man svarede, eller fr man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad
man vilde svare paa hans Sprgsmaal. Selv begyndte jeg snart at fle,
at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.

Da han var traadt ind i Vrelset, gik han hen til Gladys, bukkede,
tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og
sagde med sit ubeskrivelige Smil:

"Kre Bruce, det glder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se
et Skelet, og til min Glde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror
De, at De kan rejse igen?"

"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt
Modlshed, da jeg sa, over paa Gladys og opdagede, at det jeblik,
da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.

"Det glder mig at hre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De
kan flge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis
De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og
saa maa vi af Sted."

Han forlod Vrelset ledsaget af vor Vrtinde, og Gladys og jeg var
alene i en halv Snes Minutter.

Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det
behves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til
Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedren blev
lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i
nsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tnkte paa,
om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til.
Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min
Sjl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:

"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, fr De vd, hvor De er, og
husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frken Medwin er en
Pige, det er Umagen vrd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod
det, vil jeg nske Dem til Lykke."

"Hvor vd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.

"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.

"Men han sagde Dem da ikke noget?"

"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min
Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jvne og glatte
Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at
dette er sket, det vil gre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke
paa almindelige Regler med Hensyn til Krlighed; men der er ingen
Ting, der i den Grad som Krlighed faar en Mand til at passe paa sine
Handlinger."

"Det er meget smukt af Dem, at De gr Dem saa megen Ulejlighed for
min Skyld," sagde jeg varmt.

"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en
Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi
kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange
Forberedelser at trffe fr i Morgen tidlig."

"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus,
hvor jeg blev syg."

"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal
hen til en Englnder, som jeg kender; dr skal vi have vore kinesiske
Dragter paa igen."

"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europisk Dragt?"

"Ja, under alle Omstndigheder i mange Maaneder."

Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede
sine uendelige Intriger, og jeg tnkte paa den unge Pige jeg havde
forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da
vi bankede paa Dren, blev den straks lukket op. Det var et lille
Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englnder, hvis
Forretninger ofte ndte ham til at gre lange Rejser i det Indre. Han
var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa
ingen Maade krsen med Hensyn til sine Omgangsfller; jeg tror heller
ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Fr vi havde vret
fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et njagtigt Indtryk af
Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola
havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det
var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde vre det. Han
hed Edgehill, og for at skjule sin Nervsitet affekterede han en
gemytlig Fortrolighed, som snarere forgede end skjulte det, han
vilde skjule.

"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev
prsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trkker en
Flaske op og sagde med et Grin:

"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"

"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.

"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette
forbandede Land kunde gre det af med en gyptisk Mumie. Naa, det er
jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."

Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod
Nikola, der sad i en lang Rrstol og stirrede stift paa ham, medens
han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at vre noget, der
gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget
bestemt, som om han nskede, at hvert enkelt Ord skulde hres i sin
fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.

"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler
underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gst."

Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev
ildrd i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod
Vggen bag ved sig, som om han sgte Sttte, og han trak Vejret meget
dybt.

"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa
have lagt srlig Vgt paa den Underretning, som De kunde give dem,
siden de var i Stand til at betale saa hj en Pris for det."

Manden prvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var
forsvunden. Nu var han kun en slle sklvende Kryster, som ikke kunde
tage sine jne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes
at se lige ind i hans Hjerte.

Saa forandredes Nikolas Vsen, og han sprang op med pludselig Kraft.

"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund!
Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr.
Nikola! Hr nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun n
Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske
Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager
til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis
Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger,
at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at
stte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller
mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skre
over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det vre
muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem
med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Kn og tak
Forsynet, fordi jeg ikke drbte Dem straks paa Grund af Deres
Frkhed. Husker De Hanotat? Gr De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg
ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig
for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en
Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at
De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv
stte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved
Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar
aldrig Appetit til noget Maaltid igen."

Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Vrelset; han saa ud
som et Genfrd.

Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse
gik over alle Grnser, og sagde:

"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"

Som Svar bjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra
Gulvet. Det viste sig at vre Rester af to kinesiske Cigaretter. Han
gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Vrelset og tog en
Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af
Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik
han tilbage til sin Stol og satte sig.

"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han
har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Fr jeg forlod Huset
i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersge den
Hylde dr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker
paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for
jeg sa mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mrke til, at to Mnd
iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog
jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde rget. Dr er den, De kan
jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Vsen
saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham
det frste Sprgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var
det alt sammen Gtteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lrt
at lse i Folks Ansigter. Under alle Omstndigheder sa De selv, hvor
berettiget min Anklage var."

"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem
kan De Folk vre, som har udspurgt ham?"

"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der
ikke var meget at fortlle, og hvem de Mnd er, har jeg ikke den
fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"

"Men hvorfor sender De ham til Williams?"

"For at hindre ham i at gre flere Ulykker, inden vi har faaet et
godt Forspring, og fordi jeg nsker at give ham en Lre. Jeg kan
maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af
lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget
andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu frst, om der ikke er nogen,
der lurer ved Dren, og flyt saa Deres Stol nrmere hen til min."

Jeg listede mig hen til Dren, ventede et jeblik og aabnede den
derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og
flyttede min Stol nrmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op
af Lommen og lavede sig jensynligt til at lse det for mig. Men fr
han gjorde det, sagde han med dmpet Stemme:

"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved
Middagstid. Hr nu efter, saa skal jeg lse den op for Dem. Den er
dateret fra Tientsin og lyder som flger:

    "Hr. Dr. Nikola,
                Peking.

  "Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte
  Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til
  at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning.
  Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, fr Hr. Eastover mdte
  hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi
  sa, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter
  at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen _James
  Monaghan_ paa Vejen til Tientsin.

  "Vi naaede denne By i tilbrlig Tid og meldte straks vor Ankomst
  til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags
  Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden
  dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg
  i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige.
  Yppersteprsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populr
  Personlighed. Hans private Liv vd man saa godt som intet om, og
  han gaar aldrig ud uden at vre ledsaget af en Flok Tjenere. At
  forsge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde vre det samme
  som at faa en Flok hylende Djvle paa Halsen og delgge hele
  Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein,
  som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans
  Hjlp, at vi opdagede, at Prsten, der, som De vd, har opgivet
  sin Tjeneste i Templet, var i Frd med at foretage en lang Rejse.
  Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at
  prve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og
  underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu
  og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over
  Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til
  Peking. Jeg undersgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og
  konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var
  enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udfres i Tsan-Chu,
  der, som De vd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal,
  der frer til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.

  "Da dette var fastslaaet, var den nste Ting, vi havde at gre,
  at finde ud af, hvorledes vi skulde bortfre Prsten. Vi indsaa,
  at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde
  vkke Opsigt. Han maatte bortfres saaledes, at hans Flge vilde
  tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig
  vanskeligt at lse denne Opgave. Manden er gammel og meget
  mistnksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som
  helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.

  "Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og
  rimeligt, vilde det nsten vre umuligt at faa fat i ham. Jeg
  raadfrte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under
  alle Omstndigheder maatte se at komme i Prstens Tjeneste, og
  naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt
  han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og sge en
  Lejlighed, men maatte stole paa Tilfldet. Det lykkedes med stor
  Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Prstens Flge. Da
  dette var sket, srgede denne begavede Mand straks for, at hans
  Herre lagde Mrke til ham, og da han havde opnaaet det, var
  Resten let.

  "Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden oplst, og
  Prsten tog af Sted med et talrigt Flge. Da de havde rejst
  omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget
  fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som gldede
  Prsten, og var saa ihrdig i sin Opmrksomhed, at han fik mer og
  mer Tillid til ham.

  "Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretr, og saa var
  den Plan jeg havde lagt, parat til Udfrelse.

  "Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget
  ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begrlige, gamle
  Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde
  fordjet de Breve, som den snedige Chung lste for ham fra Tid
  til anden, og som sagdes at vre skrevne af hans Ftter Quong-Ta
  fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.

  "Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding.
  Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst
  dem hastigt i Mde. Da de var anbragte i den frste Kro, kom
  Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det
  til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine
  Medtjenere, at Yppersteprsten havde i Sinde at give Afkald paa
  deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu
  stod der kun tilbage for os at faa et Mde med ham i Stand og at
  have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de
  fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en
  Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig
  Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa
  Prstens Person i vor Magt.

  "Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have
  en Ftter, der var en bekendt Rver. Denne havde samlet store
  Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i
  Lovens Kler, vilde han gerne kbe en Ven, der kunde hjlpe ham,
  hvis der skulde ske noget ondt.

  "Den graadige, gamle Prst, der havde i Sinde at forlange en stor
  Godtgrelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge
  Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel
  i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev
  hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene strkere og
  strkere. Han drftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter
  den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde
  gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med
  Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.

   [4] En Tael er omtrent seks Kvint Slv.

  "Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg
  mine Planer, fik en af mine Mnd til at forestille Ftteren, og
  da Tusmrket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt
  Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og
  Dschunkens Frer ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for
  at lette og sejle.

  "Nsten prcis Klokken otte viste Prsten sig forkldt i Dren
  ledsaget af Chung Yein.

  "Den falske Ftter lukkede dem ind og frte dem straks ud i et
  Bagvrelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Prsten spildte
  ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han
  hidtil havde frt. For at han saa meget des bedre kunde forstaa,
  hvilken skndig Lbebane det havde vret, forlangte han at faa et
  Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en
  Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge
  og en lille Pose med delstene, hvilket vi alt havde skaffet til
  Veje med betydelig Bekostning.

  "Hans gamle jne funklede graadigt, da de faldt paa disse
  Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev
  aabnet. Da endelig delstenene blev udbredt foran ham, glemte
  han sin prstelige Vrdighed fuldstndigt og bjede sig ned for
  at undersge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem
  og kastede en Lkke over hans Hoved; en Svamp, der var
  gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Nse, og den
  falske Ftter spndte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.

  "Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i
  vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast
  i en Brestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.

  "Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han
  betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig
  havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin.
  Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den vrdige
  Prst ad Havet til.

  "Chi-Kau-Ho, der, som De vd, er en elendig og fattig Landsby og
  kun besgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at
  faa Fisk til Gengld, egnede sig udmrket til vore Planer.
  Heldigvis var det Hjvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om
  Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt
  for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nrheden af
  Landsbyen. Der er en Revle, som De vel vd, der gr dette
  umuligt.

  "Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i
  Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette
  Brev, er Yppersteprsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et
  eller andet Sted blandt Srverne i Alongbugten. Da Folkene om
  Bord paa Dschunken ikke havde nogen rbdighed for hans Tro, og
  da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med
  for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det
  vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at
  forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til
  Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende
  August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i
  Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere
  ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.

  "Vore egne Bevgelser er flgende:

  "Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad
  Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor
  vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belnnet med to
  Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt
  som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til
  Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,
  at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for
  det Tilfldes Skyld, at vi skulde trnge til hans Tjeneste igen.
  Hvis De nsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin
  endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over
  til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid
  vil vre at finde under min gamle Adresse.

  "Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udfrt
  dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den re at
  undertegne mig

                        Deres rbdige
                                William Prendergast."

"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen,
"saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at vre
Yppersteprsten fra Hankow. I den Tid, De har vret syg, har jeg
anstillet en Mngde vigtige Undersgelser, og jeg tror, at jeg nu
temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager
vi ind i Lamaklostret, og dr maa vi have jne og ren godt med os.
Det vil ogsaa vre ndvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i
alt Fald maa _jeg_ gre det. Prsten er en gammel Mand, og jeg maa
ligne ham saa meget som muligt."

"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa lnge. Tror De, De kan
gre det?"

Han sa paa mig med et af sine ejendommelige Smil.

"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at vre lidt usikker med
Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lrt mig selv at tro, at
naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er
der intet i Verden, som han ikke kan gre. Jo, jeg tror, jeg kan
spille den Rolle. De behver ikke at vre bange i den Henseende."

"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest
ubetingede Tro paa Dem."

"Det glder mig at hre," sagde Nikola, "og De kommer til at have
Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde
at klde os paa, og Klokken seks skal jeg undersge, om Edgehill er
rejst til Tientsin."

Saa lagde vi vore Tpper til rette og strakte os ud paa Gulvet.
Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drmte, at jeg hjalp Prsten
fra Hankow med at bortfre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han
havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet
ham.

Da jeg vaagnede, hrte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var hjlys
Dag, og da jeg sa mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til
Stede; men han kom straks efter.

"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i
Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare
lnge, fr han prver at narre Dr. Nikola igen."




IX. KAPITEL.

  Lamaklostret.


"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var det hen, "der er
ingen Tid at spilde, lad os klde os paa."

Jeg fulgte ham ind i Vrelset ved Siden af, som, sknt det var noget
strre end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle
Dragter, og Nikola valgte to af dem.

"Det frste, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa
en Stol og sa paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore
Forkldninger i nsten hver Enkelthed, Jeg har tnkt meget
omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde fr, vi maa vre ganske
forskellige Mnd. Jeg skal vre Prsten fra Hankow og De hans
Sekretr. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klde Dem paa saa
hurtigt som muligt."

Jeg tog de Klder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet
Vrelse. Efter et Kvarters Forlb var jeg ikke Englnder mere. Min
Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle
tnkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste
Vv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat
var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde vre blevet bedmt efter
mine Klders Pragtfuldhed og Stoffets Vrdi, vilde man have antaget
mig for Taotai[5] over en lille Provins eller for Skrder hos en
fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var frdig, satte jeg mig ned
og ventede paa Nikola.

 [5] Guvernr.

Kort efter traadte der en hj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent
halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde
et tyndt, daarligt plejet Skg. Han var ledsaget af en mindre Mand,
hvem Alderdommen havde bjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne
Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som frst
traadte ind, og hvis Hjde nrmest svarede til Nikolas:

"De har ikke vret lnge om at gre Dem i Stand."

"Det vilde vre taabeligt at vre langsom," svarede han; "vi har
meget at gre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud
til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en
fuldstndig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks
beredne Mnd og det dobbelte Antal Tilskuere.

"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken
Rolle skal jeg spille i dette Optog?"

"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?"

"For min Herre," svarede jeg.

"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil
tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dr
henne."

Jeg kunde neppe tro mine egne jne. Den anden Mand lignede aldeles
ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde
hundrede Rynker, og hans jne laa meget dybt, medens hans Kinder var
indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem
paa Kryds og tvrs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om
hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og
tiltalte ham som flger, sknt jeg neppe troede, det var muligt, at
det var ham:

"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa
beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner."

"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glder mig; jeg
vilde gerne prve Dem. Jeg tnkte, at hvis De ikke kunde kende mig,
saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen
Forkldning er fortrffelig; jeg lyknsker Dem til den. Med Hensyn
til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretr. Men
jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!"

"Men sig mig frst, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"

"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De
var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om
hans Troskab, saa De behver ikke at vre bange for, at han skal
forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa
har ageret frste Mand i mit Flge, forlader han os og vender tilbage
til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!"

Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en
efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod
Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denne uhyre store Bygning,
der har Ord for at vre et af de Steder i Kina, der er mest
utilgngeligt for Europere, ligger i Byens Udkant nsten fem
engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa.

I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tnke sig min
Fornemmelse, da vi kom ridende til den frste, store Port. Jeg kunde
ikke lade vre at grunde paa, hvorledes Skbnen vilde handle med os,
naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde
se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og
jeg sgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring.

Underligt nok var de to frste Porte paa ingen Maade vanskelige at
komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes.

Den blev lukket lige for Nsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde
iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen
levende Sjl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning,
og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgves paa Dren. Saa viste der
sig et raget Hoved ved et lille Gitter, og vi spurgtes om, hvad vi
nskede.

Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola
sa, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bjede sig forover og
hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten flj straks op. Saa kom
der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig
Tegn til at gre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa
nrmede en Tjener sig ham, hilste ham med den strste rbdighed uden
at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde hre. Nikola vendte sig
om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de
vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa
henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet
han pegede paa mig:

"Dette er min Sekretr. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at
han maa faa Lov til at trde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik
saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang
Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mngde smaa
Stenvrelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor
Trstatue af Buddha, som straks tiltrak sig ns Opmrksomhed. Den var
mindst halvtredsindstyve Fod hj og bedkket med en Mngde
Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en
Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Blad af
denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store
i alle Enkeltheder.

Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Rkke
Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over
dem hvede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne
Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en
anden, som blev bevogtet af to prgtige Broncelver. Vi kom gennem
mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tpper, for ikke
at tale om Prydelser af Guld, Slv, Elfenben, Bronce og Emaille, og
til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor
Frer, der jensynlig havde en hj Rang, gik sin Vej for at sge
Yppersteprsten.

Vi var nsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig
uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de
lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af
Rgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Kbet Bevidstheden om, at vi
var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Klgt og Aandsnrvrelse.
Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi
anse os for Ddsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev
besgt af Udlndinge og neppe en Gang var afhngig af Kejseren af
Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Dd
ikke vkke megen Interesse. Vi vilde vre lige saa fuldstndig
fortabte som Sbebobler, der stiger majesttisk frem af et Barns
Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i
Luften.

Da de tyve Minutter var gaaet, hrte jeg Lyden af sandal-bekldte
Fdders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et
jeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to frte en
tredie mellem sig. De to var Mnd i deres bedste Alder, den tredie
maatte vre mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var
tilstrkkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men
sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans
Munke var ifrte de buddhistiske Prsters sdvanlige grove Dragter,
og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle.

Da de unge Mnd havde frt den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa
der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at
Yppersteprsten i Lamaklostret foruden at vre gammel og svag nsten
var blind. Han stod ganske stille et jeblik efter, at han var kommen
ind. Det var en underlig rystende Skikkelse, kldt i en skidengul
Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hnder henimod det Sted, hvor vi
stod.

"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om
vor Gstfrihed."

Han talte med hj, bvende Stemme. Det ld mere, som om det var en
Kvinde end en Mand, der talte.

"Jeg er Prst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg
er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig."

"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende
dig?"

"Vd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola,
idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser
kunde have overtruffet ham.

"Jo, men Dagningen gr alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er
den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved
hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."

Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille
Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til
den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet
Fingrene lbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den,
fr hans hele Adfrd ganske forandredes. Han faldt paa Kn og kyssede
Smmen paa Nikolas Kjortel.

"Det er tilstrkkeligt! Jeg er overbevist om, at min hje Herre er n
af dem, der er Herre over Liv og Dd. Hvis min hje Herre vil flge
sin Tjener, skal der blive srget for hans Bekvemmelighed."

Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken
han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at flge, og vi
gik saa op til et Vrelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade
vre med at lgge Mrke til Bygningens Soliditet; den kunde med
strste Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder
to Fod tykke, ja, undertiden nsten tre Fod.

Trappen frte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var
der smaa Vrelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som
frte til Bygningens hjeste Etage. For Enden af en lang Korridor var
der en lille Forstue behngt med mrktfarvet Silketj paa samme
Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi
ind i et Vrelse, der var nsten dobbelt saa stort, med tre snvre
Vinduer. Fra det ene af disse opdagede jeg senere, at der var en
smuk Udsigt over Byen Peking.

Da vi var komne indenfor, forsikrede Yppersteprsten os med sin
bvende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til
vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Vrelser som vort Hjem,
medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin
dybe rbdighed og forlod os, sandsynligvis for at srge for, at der
blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin
dde hen, sprang Nikola op.

"For saa vidt er det godt," udbrd han. "De ser, han har ikke
Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg
blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i
en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg nsker."

Strste Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i
Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne jne, naar vi mdte
nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste
rbdighed; i det hele sgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at
gre Indtryk af, at vi ingen Ligemnd havde, naar det kom an paa
at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sdvanlige
Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og sa for frste
Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig
nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle
Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke
et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et
Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget
ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien.
Jeg kunde heller ikke lade vre at tnke paa, hvordan det vilde gaa
os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev ndt til at lbe
Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og
lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Vrelser igen. Saa
blev Nikola kaldt til et Mde hos Yppersteprsten, og medens han var
borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.

Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev
omkring og rg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om
min Nrvrelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to
Bemrkninger, som jeg hrte, slog det mig, at man ikke betragtede mig
med stor Velvilje.

I en af Gaardene -- det var den, hvor vi havde lagt Mrke til den
store Buddhastatue -- var der en Brnd, og paa dens Kant sad der en
halv Snes Mnd. Med deres brogede Klder, de ragede Hoveder og
mrkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skr en
meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte
mig paa en Plads, der lige var blevet ledig.

En af de tilstedevrende var en udmrket Fortller, og han var midt i
en vidtlftig Historie, der var rig paa Guder, Djvle, dydige Mnd og
rvrdige Forfdre, da jeg satte mig ned for at hre efter. Da han
havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg nskede
at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortlle en
Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg
kunde ikke undgaa at lgge Mrke til, at den foregaaende Fortller
slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig
lige fra det jeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg
fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev strre og
strre. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham fr!
Da dette gik op for mig, flte jeg Angstens Sved paa Panden, min
Stemme kom til at ryste af Sindsbevgelse, og medens jeg begyndte at
tnke paa, hvad jeg skulde gre, tabte jeg Traaden i min Fortlling.
Jeg sa, at mine Tilhrere betragtede mig overrasket, og der kom et
ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg sgte at
fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var
noget usdvanligt paa Frde, men det var for sent; jeg havde vakt
Mistanke, og af en eller anden Grund var Mndene komne til den
Slutning, at alt ikke var, som det burde vre. Jeg behver ikke at
sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne
Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et jeblik efter
undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Vrelser, som Dr. Nikola
og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke
kunde vide, om der ikke var nogen i Nrheden, talte jeg ikke straks
til ham, men satte mig ned ved Dren og ventede paa, at han skulde
sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart.

"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den
Time, der nu er forlben?"

"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig
opdaget noget, der er alt andet end behageligt."

"Hvad mener De?" spurgte han, og hans jne funklede som en Slanges.

"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet
fr," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstndigheder."

"Tror De da, han har genkendt Dem?"

"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det."

"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige
Omstndigheder?"

"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prvede paa at gre
Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den
paaflgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg brer Mrket af det
den Dag i Dag. Se selv! Han vilde vre blevet henrettet, hvis ikke
den Dommer, som skulde afgre Sagen, havde nret personligt Nag til
mig og ladet ham slippe."

"Lad mig se Arret," sagde Nikola.

Jeg rakte ham min venstre Haand og smgede rmet op, for at han kunde
se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola
stirrede opmrksomt paa det.

"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa vre meget forsigtig,
ellers meddeler denne Mand Yppersteprsten sin Opdagelse, og saa er
vi i en nydelig Flde. De maa i Fremtiden vnne Dem til at gaa med
Hnderne foldede under rmet, og passe paa, hvem det er, De har ved
Siden af Dem."

"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme jeblik drnede de store
Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi
var bestemte paa at vise al mulig religis Iver, gik vi ned i den
store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin
fremragende Stilling Plads ved Siden af Yppersteprsten. Jeg var i
Nrheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de
allermodbydeligste og nederdrgtigste Skurke, som man kunde tnke
sig. Frst lagde jeg ikke videre Mrke til dem, men da en Munk kom
til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede
ikke lnge, fr den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den
Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved
Brnden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn
til det. Under Gudstjenesten var han fuldstndig optaget af sine
Andagtsvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til hjre eller venstre,
det var ikke, fr vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit
sande Lys. Thi i samme jeblik jeg rejste mig op fra min knlende
Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg
styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig
i Armen, rev mit rme tilbage og sa paa Arret paa mit Haandled.
Medens han gjorde dette, udstdte han et lille triumferende Skrig.
Jeg laa et jeblik ganske stille, alt for optaget og rdselsslagen
over, hvad der var sket, til at sige eller gre noget, og dog vidste
jeg, at vi var delagte, hvis jeg ikke handlede rask.

Hallen var nsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den
anden Side og tale alvorligt med Yppersteprsten. At afbryde ham
vilde vre Helligbrde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden
havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i
Afstand og ventede paa, at han skulde lgge Mrke til mig. Saa snart
han sa hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa
Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare
truede os, og det var ndvendigt at handle hurtigt. Han sa, hvad jeg
mente, og et jeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat
til Yppersteprsten, gav mig Tegn til at flge sig og trak sig
tilbage til sit Sovekammer.

Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig,
medens hans jne flammede af Sindsbevgelse.

"Hvad nyt har De at fortlle mig?" spurgte han.

"Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved
Gudstjenesten dernede, trngte den Mand, som jeg havde Mistanke til,
sig frem ved Siden af mig. Jeg var forsigtig nok til at holde mine
Hnder under rmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo
ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig
med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i
det jeblik, da jeg rejste mig, stdte han til mig og rev mig om paa
Gulvet. Jeg strakte naturligvis uvilkaarligt Hnderne ud, men saa
greb han mig om Haandledet."

I nogle Minutter talte Nikola ikke; han gik op og ned i Vrelset som
en Tiger i sit Bur.

"Det vil bringe os i en slem Forlegenhed," sagde han tilsidst, "og en
eneste Fejltagelse vil delgge det hele. Han gaar nu lige til
Yppersteprsten for at meddele ham sin Opdagelse, og saa kommer denne
til mig, og jeg bliver ndt til at sende Bud efter Dem. Man opdager,
at De er en forkldt Englnder, og saa snart det er opdaget, vil vi
se deres Knive glimte. Dette er sket paa en hjst uheldig Tid; hvis
alt var gaaet godt, saa vilde jeg i Morgen tidlig have faaet de
Meddelelser, som jeg nskede; han vilde have sagt mig det Ord, der
kan skaffe os Adgang til Klostret i Bjergene, og vi kunde have
forladt dette Sted i Fred og Ro. Men det kan ikke nytte at spilde
Tiden med at tale om, hvad der kunde have fundet Sted. Jeg maa finde
paa en Plan til at frelse os, og det straks. Det er bedst, De gaar
ind i det indre Vrelse og lader mig vre alene."

Medens han talte, hrte jeg Lyden af Fodtrin paa Trappen. Jeg skyndte
mig ind i det indre Vrelse og trak det tunge Tppe for Dren. Et
jeblik senere traadte Yppersteprsten ind i Vrelset, ledsaget af to
eller tre af de verste Munke og den Mand, som havde opdaget mig. Jeg
kigede gennem et Hul i Forhnget og sa, at Nikola var faldet paa Kn
og syntes optaget af sin Andagt. Da Yppersteprsten og hans Folk sa
dette stod de stille. Nikola skyndte sig ikke, men lod dem vente i
mindst ti Minutter, saa rejste han sig og vendte sig hen imod dem.

"Hvad betyder dette?" spurgte han strengt, "og hvad skal denne Pbel
her inde i mit Vrelse? Gaa jer Vej!"

Han gjorde en Bevgelse med Haanden, og de gik, men ikke meget
villigt.

"Naa, min Fader," sagde han til Yppersteprsten, som havde set paa
hans Adfrd med temmelig stor Overraskelse, "hvad er det, du krver
af mig?"

"Min hje Herre," svarede Manden; "du maa ikke vre vred paa din
Tjener. Det er utvivlsomt en Fejltagelse, men den vil snart blive
oplyst. Jeg kommer til dig, fordi en ung Prst har forsikret mig, at
den Mand, som du kalder din Sekretr, ikke er nogen Kineser, men en
vis barbarisk Englnder, der brer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan
ikke tro, at det er Tilfldet. Hvor lnge har min hje Herre kendt
den Mand?"

"Det er urimeligt, at jeg skal udsprges paa denne Maade," begyndte
Nikola vredt. "Hvis Manden var det, du siger, hvad kom det saa dig
eller nogen anden ved? Og dog, jeg vil svare, for at der ikke skal
opstaa nogen Misforstaaelse. Hvad din Tjener siger, er Usandhed.
Manden er lige saa sikkert en Landsmand af dig som Kejseren selv. Der
er Ondskab i denne Anklage, og den skal undersges og gendrives. Lad
os afgre Sagen saaledes: Hvis det er, som du siger, saa vil jeg i
Morgen tidlig have den Hund jaget ud, og han skal bde med sit
barbariske Liv for sin Falskhed. Hvis ikke, saa vil jeg rive Tungen
ud paa denne Lgner, din Prst. I Aften har jeg min Andagt at
forrette, og jeg er trt, saa lad det blive afgjort imellem os i den
store Hal i Morgen tidlig."

"Det skal vre, som du siger," sagde den gamle; "lad der ikke vre
haarde Ord imellem os, min hje Herre. Hav ingen Frygt; hvis Manden
er det, du siger, da skal min Tjener bde for det."

Efter at have sagt dette bukkede han for Nikola og forlod Vrelset.
Saa snart Lyden af hans Fodtrin var det hen paa Stentrinene, kom
Nikola ind til mig.

"De er borte," sagde han; "nu er det, vi skal finde ud af denne
Vanskelighed."

"Det er umuligt," svarede jeg.

"Intet er umuligt," sagde Nikola. "Jeg hader det Ord. Vi har mindst
seks Timer foran os, i hvilke vi kan udrette noget, og hvis vi vil
frelse vort Liv, gr vi bedst i at spekulere og blive enige med os
selv om, hvad dette noget skal vre."




X. KAPITEL.

  En spndende Nat i Lamatemplet.


"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den frste,
at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De trder frem for
Yppersteprsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han
sikkert opdage Dem, og saa bliver vi delagte fuldstndigt. Hvis De
lber bort, er det bedst, at jeg ogsaa lber; for hvad kan det nytte,
at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gre. Det har kostet mig
mange Aars Anstrengelser for ikke at tale om adskillige Tusind
engelske Guldstykker at naa saa vidt, som jeg nu er kommen, og ske
hvad der vil, jeg vender ikke tilbage."

"Men paa hvilken Maade skal vi komme ud af denne Vanskelighed?"
spurgte jeg nedslaaet. "Hvis jeg ikke kan trde frem for dem og
trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at
bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade
Klostret uden at gre Dem mistnkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke
indser, hvad der er at gre. Jeg antager, at der ikke kan vre Tale
om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?"

"Nej, det er der ikke Tale om," sagde Nikola med Overbevisning, "saa
vilde vort Liv simpelthen afhnge af hans Fortolkning af Tro og Love.
De burde dog vide, hvor megen Tillid vi kan have til ham."

"Men kan vi ikke tvinge ham til at lbe sin Vej, saa de tror, at det
er en falsk Beskyldning, han har rejst imod mig, og at han ikke har
turdet tage Flgerne?"

"Det er heller ikke muligt!" sagde Nikola. "Saa vilde han handle med
os, og naar vi ikke vilde opfylde alle hans Fordringer, vilde han
hvne sig paa os og forraade os, og saa kom det jo bare an paa, hvem
der kunde holde lngst ud. Nej, overlad det hellere til mig at
spekulere paa, hvad der er at gre."

Det gjorde jeg saa, og jeg kunde i en halv Time hre ham spadsere op
og ned i sit Vrelse. Jeg afbrd og forstyrrede ham ikke i den Tid.
Endelig kom han da ind til mig igen.

"Nu tror jeg, at jeg ser en Udvej," sagde han. "Men naar det kommer
til Stykket, saa er den nsten lige saa desperat som de andre Udveje,
vi har tnkt paa. Det er Dem, der skal handle, og hvis det gaar galt
-- naa, saa Gud naade os begge to. De har frelst mit Liv en Gang fr,
og jeg vil nu betro det til Dem, men husk, at hvis De ikke udfrer
min Plan njagtigt, som jeg siger, saa vil De aldrig se mig levende
igen. Pas nu godt paa, hvad jeg siger, og prv paa at huske alt, hvad
jeg meddeler Dem. Det er snart Midnat, Gongongen til den frste
Morgengudstjeneste vil lyde Klokken halv seks, men det er Daggry en
Time fr. Jeg maa, hvordan det saa end gaar, have Dem bort herfra
inden et Kvarter, og selv om De skal stjle en Hest, maa De vre i
Peking fr halv to. Naar De er dr, saa maa De finde Yoo Laoyehs Hus;
han bor i den bageste Del af Legationsgaden i Nrheden af Tartarbyens
Hovedport."

"Men hvordan i al Verden skal jeg komme ind i Byen?" spurgte jeg
forbavset over, at han kunde have glemt det, som jeg syntes var en
meget haabls Skranke, nemlig Muren. "Portene bliver lukkede ved
Solnedgang og aabnes ikke fr Solopgang."

"De maa klatre over Muren," svarede han.

"Men det vd De godt er ganske umuligt," sagde jeg.

"Aldeles ikke," svarede han. "Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det
godt kan lade sig gre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til
Frken Medwin?"

"Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor vd
De det?"

"Kre Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej,
De behver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere
Dem. Efter den store Napoleons Vis holder jeg af at vre forberedt
paa ethvert Ndstilflde, og da jeg tnkte, at jeg en Dag kunde nske
at komme ind i Byen, naar Portene var lukkede, benyttede jeg min
ledige Tid til at undersge Muren lidt. De ser, hvor nyttigt dette
tilfldige Besg viser sig at vre. Naa, to Bastioner fra det Sted,
hvor De sad, er Stenene strre og mere ujvne end noget andet Sted
paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mnd plejer
at klatre op over denne Del af Fstningsvoldene og har gjort det i de
sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i
Byen for at undgaa at betale den Indfrselstold, der, som De vd,
hves om Dagen. Naar De er kommet over Muren, ser De en Skildvagt
staa paa den anden Side. Ham kan De give tre Taels og sig saa til
ham, at De har i Sinde at vende tilbage om en Time og at De vil give
ham det samme Belb for at faa Lov til at slippe ud igen. Naar De er
kommet forbi Skildvagten, gaar De ind i Byen, finder Yoo Laoyeh og
lader ham vide den Forlegenhed, vi er i. De kan love ham hundrede
Pund kontant, hvis han gaar ind paa Deres Forslag, og De maa bringe
ham med tilbage, enten han vil eller ikke, saa hurtig De kan. Jeg
skal mde Dem ved den sydlige Port. Bank fire Gange og host saa; det
skal vre Signalet, og saa snart jeg hrer det, aabner jeg Porten.
Alt, hvad der maa besrges indenfor Klostret, skal jeg gre, men De
maa gre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og
se, hvordan jeg kan faa Dem ud."

Vi forlod Vrelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og
traadte ud i en stor Hal. Vinden, der, som jeg allerede har sagt, kom
ind ad de snevre Vinduer paa begge Sider, fik de lange Forhng til at
rasle, saa man skulde tro, Hallen var befolket med tusind silkekldte
Spgelser. Nikola gik hurtigt gennem den og ud af den sydlige Dr.
Jeg fulgte tt i Hlene paa ham, og vi kom ubemrkede gennem den
store Gaard, idet vi holdt os i Bygningens Skygge, indtil vi naaede
den frste Port. Heldigvis for os var denne ogsaa ubevogtet, men vi
kunde hre, at Munken, som burde have holdt Vagt, laa og snorkede
fredeligt i Vrelset ved Siden af. Vi skd den vldige Slaa til Side,
aabnede roligt Porten, slap igennem, gik over en Grsplet og skyndte
os til den ydre Mur. Men lige da vi var ved at dreje om det Hjrne,
der skilte os fra den, fik en pludselig Lyd af Stemmer os til at
tve.

"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak
mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar
Mrke til, at der voksede et stort Tr ved Muren."

Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og
saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et
stort Tr, hvis hjeste Grene hvlvede sig langt ud over Muren.

"Det er et godt Sted," sagde Nikola og standsede. "De maa op i Tret
og krybe langs med Grenene, til De kommer hen til Muren; saa maa De
fire Dem ned paa den anden Side og skynde Dem til Byen saa hurtigt De
kan. Farvel og god Lykke!"

Jeg trykkede ham i Haanden, fik fat i en Gren og klatrede op. Hidtil
havde det syntes mig, som om jeg optraadte i en vidunderlig, levende
Drm. Men Trets ujvne Bark bragte mig snart til Bevidsthed om
Virkeligheden. Jeg klatrede, til jeg kom i lige Linie med Muren; saa
valgte jeg en tyk Gren og krb langs med den, til jeg stod paa det
solide Murvrk. Da jeg var dr, manglede der kun et Spring paa
omtrent seks Alen, for at jeg kunde vre fri. Jeg hviskede Farvel til
Nikola, som stod og iagttog mig, lnede mig ud over Muren, saa langt
jeg kunde, greb saa fat i Murkanten med begge Hnder og lod mig
falde.

Da jeg stod paa Jorden, lb jeg over et aabent Rum hen imod en Gruppe
Smaahuse. Der var en Indhegning ved et af dem; jeg kunde dunkelt
skimte, at der var nogle lse Ponyer derinde, jeg vidste, at hvis jeg
kunde sikre mig en af dem og finde Sadel og Bidsel i dens Ejermands
Bolig, saa kunde jeg vre i Peking i mindre end en Time, og jeg
besluttede at gre Forsget.

Jeg krb saa hen til det nrmeste af Husene og gik hen til Dren; jeg
kunde hre Beboernes Snorken derinde. Der brndte en Rgelsepind
foran et Gudebillede i Nrheden, og sknt den nsten var udbrndt, da
jeg tog den, gav den mig dog tilstrkkeligt Lys til at se mig om. Et
jeblik senere havde jeg en Sadel og et Bidsel, som hang paa en Krog,
og var ude blandt Ponyerne igen.

Jeg sikrede mig et af Dyrene, sadlede det, og saa snart jeg havde
gjort det, steg jeg til Hest og fo'r hen imod Peking. Natten var
mrk, men Vejen var ligefrem. Det lille Dyr var mere end villigt, og
da jeg ikke skaanede det, var jeg paa mindre end tre Kvarter fra den
Tid, jeg havde sagt Farvel til Nikola, ved Byens store Mur og steg
af.

Jeg fandt et passende Sted og bandt min Pony fast til et Tr, og da
jeg saa havde sikret mig, at den kunde vre der, naar jeg kom
tilbage, ilede jeg langs med Muren, til jeg kom til det Sted, Nikola
havde omtalt.

Da jeg naaede det, blste der en let Vind hen over Sletten og sendte
Stvskyer hen imod mig; det var den eneste Lyd, der afbrd Nattens
Stilhed. Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget, og at
jeg havde valgt det rette Sted, og begyndte saa at klatre. Det var
ingen let Opgave. Stenene var store og ujvne, undertiden fik jeg
godt fat, men i mange Tilflde maatte jeg bogstavelig talt klynge mig
fast med Neglene; det var nsten for meget for mine Krfter, og da
jeg havde klatret fem Minutter og der var endnu lige meget af Muren
tilbage oven over mig, begyndte jeg at mistvivle om, at jeg
nogensinde kunde naa Toppen. Men jeg havde ikke Lov til at opgive
det. Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til
Byen, og jeg krb fremad med Besvr og naaede da tilsidst Toppen. Da
jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side. Lidt til
venstre for det Sted, hvor jeg stod, var den Plet, der for stedse var
hellig i mine jne, det Sted, hvor jeg havde friet til og faaet Ja af
min elskede, og til hjre var det Kvarter af Byen, hvor hun efter al
Sandsynlighed i dette jeblik laa og sov og forhaabentlig drmte om
mig. Saa snart jeg fik mit Vejr igen, gik jeg over Muren og steg ned
ad Trinene paa den anden Side.

Jeg var neppe kommet ned, fr en Mand traadte frem af en mrk Krog og
standsede mig; i Halvmrket kunde jeg se, at det var en kinesisk
Soldat, der var bevbnet med et langt Spyd.

Som Svar paa hans Sprgsmaal sagde jeg hviskende, at jeg var en Ven,
og trykkede de Penge, Nikola havde givet mig, i hans ikke uvillige
Hnder, og da han forbavset over min Gavmildhed trak sig tilbage,
ilede jeg forbi ham og fo'r ned ad den nrmeste Gade.

Fra det Sted, hvor jeg havde passeret Skildvagten, til den Gade, hvor
Laoyeh boede, var der omtrent en halv engelsk Mil, og for at naa den
hurtigt, maatte jeg passere Benfleets Bolig. Man kan tnke sig,
hvilke Tanker der optog min Hjerne, medens jeg stod i den stille Gade
og betragtede Huset. Under dets Tag sov den Kvinde, som var alt i
Verden for mig. Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem
Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig
om og gik gennem et Strde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset
var ikke stort, og ved frste jekast gjorde det ikke noget meget
heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset sa ud,
naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde trffe. Jeg bankede paa
Dren, som var stnget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg
begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrkke mig
Beboernes Opmrksomhed, da jeg endelig hrte Trin af bare Fdder i
Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Dren aabnet, og en Mand
viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg sgte.
Jeg spurgte, om Laoyeh var hjemme, men af det Svar, jeg fik,
opfattede jeg, at han var gaaet ud tidligere paa Aftenen, og at han
sandsynligvis var i et Hus i Nrheden og spillede Hasard.

Jeg spurgte Manden, om han ikke kunde fre mig hen til ham og tilbd
ham gode Drikkepenge for at gre det. Saa frte han mig straks ud paa
Gaden, ned ad et Strde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et
af de strste Huse i dette Kvarter. Min Frer var jensynlig godt
kendt, og da Dren blev aabnet, prvede Drvogteren ikke paa at
hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort
Vrelse, der vendte ud til Gaarden. Her var ikke mindre end tredive
Kinesere travlt optagne af deres Yndlingstidsfordriv, at spille
Hasard, men sknt vi undersgte hvert enkelt Ansigt, kunde vi ikke se
den Mand, vi sgte, iblandt dem. Saa snart jeg var overbevist om
denne Kendsgerning, forlod vi Vrelset og gik ind i et andet, hvor
man ogsaa spillede. Men vi blev atter skuffede; Laoyeh var heller
ikke dr.

Min Frer, der var meget begrlig efter at tjene nogle flere
Drikkeskillinger, udspurgte en af de spillende, som huskede, at han
havde set vor Mand for omtrent en Time siden; han troede, at han den
Gang var gaaet ind i det Vrelse, vi frst havde besgt. Vi vendte
tilbage og spurgte os for dr, men fik kun at vide, at man havde set
ham forlade Huset omtrent en halv Time, fr vi kom.

"Vr ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi
gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Drvogteren og kom ud paa
Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, frst i et Hus og saa i et
andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den
engelske Legation. Det yderste Vrelse, det, der var nrmest ved
Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem. Det
inderste Vrelse var ikke saa overfyldt, og her opdagede vi da
endelig den Mand, vi sgte. Men der var det ubehagelige ved det, at
han havde rget sit sdvanlige Antal Piber og nu laa i en dyb Svn.

Klokken var nsten to, og jeg turde ikke blive lngere i Byen end en
Time endnu. Samtidig maatte det vre meget taabeligt, ja farligt, at
prve paa at tage af Sted med en Mand, der var i den Tilstand. Hvis
han ikke gjorde noget vrre, vilde han sandsynligvis falde ned fra
Muren og knkke Halsen, og saa maatte jeg enten lade ham ligge der
eller blive og udstte mig for ubehagelige Sprgsmaal. Men hvad der
nu end skete, jeg vidste, at jeg maatte skaffe ham ud af dette Hus
saa hurtigt som muligt og faa ham hen til et Sted, hvor jeg kunde
prve paa at vkke ham. Jeg sagde dette til den Mand, som havde
fundet ham for mig, og ved flles Anstrengelser fik vi ham paa
Benene, tog ham hver under sin Arm og frte ham til hans Hjem. Da vi
naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens
Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham
fuldstndig vkket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg
tnkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham.

"Men hvad forlanger Deres Excellence af mig?" spurgte Laoyeh, som
endnu var lidt bedvet, sknt han heldigvis ikke var saa meget fra
sine Sanser, at han ikke genkendte mig.

"Du skal komme med mig," svarede jeg, idet jeg, fr jeg talte,
passede paa, at den anden Mand var et godt Stykke udenfor Hrevidde.
"Nikola er i Lamatemplet og venter dig. Du kan tjene hundrede Pund
Sterling -- hvorledes, skal jeg sige dig paa Vejen."

Saa snart han hrte Nikolas Navn og Belnningens Belb, syntes han at
blive sig selv igen. Vi forlod altsaa Huset og begav os af Sted til
den Del af Muren, hvor jeg var steget ned i Byen. Den samme Soldat
var endnu paa Vagt, og da jeg havde lagt de Penge, jeg havde lovet
ham, i hans Haand, lod han os straks passere. Tyve Minutter efter at
vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den
anden Side af Muren.

Hvis det havde vret vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det
var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mrk, og
det var omtrent umuligt at se en Fod for sig. De Revner og
Ujevnheder, som skulde agere Hvilesteder for vore Fdder, syntes det
nsten umuligt at finde, og jeg var henrykt, da dette Arbejde var
overstaaet og vi var komne sikkert ned paa den faste Jord.

For saa vidt var mit Besg i Byen overordentlig heldigt. Men Tiden
ilede, og vi havde endnu den lange Vej ud til Klostret. Jeg gik hen
til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Tr, akkurat som jeg
havde forladt den, og lod min Ledsager stte sig op paa den. Han var
nsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem
i rask Trav, medens jeg lb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han
ridende og jeg lbende, til det store Klosters sydlige Port. Jeg
havde udfrt _min_ Del af Arbejdet, og naar jeg frst havde faaet
Laoyeh indenfor, var det Nikola, der skulde gre Resten.

Saa slap jeg Ponyen ls, nrmede mig og bankede paa Porten, idet jeg
hostede sagte. Den blev aabnet med stor Forsigtighed, og Nikola stod
paa Trskelen. Han gav os Tegn til at trde ind, og uden at spilde et
jeblik gjorde vi, som han sagde. Det var nsten Daggry, og vi
mrkede Morgenens Raakulde i Luften. Det var ganske sikkert, at jeg
ikke var vendt et jeblik for snart tilbage.

Efter at vre kommet gennem Porten og have stnget den efter os gik
vi hen til den anden Indgang til venstre. Skilderhuset, hvis man
kunde kalde det saadan, var endnu tomt, og Vagten snorkede lige saa
fredeligt i det lille Vrelse, som han havde gjort omtrent for fire
Timer siden. Denne Gaard var lige som den anden tom, men da vi gik
igennem den, kunde vi tydeligt hre Prsterne snakke sammen i
Sovestuerne paa begge Sider.

Endelig naaede vi Dren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt
og flj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne
Vrelser. Da vi frst var indenfor, blev Dren hurtigt lukket, og vi
var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde:

"Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som
jeg har sagt Dem fr, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig. Men
der er ingen Tid at spilde. Kom her ind, Laoyeh!"

Vi gik ind i det inderste Vrelse, og Nikola aabnede en lille ske,
han havde med. Han sagde til Manden, at han skulde stte sig paa
Gulvet, og han gav sig med vidunderlig Behndighed til at forandre
hans Udseende. Arbejdet varede omtrent et Kvarter, og da det var
frdigt, henvendte Nikola sig til mig og sagde:

"Byt Klder med ham, Bruce, saa hurtigt De kan."

Da dette var sket, kunde jeg neppe tro mine egne jne; det var saa
vidunderligt, hvad jeg sa. Dr stod et fuldstndigt Billede af mig
selv. Ligheden var overordentlig slaaende baade i Hjde, Skikkelse og
Dragt, ja selv i Ansigtstrkkene. Men Nikola var ikke frdig endnu.

"_De_ maa ogsaa forandres," sagde han. "Tingen maa gres grundigt;
st Dem ned!"

Det gjorde jeg, og han gav sig igen til Arbejdet. Da han var frdig,
lignede jeg mig selv saa lidt, som det i det hele var muligt. Ingen
kunde have genkendt mig, og det var hjst usandsynligt, at vor
Hemmelighed kunde blive opdaget.

Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle,
han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa
var alt frdigt.

"Men hr," udbrd jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt n Ting --
Arret paa min Arm!"

"Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa vd jeg jo dog godt,
at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede."

Han tog et stort Stykke Tj og lavede et Bind, som han lagde om
Halsen paa mig. Saa blev min venstre Arm indbundet, og da jeg havde
faaet den i Bind, sa jeg, at jeg neppe kunde blive opdaget, selv om
man tnkte paa mit Haandled.

En halv Time senere ld den store Gongong, der kaldte til
Morgengudstjeneste, og vi vidste, at Gaardene og Hallerne et Par
Minutter efter vilde vre fulde af Mennesker. Efter Nikolas Ordre gik
jeg alene ned i Hallen, benyttede en Lejlighed til at slippe ind og
blandede mig i Trngslen. Jeg var ikke den eneste vanfre, der var en
halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke
rimeligt, at den Omstndighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrkke
sig nogen utilbrlig Opmrksomhed; der var Tiggere og alle Slags
Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved
Daggry.

Jeg havde ikke vret meget lnge i Hallen, fr jeg sa Nikola humpe
ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Yppersteprsten.

Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at
der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres
Gster blev, hvor de var, i Stedet for som sdvanligt at forlade
Hallen. Saa besteg Yppersteprsten den lille Forhjning i den
fjerneste Del af Hallen og satte sig paa sit Dommersde. Nikola
fulgte ham og tog Plads ved Siden af ham, og straks efter viste der
sig to hje Munke, som frte den Mand ind, der havde anklaget mig
den foregaaende Aften. Han syntes temmelig sikker paa at kunne
bevise, hvad han sagde, og jeg kunde ikke lade vre med at smile, da
jeg sa hans selvtillidsfulde Mine. Frst blev han tiltalt af den
gamle Yppersteprst, som jo var nsten blind af Alderdom. Han
svarede noget, og saa talte Nikola. Hans Stemme var neppe saa hj
som ellers; dog hrte man hvert eneste Ord i Hallen.

"Lgner og Forrder," sagde han, "du har fremfrt denne Anklage mod
min trofaste Tjener af en eller anden djvelsk og egennyttig Grund.
Men hvor gammel jeg end er, vil jeg imdegaa den, og det skal gaa dig
ilde, hvis det viser sig, at hvad du siger er Usandhed."

Han vendte sig til en Munk, der stod ved Siden af, og sagde noget.
Manden bukkede, forlod Forhjningen og forsvandt i Retning af vor
Trappe. Straks efter vendte han tilbage med Laoyeh, som gik med bjet
Hoved og Hnderne korslagte paa Brystet. Han klatrede op ad Trinene,
og da han havde gjort det, stod den Anklagede og Anklageren Ansigt
til Ansigt paa hver sin Side af Forhjningen.

Saa sa jeg, hvor snildt Nikolas Plan var udtnkt. Han havde ordnet
det saaledes, at Forhret blev afholdt efter Morgengudstjenesten,
fordi den store Hal ikke vilde vre helt oplyst paa den Tid. Der var
nsten endnu halvmrkt, og den hurtige Maade, han besrgede Sagen
paa, viste klart, at han havde besluttet at faa den fra Haanden, fr
man kunde se for tydeligt.

Frst fik den Mand, der anklagede mig, Ordre til at gentage sin
Fortlling. Han gav en njagtig Beskrivelse af vort Mde i Kanton,
tog kun uvsentlige Forbehold og meddelte, at han havde saaret mig i
Haandledet. Han paastod saa uden Tven, at jeg var en _Kueidzu_ eller
fremmed Djvel og sagde til den Mand, der spillede min Rolle, at han
skulde prve paa at modbevise det. Da han var frdig, henvendte
Nikola sig til Yppersteprsten og sagde:

"Min Fader, du har hrt alt, hvad denne slette Mand har sagt. Han
anklager min Tjener derhenne, han, som efter sin egen Bekendelse selv
er Tyv og Morder -- for at vre en af de Barbarer, som vi alle hader
og foragter. Jeg har fundet min Tjener trofast og sand i alle hans
Handlinger, men hvis han er en fremmed Djvel, som dette Menneske
paastaar, saa skal han straffes. Paa den anden Side, hvis det viser
sig, at denne Slyngel har Uret, og at han har ljet for Vindings
Skyld, saa fordrer jeg af dig, at jeg faar Lov til at raade over ham
i Flge den Magt, du vd, jeg er ikldt. Jeg frygter ikke for Dommens
Udfald."

Da han var frdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved
sin Stok. Han sa roligt fra den ene til den anden af de to,
henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde:

"Kom du med mig!" og han frte ham ind i et lille Vrelse.

Vi sad tavse i nsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet
vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under
Hagen og stirrede lige ud.

Saa var omsider Ventetiden til Ende. Vi hrte Yppersteprstens Stok
banke mod Gulvet, og straks efter steg han op paa Forhjningen igen,
fulgt af Laoyeh. Da den gamle Mand kom hen til sit Sde, gav han Tegn
til Tavshed og sagde derpaa:

"Jeg har undersgt denne Mand og kan svrge paa, at den Beskyldning,
som dette Menneske har fremfrt imod ham, i alle Henseender er
usandfrdig. Lad Retten have sin Gang."

Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev:

"Forbryderen dr bliver overgivet til dig."

Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand.

"Din Hund," udbrd han, "efter din egen Yppersteprsts Ord er du i
min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gr? Er du kommet til
Verden af den Grund? Du har vovet at bagvaske min Tjener; det er din
hje Foresatte Vidne til; kom nrmere!"

Manden nrmede sig et Par Skridt, det var let at se, at han var
bange.

Saa stirrede Nikola paa ham i nsten et Minut, og jeg kan ikke huske,
at jeg nogensinde har set saa frygtelige jne med saa vildt et
Udtryk. Naar man tnker sig en Kanin fortryllet af en Slange, vil man
have en Forestilling om, hvorledes han sa paa ham. Langsomt, Tomme
for Tomme, hvede Nikola sin hjre Haand, indtil den pegede paa et
Sted paa Vggen lidt oven over den andens Hoved. Saa gik den ned
igen, og medens den gjorde det, fulgte Mandens Hoved med, indtil han
stod i en ganske bjet Stilling.

"Du ser, at du er i min Magt," sagde Nikola, "du kan ikke bevge dig,
hvis jeg ikke befaler dig at gre det."

"Nej, jeg kan ikke bevge mig," sagde Manden nsten ubevidst.

"Gr, hvad du vil, du kan ikke staa oprejst," sagde Nikola.

"Jeg kan ikke staa oprejst," gentog Manden med den samme monotone
Stemme, og medens han talte, sa jeg store Sveddraaber falde fra hans
Ansigt ned paa Gulvet. Hvert je i den store Hal var fstet paa ham,
og selv Yppersteprsten kom frem fra sin Stol for ikke at tabe et
Ord.

"Se mig ind i Ansigtet," sagde Nikola, og hans Ord skar i Luften som
en skarp Kniv.

Manden sa op og gjorde, som Nikola befalede, men uden at hve
Hovedet.

"Forlad nu dette Sted," sagde Nikola. "Indtil paa samme Tid i Morgen
kan du ikke staa oprejst som dine Medmennesker, det befaler jeg, og
du kan ikke vre ulydig, lad det hjlpe dig til at huske paa, at mine
Tjenere i Fremtiden er ukrnkelige. Gaa saa!"

Han pegede med den hjre Haand hen imod Drene for Enden af Hallen,
og Manden gik kroget ned ad Gangen mellem de gabende Munke ud i
Gaarden i det lyse Solskin. Yppersteprsten havde rejst sig, han
kaldte paa en Munk og sagde:

"Flg ham og overbevis dig om, at han forlader Templet."

Saa nrmede han sig Nikola og sagde:

"Herre, jeg ser, at du utvivlsomt er den Mand, man har sagt os, vi
skulde vente. Hvorledes kan din Tjener vre dig til Nytte?"

"Tilstaa mig en Samtale, saa skal jeg sige dig det," svarede Nikola.

"Flg mig, min hje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i
Enrum sammen."

Et jeblik efter forsvandt de i det Vrelse, hvor Yppersteprsten
havde undersgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes.

Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til
vort eget Vrelse, hvor jeg fandt Laoyeh. I Flge Nikolas Ordre
skiftede vi atter Klder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham
den Bissekrmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og
ligeledes den Belnning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg
Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt
som muligt.

Det varede nsten en Time, fr Nikola kom, og da han saa gjorde det,
kunde han neppe skjule sin Triumf.

"Bruce," sagde han og glemte nsten sin sdvanlige Forsigtighed, saa
glad var han, "jeg har opdaget alt, hvad jeg vilde. Jeg har faaet
Kortet, og han har sagt mig Lsenet. Jeg vd, hvor Klostret er, og i
Morgen tidlig ved Daggry drager vi ud for at sge det."




XI. KAPITEL.

  Paa Vej til Thibet.


Det var neppe blevet Daggry nste Morgen, fr Nikola vkkede mig op
af min faste Svn.

"Vaagn op," sagde han; "om en halv Time maa vi af Sted; jeg har
allerede givet Ordre til, at Ponyerne skal sadles, og da vi har en
lang Tur for os, maa vi ikke lade dem vente."

Et Kvarter efter var jeg paakldt og rede. En af Munkene bragte os
lidt Frokost, der bestod af Ris, og da vi havde spist, gik vi ned i
den store Hal. Dr ventede Yppersteprsten os, og efter en kort
Samtale med Nikola frte han os ud i Gaarden, hvor vi tog Afsked med
ham ved Foden af den store Buddhasttte.

Da vi havde takket ham for hans Gstfrihed, gik vi ud til den ydre
Port og fandt vore Ponyer og Tjenere rede til at modtage os. Porten
blev slaaet op, og vi gik igennem den, den ene efter den anden. Saa
blev den slaaet i, og da dette var sket, havde vi sagt Farvel til det
store Lamakloster.

Under den frste Dags Ridt hndte der ikke noget mrkeligt. Vi naaede
en lille Landsby ved Middagstid, hvor vi bedede, og efter en kort
Hviletid fortsatte vi vor Rejse og ankom til den befrdede By
Ho-Yang-Lo, lige som Tusmrket faldt paa. Man anviste os den bedste
Kro, som vi red hen til, og hvor vi fik Vrelser. Vor frste
Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi flte, at vi
rligt havde fortjent at hvile.

Vi blste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere
Timer, fr Svnen vilde komme til mig. Tanker om nsten alle mulige
Ting fo'r ind og ud af min Hjerne. Et jeblik var jeg paa Legepladsen
i min gamle, kendte engelske Skole, i det nste jeblik sejlede jeg
omkring Kap Horn paa en Koffardimand med et lurvet Mandskab paa
Bakken og tre drukne Slyngler paa Skansen. Saa var jeg i Sydhavet, og
der laa en tropisk  forude; jeg kunde hre Brndingens Torden mod
Stranden og sa den ene palmekldte Hj efter den anden hve sig op
imod den blaa Himmel. Saa kom min Tanke tilbage til Kina og som en
naturlig Flge deraf til Peking. Jeg gennemlevede igen den halve Time
paa den kinesiske Mur og syntes atter at fle en spd lille Haand i
min og sa to frimodige, yndige jne stirre paa mig med al tnkelig
Krlighed og Tillid. Gladys skulde vre min tilkommende Hustru, og
her laa jeg paa Vejen til Thibet forkldt som Kineser i en smudsig
Kro i Selskab med en Mand, hvem intet kunde standse, og som var
frygtet af alle, der kendte ham. Det var lnge efter Midnat, at jeg
faldt i Svn, og saa var det, som om mine jne ikke havde vret
lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sdvanlig ikke syntes at
trnge til nogen Svn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja
Solen var neppe kommen op over Horisonten, fr vor Frokost var
besrget, og vi var frdige til at stige til Hest.

Fr vi tog af Sted, havde Nikola en Samtale med Kromanden. Medens han
var borte, morede jeg mig med at ride om paa den anden Side af Huset
for at se, hvordan der sa ud. Huset var af den sdvanlige kinesiske
Art, ikke meget smudsigere og ikke meget renere. Paa to Sider var det
omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever
Terrasse, paa hvilken jeg sa to Mnd staa, da jeg drejede om
Hjrnet. Saa snart de sa mig, vilde de trkke sig tilbage til Huset,
men jeg havde faaet je paa dem, fr de kunde udfre denne Manvre.

Den hjeste af de to havde jeg aldrig set fr, men jeg syntes at jeg
kendte hans Ledsagers Ansigt. Da jeg stod og spekulerede paa, hvor
jeg havde set det, kom en Staldkarl om Hjrnet for at underrette mig
om, at Nikola var parat til at tage af Sted, saa jeg vendte min Pony
og red tilbage til Forsiden af Huset, hvorfra Rytterskaren var i Frd
med at drage af Sted.

Nikola var som sdvanlig i Spidsen. Jeg fulgte ham i rbdig Afstand,
og bag mig kom Tjenerne. Paa denne Maade ilede vi af Sted og satte
over en Flod, hvorpaa Vejen frte hen imod de Bjerge, som lige kunde
skelnes i den nordlige Horisont. Rundt om var Landet goldt og
udyrket, hist og her var der en elendig Hytte, hvis Farve lignede den
Slette, paa hvilken den stod.

Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkde og red af
Sted ad en god Vej i et mrkt, men temmelig malerisk Landskab. Med
Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til
Peking, og en Bissekrmmer hist og her, traf vi kun faa levende
Vsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har
intet godt Navn.

Denne Nat laa vi i en Kro paa en Bjergtop, og nste Morgen steg vi
ned i Dalen paa den anden Side. Da Morgenen faldt paa, var vi kommet
omtrent tredive Mile videre. Landet forandrede sig hurtigt, der blev
mer og mer klippefuldt, og Opgangene og Nedgangene blev mere stejle.
Af denne Grund var vi ved det nste Holdested ndt til at skille os
af med vore Ponyer og i Stedet for at kbe en halv Snes smaa, men
overordentlig muskelstrke Heste.

Den tredie Aften, efter at vi var komne ind blandt Bjergene, og den
fjerde efter Afrejsen fra Peking gjorde vi Holdt ved et lille
Kloster, der laa i en udsat Stilling paa Bjergets Top. Da vi red op
til det, var Solen ved at gaa ned bag Bjergene i Vesten. Vi behvede
ikke noget Lsen, da vi blev indbudte til at komme ind, nsten fr vi
havde banket paa Porten. Klostret var beboet af en Abbed og seks
Prster, som alle var Tilhngere af Shamanismen. Bygningen selv var
kun tarvelig; den bestod af en dyb Gaard, en luftig Midterhal og fire
smaa Vrelser, der stdte op til den. Da vi traadte ind i
Midterhallen, blev vi modtaget af Abbeden, en nederdrgtig, smudsig
lille Fyr paa et halv hundrede Aar, og han frte os til de Vrelser,
der var bestemte for os. De var smaa og simple, meget forsmte, og
der var en ganske forskrkkelig Trk. Men hvis en Udsigt, som nsten
var enestaaende i Verden, kunde erstatte de Ubehageligheder, man
maatte lide under, saa kunde vi anse os for prgtigt indlogerede. Fra
det ene Vindue kunde vi se ud over Bjergkden over Dal og Hj paa den
nedgaaende Sol. Fra det andet kunde vi stirre nsten tre Hundrede Fod
ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af
Sted, medens vi gennem en snever Klft til venstre kunde skelne den
Slette, hvor vi havde vret to Aftener i Forvejen, i nsten
halvtredsindstyve engelske Mils Afstand.

Da vort Maaltid var til Ende, tndte vi vore Piber og sad og rg en
halv Time. Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Vrelset ud lngere,
og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfravrelse og var flgelig
kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran
Midterhallen. Just som jeg naaede den, ld der en hj Banken paa
Yderporten. To af Munkene gik over Gaarden for at aabne den, og da de
havde slaaet den tunge Dr til Side, red en lille Afdeling Mnd paa
sler ind i Gaarden. Jeg tnkte, at et lille Selskab, der bestod af
Rejsende, i alt Fald vilde adsprede mig lidt, og gik ned for at se
dem stige af slerne.

Da jeg kom tt nok hen til dem, opdagede jeg, at der var to Kulier,
de andre tre var Herrer, men hvad deres Profession var, kunde jeg
ikke gtte. De var alle bevbnede, og saa vidt jeg kunde se, havde de
intet Kbmandsgods med. Da de var stegne af, kom Abbeden ned for at
modtage dem, og efter en kort Samtale frte han dem til
Gstevrelserne paa den anden Side af Hallen, der laa lige over for
os.

Nogen Tid efter, at Herrerne havde trukket sig tilbage til deres
Vrelser, blev jeg, hvor jeg var, og sa Kulierne tage Ridetjet af
slerne. Just som den sidste Sadel blev lagt paa Jorden, forlod en af
Ejermndene Huset og nrmede sig til Gruppen. Han var kommet meget
nr hen til det Sted, hvor jeg stod, fr han opdagede mig; saa bjede
han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nrmest ved
ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde
Mrke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid,
han undersgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg
stod. Da han derpaa hurtigt vendte sig om og ilede tilbage til Huset
uden at sige noget til sin Karl, flte jeg, at jeg havde Ret til at
tro, at han ikke nskede, jeg skulde se ham.

Dette bragte mig til at overveje Sagen, og jo mere jeg tnkte, des
mere begrlig blev jeg efter at opdage, hvem den Mand kunde vre. Jeg
ventede i Gaarden nsten et Kvarter efter, at dette var hndet, og
efter at Sadlerne og Seletjet var blevet bragt bort; men han viste
sig ikke igen. Saa gik jeg tilbage til Bygningen og spekulerede paa,
hvordan jeg skulde opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide. Det varede
lnge, fr jeg kunde finde paa nogen Plan; saa fik jeg en Id og
forlod atter Vrelset og gik om til Bagsiden af Bygningen, idet jeg
haabede, jeg skulde finde et Vindue, gennem hvilket jeg kunde se ind
paa de nye Gster, medens de sad ved Aftensmaaltidet; men det var
lettere, opdagede jeg, at tnke paa saadant et Vindue end virkelig at
finde det.

Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden
stdte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Vrelse laa. Hvis
jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue,
som jeg tnkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem
Midterhallens bageste Vg og den til venstre for vort Vrelse, saa
tnkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde. Men for at gre
dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mrke, og det
havde jeg aldeles ingen Lyst til, fr jeg havde overbevist mig om, at
der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide,
hvad jeg nskede.

Man kunde meget godt sprge mig, hvorfor jeg var saa ivrig efter at
overbevise mig om, hvem den Mand var; men i en Stilling som vor kunde
man virkelig ikke udstte sig for den mindste Smule Risiko. Han havde
jo vist mig, at han ikke nskede, jeg skulde opdage, hvem han var,
hvilket i sig selv var tilstrkkeligt til at vkke min Mistanke og
berettige mig til at gre et hvilket som helst Skridt for at
overbevise mig om, at det ikke var en Fjende. Vi gik jo med Livet i
Hnderne, og hvis vi forsmte en eneste Forsigtighedsregel, kunde vi
delgge det hele.

Fr jeg vovede mig til den lige omtalte Klatretur, besluttede jeg at
gaa om til den anden Side af Huset og undersge, om jeg ikke kunde se
gennem et af Vinduerne dr. Jeg gjorde det og opdagede til min Glde,
at jeg, naar jeg lagde Hnderne paa de udhugne Sten, der dannede
Vinduskarmene, og stemte mine Fdder imod en fremspringende Del af
Muren, kunde hve mig tilstrkkeligt op til at faa et Glimt af
Vrelset.

Jeg gjorde altsaa dette og sa derind, men til min Forbavselse og
rgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den
Mand, jeg vilde se.

Saa steg jeg ned igen og lyttede. Jeg haabede, at jeg skulde hre en
tredie Person komme ind i Vrelset, men sknt jeg blev der omtrent
tyve Minutter, skete der ingenting. Jeg var fuldstndig overbevist
om, at Manden hrte til dette Selskab; men hvorfor var han ikke
sammen med dem nu? Hans Fravrelse forgede kun min Mistanke og
gjorde mig endnu mere ivrig efter at faa et Glimt af ham.

Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en
Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen
var naturligvis tom; vi laa i Vrelserne til hjre for den, de andre
til venstre, deres Kulier havde det forreste Vrelse, medens de to
Mnd, jeg lige har omtalt, havde indrettet sig i det bageste. Et
jebliks Omtanke overbeviste mig om, at der maatte vre et tredie,
som ikke vendte ud til den aabne Gaard, men havde et Vindue ud til
den lille Gaard, der dannedes af Muren bag ude. Hvis jeg vilde se
derind, maatte jeg gre den Klatretur, jeg frst havde lagt Planen
til, og jeg maatte gre den straks, og hvis jeg ikke gjorde det,
vilde hans Lampe efter al Sandsynlighed blive slukket, og i saa Fald
kunde jeg lige saa godt spare mig Ulejligheden og Faren.

Jeg vendte tilbage til den Side af Huset, hvor jeg boede, og da jeg
havde overbevist mig om, at der ikke var nogen paa Frde dr, steg
jeg op paa Muren lidt til hjre for det Sted, hvor jeg havde staaet,
da jeg hrte Mndene banke paa Porten.

Naar man vil bedmme Vanskelighederne og Farerne ved det, som jeg
vilde prve paa, saa maa man tage i Betragtning, at Muren foroven
neppe var mere end atten Tommer bred. Paa den ene Side stdte den op
til Bygningen, der hvede sig mere end tolv, tretten Fod op over mit
Hoved, og paa hvis glatte Overflade der slet intet var at sttte sig
til. Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald
paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blste Vinden en
fuldstndig Orkan, men saa lnge jeg var bag Bygningen, var jeg ikke
udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden,
hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde
jeg stort Besvr ved at holde mig paa Benene. Jeg klyngede mig til
alt, som kunde yde mig Sttte, vovede ikke et Skridt, fr jeg var vis
paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nrmede mig til Vinduet
og sa ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg
sgte, laa paa et Tppe i Krogen og rg en lang Pibe.

Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg sa paa det, huskede
jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set
paa Bedestedet to Ntter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis
paa, at han havde gennemskuet min Forkldning. Hvis det var
Tilfldet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans jemed? Jeg
vedblev at se paa ham i henved en Time, jeg haabede, at der skulde
komme nogen ind til ham, og at jeg skulde hre noget, som kunde sige
mig, hvorledes jeg skulde handle. Da, netop som jeg var ved at gaa,
idet jeg ansaa det for unyttigt at vente lngere, kom den hjeste af
de to, jeg havde set i det andet Vrelse, ind og satte sig.

"Vi har haft Held med os. Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde
den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke, og i
Morgen Aften mder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt,
og saa er vor Del af Arbejdet frdig."

"Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der
laa paa Sengen. "Vi vilde vre Ddsens, hvis vi kom tilbage til
Peking uden den."

"Der bliver gjort megen re af os, hvis vi faar fat i den," sagde den
anden leende. "Og saa bliver disse fremmede Djvle pinte, til de
dr."

"Det vil lre dem ikke at trodse de Store i Bjergene," svarede hans
Ven. "Jeg vilde nske, at vi kunde vre der og se det."

"Man siger, at de har mange nye Pinsler, som man ikke engang kan
tnke sig i Drmme, der oppe i Bjergene," vedblev den frste Mand.
"Hvorfor maa vi ikke rejse videre og se, hvorledes det gaar dem."

"Fordi vi ikke kunde komme derind, selv om vi rejste videre," svarede
den Mand, som jeg havde genkendt, "jeg nsker det heller ikke selv.
Men disse fremmede Djvle har stjaalet Lsenet og efterlignet Prsten
fra Hankow, og hvis ikke Laoyeh holdt mere af kinesisk Guld end af
fremmede Djvles Hemmeligheder og derfor havde forraadt dem, vilde vi
aldrig have opdaget dem."

Derpaa tilfjede han med megetsigende Eftertryk:

"Men de kommer til at d for det, og deres Skbne vil vre en
Advarsel for dem, der kommer efter dem. Sig mig nu, hvor skal vi mde
Quong Yan Miun?"

"Dr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen
Aften."

"Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan vre mange
Overgangssteder."

"Han rider paa en Kamel med en rd, slvbroderet Sadel. Desuden siger
man, at han kun har t je, og at hans venstre Haand, som Mandarinen
Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang."

"Venter han os?"

"Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de
Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra
Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, fr dette Brev er
afleveret til ham."

Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var
omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen,
henvendte han sig til sin Kammerat.

"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er trt og vil sove. I Morgen har vi
store Ting for."

Den anden Mand forlod Vrelset, og et jeblik efter var Lampen
slukket.

Saa snart alt var mrkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op
paa Muren -- ikke uden at sklve, da jeg tnkte paa, hvad min Skbne
vilde vre, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej,
jeg var kommet. Da jeg frst var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg
mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Vrelse.

Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tnke sig min
Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede
Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trkul paa Stenene.
Han sa op, da jeg kom ind, og uden at fortrkke en Muskel i sit
Ansigt sagde han roligt:

"Hvad har De opdaget?"

Jeg satte mig ved Siden af ham og gav ham en fuldstndig Beretning
om, hvad jeg havde hrt den Aften.

Da jeg var frdig, sad han og sa paa Vggen. Jeg kunde dog se, at
han var i dybe Tanker. Derpaa forandrede han sin Stilling og begyndte
med sit Trkul at tegne Ottetaller inden i hinanden paa Gulvet. Da
det mindste var saa stort som en Penny, var han kommet til en
Slutning.

"Det er klart, at vi er i Knibe," sagde han koldblodigt, "og hvis jeg
vilde ofre Dem her, kunde jeg sandsynligvis redde mig selv og rejse
videre uden at have noget at frygte. Det er ljerligt, at jeg tnker
saa meget paa en Mand, at jeg er villig til at frelse hans Liv paa
Bekostning af mit eget, men i dette Tilflde har jeg i Sinde at gre
det. De nsker ikke at blive pint, antager jeg?"

"Jeg har en velbegrundet Ulyst til det," sagde jeg.

"I saa Fald maa vi udfinde en Plan, som kan gre det muligt for os at
afvrge en saadan Katastrofe. Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet
fr vi, har de den frste Mulighed til at forhandle med Sendebudet.
Vort Forsg maa gaa ud paa at komme der fr de og dog at sende dem
tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udfrt deres
Hverv. Hvorledes vi skal bre os ad, ja, det er den Opgave, vi skal
lse."

"Men hvorledes skal vi bre os ad?" spurgte jeg.

"Lad mig tnke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg
se, om jeg kan finde paa det."

Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola:

"Opgaven lses saaledes: Paa den ene eller den anden Maade maa vi
opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindst i tre Timer. Saa
maa n af os tage videre til Vadestedet og mde Manden fra Klostret.
Til ham maa vi give det Brev, som jeg fik af Yppersteprsten i
Lamaklostret, og naar han er blevet sendt tilbage med det til sine
Overordnede, maa der vre en anden Mand, der er udstafferet njagtig
som ham, og som indtager hans Plads. Denne Mand -- og det maa vre
mig selv -- skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende
dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn
til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange
for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller
ikke tror, De er det."

"Af alle de Mnd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr.
Nikola," svarede jeg, aldeles henrevet af hans dristige Plan, "og
siden De tager det paa den Maade, vil jeg drage videre med Dem og
gennemfre Sagen, selv om det skulde koste mit Liv."

"Tak," sagde Nikola roligt. "Jeg tnkte nok, at jeg ikke tog fejl af
Dem. Nu maa vi bestemme, paa hvad Maade disse forskellige Planer skal
udfres. For det frste maa vi tage herfra i det mindste en Time fr
vore Venner i de andre Vrelser. Naar vi frst er paa Vejen, maa jeg
skynde mig af Sted saa hurtigt som muligt for at sikre mig en Kamel
og en Sadel af den Slags, som jeg har beskrevet. Derpaa maa vi opdage
en eller anden Maade, hvorpaa vi kan opholde dem paa Vejen. Hvordan
skal vi gre det?"

"Kunde vi ikke formaa Landsbyfolkene paa Vejen til at rejse sig imod
dem?"

"Det vil koste for meget; og saa var der en Mulighed for, at de kunde
blive Forrdere, som vor Ven Laoyeh. Nej, vi maa tnke paa noget
andet."

Han begyndte igen at tegne Ottetaller paa Gulvet. Da han var blevet
frdig med det tredivte -- for jeg talte dem -- havde han gennemtnkt
Sagen til sin Tilfredshed.

"Omtrent Klokken tolv i Morgen allersenest," sagde han, "det vil
sige, hvis jeg har faaet rigtig Besked, br vi vre ved et Vrtshus i
Bjergene, tyve Mil herfra. Det er den eneste Bolig imellem dette Sted
og Vadestedet, og de maa ndvendigvis standse ved det. Jeg skal
instruere en af mine Mnd, som jeg vil lade blive tilbage, til at
passe paa, at deres Dyr bliver vandede i et bestemt Trug. Hvis de
drikker det, som jeg vil give ham til at hlde deri, kan de gaa
omtrent fem Mil og saa styrter de. Hvis de ikke drikker, skal jeg
srge for, at han gr noget andet."

"Hvis De blot kan stole paa den Mand, som skal udfre denne Streg!
Men hvad skal der gres med Laoyeh?"

"Ham skal jeg nok selv tage mig af," sagde Nikola med mrk Alvor, "og
naar jeg har gjort det, tnker jeg, at han vil fortryde, han har
vret saa uforsigtig at vre trols imod mig."

Han sagde ikke mere, men jeg flte mig meget tilfreds ved ikke at
vre den Mand, der var Tale om. Efter hvad jeg har set af Nikolas
Karakter, kan jeg sige, at jeg hellere vilde vre uenig med en halv
Snes andre Mennesker i Verden, hvem det end var, end udstte mig for
hans Mishag.

"Naa," sagde jeg, da han var frdig, "siden de er gaaet til Kjs,
burde vi ikke vre lnge om at flge deres Eksempel."

"Men fr vi gr det," svarede han, "tror jeg, De gr bedst i at finde
Kulierne, og srge for, at de rigtig forstaar, at vi skal bryde op
Klokken tre. Befal dem for Resten at holde deres Mund."

Jeg gjorde, som han forlangte, og en halv Time senere laa jeg
indsvbt i mine Tpper og sov fast.




XII. KAPITEL.

  Mellem Bjergene.


Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paakldt og
frdig til Afrejsen. Nikola havde vkket Kulierne, fr han kaldte paa
mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre
prcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var
vi paa vore Heste i Gaarden, frdige til at tage af Sted.

Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der
lavede vor Frokost; ham belnnede Nikola rigeligt, og til Gengld for
hans delmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev
alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad
Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og
ned som Vejen frte os. For hver Time blev Landet mere og mere
bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de hjeste
Toppe.

Klokken halv et naaede vi det Vrtshus, hvor det var blevet bestemt,
at en af vort Flge skulde blive tilbage for at gre vore Forflgeres
Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde
de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som
var tilstrkkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde
Farvel til ham, paalagde vi ham at flge efter os, saa snart han
havde udfrt sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi
nrede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gre sit bedste
for at fuldfre sit Hverv, til den Belnning, som var blevet lovet
ham, var saa stor, at det var undvendigt for ham at arbejde mere i
sit Liv. Da vi forlod Vrtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede
en kort Tid, flte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan
vilde lykkes.

Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjrne af Bjerget, kaldte
Nikola mig hen til sig.

"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af
Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil
mod Nord. Jeg hrer, at de har Kameler at slge dr, og det bliver
rent galt, hvis jeg ikke kan kbe en og en rd Sadel med Slvbeslag,
fr det bliver mrkt. De maa fortstte Rejsen til Vadestedet, hvor De
efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv
ham dette Brev fra Yppersteprsten i Lamaklostret; det underretter de
Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge."
Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som
De kan, for vi maa ikke udstte os for, at han trffer dem, som er
bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan,
og Lykke paa Rejsen!"

"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal
jeg saa gre?"

"Vente, til han er ude af Syne, og saa flge i hans Spor omtrent en
halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr
og vent paa mig. Forstaar De?"

Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstndig vel. Derpaa befalede han
en Kuli at flge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra
Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I nsten
tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den
Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg
maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det
hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette
Klostret om, at en af de tre Store nrmede sig. Det afhang meget af
det Held, jeg havde til at udfre mit Hverv, hvilken Modtagelse
Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde
fortlle, vre rimelig i alle Enkeltheder.

Klokken fem, netop da Solen sank bag de hjeste Toppe, begyndte
Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jvn. Jeg fulgte den i
jvnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjrne, sa jeg Flodens blanke
Vand foran mig.

Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var
omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder
hvede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var
mere end to Hundrede Fod hje. Til hjre, det vil sige mod Nord, fld
Kanalen mellem solide Granitvgge, men dr, hvor jeg stod, havde den
jvnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg
sa, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og
satte mig i Sandet. Det trstede mig at se, at der ingen Pilegrimme
var i Nrheden; men jeg blev ngsteligere, da jeg sa, at den Mand,
jeg skulde trffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin
Ankomst meget lnge, kom jeg i en skrkkelig Stilling, for i det
Tilflde vilde vore Forflgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg
vre haablst fortabt.

Men jeg havde ikke behvet at ngste mig, thi jeg havde ikke lnge at
vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet,
kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og
nrmede sig Strandbredden. Han var hj, kldt i noget lysebrunt Stof
og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg
se, at hans Sadel var rd og prydet med Slv. Jeg kaldte mine Mnd
sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strmmen.

Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg
naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsg paa
at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst
sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget
af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nrmere
til ham, sa jeg, at han kun havde n Arm, og at han manglede det ene
je.

Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt.

"Man har sagt mig, at jeg her skulde trffe et Sendebud fra de Store
i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg sger?"

"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gre
et andet Sprgsmaal.

"Jeg kommer fra Yppersteprsten i Lamaklostret i Peking," svarede
jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg
skulde trffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med
mig, videre uden et jebliks Ophold."

"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det
rigtige Segl, vil jeg gre, hvad du forlanger, ellers ikke."

Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersgte det
nje.

"Det er Yppersteprstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er
tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt
at blive her, til det bliver mrkt."

"Det vd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er
et srligt Tilflde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld,
det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du
kommer, om min Herres Ankomst."

Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og
puttede dem i Lommen.

"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen
Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted."

Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede
Strandbred, og da vi havde tndt vore Piber, sad vi ganske tavse
og rg i en halv Time. I den Tid var mine Flelser ikke
misundelsesvrdige. Jeg nd ikke min Pibe, thi jeg blev spndt paa
Uvishedens Pinebnk. Desuden vidste jeg, at det kunde vre mislykket
for vor Mand, at forgifte vore Forflgeres sler. I saa Tilflde
vilde de naturligvis mistnke os for et Forsg paa at overliste dem,
og de kunde saa komme, naar det skulde vre.

Solen sank lavere og lavere ned bag Hjen, til den til sidst helt
forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden
blste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af
Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i
Lbet af et Kvarter, var vi frelste.

En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri
Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i
sterland. Vinden blste op, og om en halv Time vilde det vre saa
mrkt, at man ikke kunde se.

Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.

"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet.
Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du
blive?"

"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den
Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg flge dig. Vent
ikke paa mig."

Det behvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin
Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad
Vejen.

Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa
mine Mnd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var
kommet i Land, befalede jeg dem at flge mig; vi forlod saa
Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.

Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til
hjre og snoede sig gennem en snver Klft. Vi red dog ikke ind i
den, da jeg ansa det for klogest, at vi slog os ned et Sted i L til
venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist
mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at
slaa Lejr dr. Ti Minutter efter vor Ankomst var slerne tjrede,
Teltene slaaet op og Lejrilden tndt. Derpaa overlod jeg til Mndene
at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig
ned ad den i Retning af Vadestedet.

Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg
vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hrte jeg en sagte
Fljten. Et jeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red
hen til mig. Trods Halvmrket kunde jeg se, at Rytteren var kldt
njagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han
havde ogsaa kun n Arm, og hans hjre je var lukket.

"Hold Dem til venstre," sagde han og bjede sig ned fra sin Kamel for
at tale til mig; "dr vil De komme til nogle store Klipper, og bag
ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og
hvis der skulde hnde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjlp, saa
kom straks."

"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg,
neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola.

"Nej, slet ikke," svarede han; "men Klderne og Sadlen var det lidt
vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser
ud som den Mand, jeg skal forestille?"

"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behver ikke
at vre bange, de vil ikke fatte Mistanke."

"Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mndene?"

"De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til
venstre for Klften."

"Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas
paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem."

Jeg gjorde, som han befalede, og krb lidt efter lidt hen til det
Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede
jeg mig, og til min Glde sa jeg, at jeg havde en nsten uforstyrret
Udsigt til Vadestedet. Da jeg sa ud over Vandet, skelnede jeg et
lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den
anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa
stille, at jeg kunde hre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den
frste Stj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand.
Derpaa hrte jeg et hst Raab, og et jeblik efter red Nikola hen
over Sandet paa sin Kamel.

Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden,
neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa
nr, at jeg tydeligt kunde hre de trtte Dyrs Pusten og det
Befrielsens Suk, de udstdte, da deres Herrer steg af. Anfreren kom
hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning:

"Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi
have vret her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre
Rejsende er kommet denne Vej."

"Kun t Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu
faret vild mellem Bjergene. De ngtede at give mig Almisse, og saa
viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har
Gribbene revet Kdet af deres Ben."

"Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som frst havde talt.

"Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djvle vil tage dem! Naa,
hvem er saa du?"

"Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer
Breve fra Yppersteprsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der
er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den
Mand, som skulde have vret en af de Tre, og sat sig selv i hans
Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djvel
for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab,
som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har
set."

"De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mrk Latter, "de
Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lkkerbidskener
for rneungerne. Hvad er det, I vil mig?"

"Det er dette advarende Brev, der skal besrges," svarede Manden, og
medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i
hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der
gemte den paa sit Bryst og saa gik hen til sin Kamel, som han
besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille
Selskab og sagde:

"Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nrheden af Vadestedet,
thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dr i Nattens stille
Timer, og de bringer dem, der hrer dem, Dden."

Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet
bort, bemrkede jeg med stor Glde, at Selskabet i stor Hast satte
over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevgede mig frst
fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem.
Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af
mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde
slaaet Lejr.

Da jeg naaede Baalet, sa jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel
og gaaet ind i sit Telt. Han var i Frd med at skifte Klder.

"Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pnt ud af," sagde han, "og
jeg maa tilfje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Klgt for det.
Hvis De ikke havde prvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden
Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed vre blevet fangne i en Snare,
som det ikke havde vret muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke
blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Kbet forbedret vor
Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil
har gjort, kan vi vre indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften."

"Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i
den senere Tid, bringer mig til at tnke, at vi gr klogest i ikke at
slge Bjrneskindet, fr vi har skudt Bjrnen."

"Det har De ganske Ret i."

En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde
spist den, sad vi om Lejrilden og rg og talte, medens de dansende
Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner
blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og
man hrte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Stj af de
tjrede sler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og
n Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne.

Den nste Morgen lidt efter Daggry hvede vi Lejren, lagde Pakkerne
paa Dyrene igen, besteg dem og red. De frste ti Mil eller saa var
Vejen forholdsvis jvn. Den frte langs med en Dal, hvis Indgang var
den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om
Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Hjslette, hvorfra vi havde
en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet ls tidligere paa Dagen,
for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin
tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi
gjorde det, for paa den Hjde, vi nu var steget op til, vilde det
have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med
den. Ikke n, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra
Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Klfter, saa
godt vi kunde. Ved mange Lejligheder sa det ud, som om det vilde
vre ndvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med
os, men i hvert enkelt Tilflde triumferede Taalmodigheden og
Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage
videre med dem.

Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet
bidende kold, og det sa ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne.
Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted,
hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden
fuldstndig bedkket med Sne.

Det strke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag,
for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke
kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at
vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for
temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier
sammen, og da Nikola sa dette, besluttede han at holde Rast igen.

Vi valgte det Sted, der var mest i L, ryddede Sneen bort og rejste
vort Telt, og da dette var gjort, tndte vi et Baal og tjrede Resten
af vore sler. Vi srgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og
dkkede ham godt til med alle de Klder, vi kunde undvre, men vor
Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften dde han.

Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa
lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfrdet.

"Denne Mands Dd," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke
lade det delgge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi
straks brer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok
endnu, hvis vi skynder os."

Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab
med den stakkels Mands Lig, og vi lftede det op og bar det hen til
en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde
vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de
blidt faldende Snefnug at bedkke ham fuldt saa godt, som vi kunde
have gjort. Men samme Aften indtraf der to andre ubehagelige Ting.
Vore to sler kunde ikke lnger taale det strenge Klima og var lige
ved at d. Da Nikola sa det, forlod han atter Teltet, tog sin
Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt,
skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet.

"Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans
sidste Handling.

"Hvis De nsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersg vort
Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af
disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan
jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at
slippe op. sler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det
var derfor, jeg skd dem."

Den nste Morgen, fr vi drog videre, skar vi alt det Kd, vi kunde,
af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Sgen
efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde vret den
foregaaende Dag, og hvad der forgede det haablse i vor Stilling,
var, at jeg begyndte at fle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli
ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig
end et levende Menneske.

Undertiden oplever jeg i Drmme denne frygtelige Tid. Jeg ser det
snedkte Land med sine gabende Afgrunde, sine jvnt skraanende Dale
og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trtte, hjertesyge Mnd, der
kmper os frem og synker ned i det hvide Ligklde ved hvert Trin,
Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt
Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svver der
en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det
ellers pletfri hvide. Saa forandres Drmmen altid, og jeg vaagner op
med en underlig, navnls Rdsel, som jeg ikke kan forklare. Men
tilbage til min Fortlling.

En Time fr Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa
Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke
glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne
frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os
at rejse et Telt. En Dsighed, som det syntes umuligt at modstaa,
tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine
Feberfantasier pludrede han uophrligt.

"Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet,
hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er
dd om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa flger De snart
efter ham. Nu vil jeg prve paa at holde Dem vaagen."

Den mrkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved
Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbrt og en ske med Brikker.

"Maa jeg have den Fornjelse at spille et Parti Skak med Dem?"
spurgte han saa hfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der
mdtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende
og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden,
begyndte vi at spille, og fr jeg havde gjort tre Trk, var jeg
blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen.

Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg vd kun,
at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde
Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udfrte dem, som om han
ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til
Daggry og standsede kun for at kaste Brnde paa Ilden og n Gang for
at sge at hjlpe Kulien, lige fr han dde. Da vi saa hurtigt havde
spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen
Medicinkassen og vort lille Forraad af Fde og de Smaating, som vi
kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge
troede, sikkert var vor sidste March.

Hvor slsomt indrettede ikke Skbnen det! Da vi forlod Hjen og
beredte os til at stige ned i Dalen, sa vi pludselig en stor
Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi
havde sgt saa lnge, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget.




XIII. KAPITEL.

  Klostret.


Vi stod og sa ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig
var kommet til det Sted, vi havde hrt saa meget om. Dr laa Klostret
ensomt paa Randen af en Afgrund, en mrk, graa Samling af Tage og
Taarne, omgivet af en hj Mur. Men sknt vi kunde se det tydeligt nok
foran os, var det vigtigste Sprgsmaal, hvorledes vi skulde naa det.
Dalens Klippevgge knejsede til alle Sider saa langt, som jeg kunde
jne. Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok
tilstrkkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad
den, men paa den anden Side af Afgrunden hvede der sig en stejl
Skrnt, der var over femten Hundrede Fod hj, og sknt jeg undersgte
den omhyggeligt, kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged
kunde finde Fodfste.

"Det vil tage os en Uge at komme om paa den anden Side," sagde
Nikola, da han havde undersgt Forholdet med sdvanlig Omhu. "Vi
sulter allerede nu, saa vi vilde vre dde, fr vi naaede Halvvejen."

"Hvad skal vi da gre?"

"Klatre ned i Dalen, antager jeg."

"Det vil blive en frygtelig Historie."

"Men det vil vre lige saa galt at d heroppe," svarede han. "Det
vrste er, at jeg ikke kan se, hvorledes vi skal komme derop, naar vi
er kommet ned. Men da vi maaske kan knkke Halsen paa Vejen ned, saa
er det bedre at opstte at drfte det Sprgsmaal, til vi vd, at vi
er ankommet sikkert dernede. Naa, kom saa."

De nste ti Minutter brugte vi til at undersge, hvor vi bedst kunde
klatre ned ad Klipperne. Da vi havde opdaget det, krb vi ud over
Randen og begyndte at stige ned. De frste halvandet Hundrede Fod
eller saa var det let nok. Vi havde ikke andet at gre end at lade os
falde fra Klippe til Klippe, men saa blev Sagen vanskeligere. Der var
en uafbrudt Klippeflade, hvor der nsten kun var en Smule Fodfste
hver fyrretyvende Fod. Muren ved Peking var intet i Sammenligning med
denne Klippevg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde vret fl
nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men
Nikola var som sdvanlig Situationen voksen.

"Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den."

Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa
bandt han rmerne paa de to Frakker sammen. Da dette var gjort, krb
vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de
forkrblede Trer, den eneste Vegetation, der saas paa hele
Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang,
tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et
Sted, hvor den kunde gro. Saaledes vandt vi en Lngde af tre Fod, i
det hele nsten femten Fod, som, naar vi havde tilfjet vor egen
Lngde, kunde bringe os ned til den nste Afsats saaledes, at vi oven
i Kbet havde en Fod tilovers.

Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den re,
hvem der skulde gaa frst ned og prve Rebets Styrke, og Loddet
tilfaldt naturligvis Nikola, som Skbnen vilde, altid skulde vre den
frste. Fr han svang sig ned, undersgte han omhyggeligt den Strop,
med hvilken hans Skat, Medicinkassen, var fastgjort om hans Hals.
Saa nikkede han til mig, knlede ned paa Klipperanden, tog Rebet i
Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornjelige
jeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet
var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den
bedste Silke og vvet i et Stykke undtagen dr, hvor rmerne var syet
til. Roden holdt imidlertid, og straks efter hrte jeg Nikola raabe,
at jeg skulde flge efter ham. Det var ikke uden Frygt, at jeg firede
mig ned ganske langsomt, og sknt Rebet var forholdsvis kort, syntes
det mig at vare Aarhundreder, fr jeg kom i Nrheden af Nikola. Endnu
tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Frd med at
lyknske mig til min Flinkhed, da der ld en ildevarslende,
skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i nste jeblik faldt jeg
baglnds ud i Luften. Jeg troede, at jeg var fortabt, men heldigvis
var Ulykken ikke saa alvorlig, som den kunde have vret, for Nikola
viste den sdvanlige Aandsnrvrelse, trykkede sig fast op imod
Klippevggen og tog fat i Rebet, medens det gled forbi. Resultatet
heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at
styrte ned paa den lille Hjslette nedenunder, hvorved jeg
sandsynligvis vilde have knkket Halsen eller i det mindste en Arm
eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned
paa en Afsats.

"Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover.

"Mere forskrkket end saaret," svarede jeg, "men hvorledes vil De nu
komme ned?"

Uden at vrdige mig Svar vendte Nikola sit Ansigt imod Klippen, lagde
sig paa Kn, og idet han saa tog fat i Kanten, firede han sig ned og
slap, hvorpaa han stod sikkert ved Siden af mig, og da han havde
overbevist sig om, at Medicinkassen var i Orden, gik han roligt der
hen, hvor vore Frakker var faldet ned, og lste dem fra den knkkede
Rod. Da han saa havde rakt mig min, tog han sin egen paa og mente nu,
at vi kunde fortstte vor Klatren uden mere Besvr. Jeg tror, at hvis
Nikola tilfldigvis faldt ned i Underverdenens Svlg og ved sin
overmenneskelige Sindrighed havde vret saa heldig at komme op igen,
saa vilde han roligt stte sig ved Afgrundens Rand og give sig til at
undersge, af hvilke kemiske Substanser de Pletter, han havde faaet
paa sine Klder, var frembragte. Jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg
i al den Tid, jeg har kendt ham, aldrig en eneste Gang har set ham i
virkelig Forlegenhed.

Vor Klatretur ned til Dalens Grund var ikke saa vanskelig mere, sknt
saa farlig, at vi maatte foretage den med den strste Forsigtighed.
Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde set op paa de
knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi
nu skulde gre.

Vi behvede imidlertid ikke at vente lnge, for det lod til, at vor
Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedkket med bldt
Grnsvr, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op. Vi skulde
lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hrte en mrkelig Lyd. Den
lignede mest et daarligt blst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra
begge Sider. Saa hrtes der en Stemme i Nrheden af os, men hvorfra
kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt:

"Hvem er I, som saaledes nrmer jer til Klippeboligen?"

"Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola.

"Velkommen," sagde den samme lidenskabslse Rst. Saa tilfjede den
efter en Pavse: "Gaa fremad til det aabne Sted derhenne og vent."

I al den Tid, da Stemmen talte, havde jeg lyttet omhyggeligt i Haab
om at opdage, hvorfra den kom, men min Anstrengelse var unyttig. I
det ene jeblik syntes den at komme fra hjre, i det nste jeblik
fra venstre Side. Den havde ogsaa en ljerlig, metallisk Klang, som
gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhrte. Naar
jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den
lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde hre selv; den gjorde
et hjst ejendommeligt Indtryk.

Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte
ham.

Vi kom til Stedet og stod og ventede. I nsten ti Minutter sa vi os
forventningsfuldt om. Der var intet at se i Dalen undtagen det grnne
Grs og nu og da en Fuglerst. Saa viste der sig blandt Klipperne til
hjre n af de mrkeligste Skikkelser, jeg nogensinde har set i mit
Liv. Han var kun lidt over tre Fod hj, hans Skuldre var umaadelig
brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af
Fdderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i
Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en
lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende
Falset:

"Vil Deres Excellencer vre saa venlige at flge mig?"

Saa drejede han sig om paa Hlene og gik omtrent en tre Hundrede Fod
foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi
var tt bag ved ham, og gik hen imod noget, der sa ud som et Hul i
Klippen, og forsvandt dr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor
Hule, hvor han bjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os
Velkommen. Paa begge Sider var der en Rkke af mindst tolv Dvrge,
der var kldt akkurat paa samme Maade og alle lige saa smaa og
hslige som han. De holdt Fakler i Haanden, og saa snart de sa, at
vi fulgte, gik de lngere ind i Hulen, anfrte af den lille Mand, som
frst var kommet.

Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at vre Jordens inderste
Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som
snoede sig spiralformet opad. Dvrgenes Procession gik igen foran os
uden at gre mindste Stj. Det var en uhyggelig Procession, og hvis
ikke Faklerne havde udsendt deres osende Lys, og Flagermusene var
fljet frem og tilbage, vilde jeg have vret tilbjelig til at tro,
at jeg havde en mrkelig Drm, ja, jeg flte virkelig mere end n
Gang en Trang til at rre ved Stenvggen for at overbevise mig om, at
jeg virkelig var vaagen. Jeg kunde se, at Nikola njagtig iagttog
alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et
Vsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige
Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig
opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det nsten
svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben
vilde nsten ikke bre mig lngere, da vi endelig standsede ved en
stor Dr paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab
gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor,
frte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi
til en anden Afsats. Da vi sa os om, opdagede vi, at vi stod i en
uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore
Hoveder, til hjre og venstre var der Buer af en underlig Tegning,
medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas
var malet blodrdt. Hele Hallen laa i Halvmrke, og sknt den gjorde
Indtryk af at vre et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg
ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette.

Da vi naaede derop, gav den Dvrg, som vi frst havde truffet, sine
Flgesvende Tegn til, at de skulde trkke sig tilbage, og viste os
saa Vej til en lille Forhjning, der var anbragt midt i Hallen. Han
betydede os, at vi skulde stille os dr og stillede sig selv paa Vagt
ved Siden af os.

Vi blev staaende der i hele ti Minutter og sa hen imod det blodrde
Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var hjst
ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig
for ikke at vise Tegn paa Nervsitet.

Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort re. Fra det
svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en
skingrende, barbarisk March. Den hrtes i nsten fem Minutter,
hvorpaa to Dre, n paa hver Side, blev aabnede, og en Procession
traadte ud. Den bestod af Mnd, for jeg har ingen Ret til at antage,
at det ikke var Mnd, men der var intet i deres Ydre, som stttede
denne Antagelse. De var alle ifrt en lang, sort Kappe, der naaede
ned til Fdderne. Hnderne var skjult af umaadelig store rmer og
Hovedet indsvbt i et tykt Slr, der var kastet tilbage og bedkkede
baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til
jnene.

De kom frem n efter n og stillede sig op i regelmssige Rkker paa
begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet.

Da den sidste var kommet ind, og Drene var blevet lukkede igen,
begyndte Gudstjenesten. Tusmrket, i hvilket det store, rde Vindue
stirrede som et ondt je, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den
hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mrkelige Ry, som
dette Sted og dets Beboere havde, forgede den Flelse af Rdsel, som
betog mig.

Da Munkene havde knlet i Andagt i nsten et Kvarter, hrte vi en
stor Klokkes dmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa n
Gang og gik hjtideligt ud af de Dre, gennem hvilke de var traadt
ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme
uhyggelige Tavshed.

"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor
kommer der ingen og modtager os?"

"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end
behageligt."

"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen."

Medens han talte, blev et Forhng i Koret draget til Side, og en
Mand, der var kldt paa samme Maade som de, vi havde set under
Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod
os. Da han naaede den Forhjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og
gav os Tegn til, at vi skulde flge ham. Det gjorde vi, idet vi gik
op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhnget. Her
fandt vi igen en Trappegang, der frte til en lang Korridor, paa
begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom
fra den Fakkel, som vor Frer havde taget ud af en Ring, da han
forlod Hallen, og nu gik med i Haanden.

Uden at standse frte Munken os gennem hele Korridorens Lngde,
drejede saa til hjre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket
et andet Forhng til Side, gav han os Tegn til at flge efter ham
ind i et snvert, men hjt Vrelse. Det var tarveligt udstyret med et
Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snver
Revne i Vggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.

Da vi var kommet indenfor, vendte vor Frer sig om, og idet han
nrmede sig til mig, pegede han frst paa mig og sa paa Vrelset som
om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han
Nikola ved Armen og frte ham gennem en anden Dr ind i et indre
Vrelse som jensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud
igen og gik sin Vej uden at mle et Ord. Et jeblik senere viste
Nikola sig i sin Dr og indbd mig til at se hans Bolig der for
Resten fuldstndig lignede min i alle Enkeltheder.

"Naa, saa er vi da sluppet ind," sagde Nikola, "og vi opdager enten
det, vi nsker at vide, om meget kort Tid, eller vi bliver sendt af
Sted for at udforske Hemmeligheder i en anden Verden."

"Det er jo ikke udenfor Mulighedernes Omraade, at vi kommer til at
gre begge Dele," svarede jeg.

"Fr vi gaar videre, vil jeg sige Dem en Ting, Bruce," sagde han uden
at nse min Bemrkning. "De maa huske paa, at dette Sted ikke ligner
et almindeligt shamanistisk eller buddhistisk Kloster, hvor Tingene
gaar, som de kan bedst. Her ver hver enkelt Mand den strst mulige
Selvforngtelse, og blandt andet er jeg vis paa, at Maaltiderne ikke
vil vre videre heldige. Vi bliver ndt til at forsone os med mange
underlige Vaner, og i al den Tid maa vi holde jnene vidt aabne, saa
at vi kan faa det mest mulige ud af enhver Lejlighed, der tilbyder
sig."

"Jeg har ikke noget imod deres Skikke," svarede jeg, "men det gr mig
ondt at hre det, De siger om Maaltiderne, for rligt talt, for
jeblikket er jeg simpelthen ved at d af Sult."

"Det er der ikke noget at gre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke
faar noget fr i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro."

Jeg stnnede og gik tilbage til mit Vrelse. Det var blevet omtrent
Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig
paa min Seng og prvede paa at forsone mig med Tilstanden. Jeg
spekulerede i nogen Tid; saa blev jeg overfaldet af et Anfald af
Dsighed, og det varede ikke lnge, fr jeg laa i en dyb Svn.

Men min Sult skulde tilfredsstilles nogenlunde, inden der var gaaet
lang Tid. Ved Solnedgang hrte jeg Fodtrin i Korridoren, og straks
efter viste der sig en barfodet Munk, helt sortkldt og med den samme
uhyggelige Htte over Hovedet, og han bar en stor Skaal i Haanden.
Han gik med den gennem mit Vrelse og satte den paa Nikolas Bord.

Da han kom ind, traf han den sidstnvnte paa Kn i Frd med sine
Andagtsvelser, og jeg begyndte at bebrejde mig, at jeg ikke havde
frembudt det samme Skue, da han traadte ind til mig.

Manden var neppe gaaet igen, ja Lyden af hans Fodtrin var neppe det
bort, fr jeg var i det inderste Vrelse.

"Middagen er serveret," sagde Nikola og gik hen til Skaalen paa
Bordet. Til min Rdsel indeholdt den kun lidet andet end halvanden
Pgl af den tyndeste Suppe, noget Menneske nogensinde har set. I
denne Vdske svmmede der nogle faa Riskorn, men der var ikke noget
af en solidere Slags Fdevarer. Der var hverken Ske eller Brd, saa
hvorledes vi skulde drikke Suppen uden at lfte Skaalen op og hlde
den ned i Halsen, kunde jeg ikke tnke mig, men Nikola lste Gaaden
ved at tage et lille Rejsebger i sin Medicinkasse og give mig det,
og saa tog jeg da fat. Da jeg sa, at Nikola selv neppe nd mere end
et Bger fuldt, gjorde jeg ham Forestillinger, men forgves. Han
sagde, at han ikke nskede mere, og dermed var Sagen afgjort. Jeg
spiste altsaa Resten, og da jeg var frdig, var jeg lige saa sulten
som fr. Hvis dette var Klostrets Kost, sagde jeg til mig selv, saa
vilde jeg vre et Skelet, naar vi en Gang forlod det, hvis dette da
lykkedes os.

Da jeg havde endt mit Maaltid, var den lange Lysstribe, der havde
vret at se under Vinduet, da vi kom, og gradvis var gaaet over
Gulvet, nogle Fod oppe paa den modsatte Vg. Lidt senere forsvandt
den helt. Vrelset laa snart i fuldstndigt Mrke, og jeg maa sige,
at mit Humr var alt andet end godt. Jeg vendte tilbage til Nikolas
Vrelse, og det var just ikke i en spgefuld Stemning.

"Dette er jo meget morsomt," sagde jeg ironisk. "Mon de ikke vil
modtage os paa en ordentlig Maade?"

"Det kommer nok altsammen, naar det skal," svarede han roligt. "Vi
faar nok saa megen Spnding, at vi kan have godt af det hele Livet,
og jeg tvivler heller ikke om, at vi kommer i Fare."

"Jeg bryder mig ikke om Fare," sagde jeg. "Det er denne skrkkelige
Venten, der tager paa mine Nerver."

"Naa, ja, De behver vist ikke at vente lnge. Hvis jeg ikke tager
fejl, saa kommer der nogen og henter os nu."

"Hvoraf vd De det," spurgte jeg. "Jeg kan ikke hre nogen."

"Men de kommer alligevel," svarede Nikola. "Hvis jeg var Dem, vilde
jeg gaa tilbage til mit Vrelse og vre rede til at modtage dem, naar
de kommer."

Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Vrelse, hvor jeg
ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over.

Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg
ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han
havde sagt det til mig, hrte jeg en Mand komme ned ad Trappen. Saa
viste der sig et klart Lys paa Vggen, og et jeblik efter traadte
den samme Dvrg, som havde frt os ind i Klostret, ind i mit Vrelse,
med en Fakkel i Haanden. Da jeg sa at han nskede at tale med
Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at vre
stille, og idet jeg satte den mest rbdige Mine op, gav jeg ham Tegn
til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste
Vrelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind
til sig. Dette gjorde jeg, og i nste jeblik stod Dvrgen for ham.

"Jeg er sendt, Fremmede," sagde den sidstnvnte, "for at stvne dig
til en Sammenkomst med de Store i Bjergene."

"Jeg er rede," sagde Nikola hjtideligt, "lad os gaa."

Saa vendte Dvrgen sig om og viste Vej ud i Gangen. Jeg havde ikke
Lyst til at blive tilbage og fulgte derfor tt i Hlene paa Nikola.
Vi gik frst op ad en lang Trappe, saa gennem en stor Hal og naaede
endelig en lille Forstue. Her blev der sagt, at vi skulde vente, og
Dvrgen forsvandt bag et Forhng og talte med nogen indenfor. Da han
kom tilbage igen, trak han Forhnget til Side og gav os Tegn til at
trde ind. Vi kom ind i et Vrelse, der ikke var saa lidt strre, og
hvori en Munk i den sdvanlige Dragt holdt Vagt. Han modtog os med et
Buk, ligeledes uden at tale, og frte os til et andet Vrelse, hvis
Dr blev bevogtet af en anden Munk.

Da vi naaede den sidste Forstue, gik Nikola ind foran mig uden at se
til nogen af Siderne, med Hovedet bjet, og idet hele hans Holdning
udtrykte den strste Fromhed. Her blev der sagt, vi skulde vente.
Munken forsvandt og viste sig ikke igen fr efter omtrent fem
Minutter. Da han kom, pegede han paa en Dr paa den modsatte Side og
opfordrede os til straks at trde ind.

Vi gjorde det og befandt os i et stort Vrelse med ganske sorte
Gardiner og Forhng. Ved Lyset af de Fakler, der var anbragt i Ringe
paa Vggen, kunde vi skelne to Mnd, der sad paa fint udskaarne Stole
paa en Slags Forhjning i Baggrunden. De var kldt paa samme Maade
som Munkene, og af denne Grund var det ganske umuligt at opdage, om
de var unge eller gamle. Saa snart vi var kommet indenfor, blev jeg
staaende ved Dren, medens Nikola gik frem og stillede sig foran det
stille Par paa Forhjningen. Et jeblik var der ingen, der sagde et
Ord. Saa rejste Manden til hjre sig, vendte sig hen imod Nikola og
sagde:

"Hvem er I, og med hvilken Ret forstyrrer I min Ensomhed?"

"Jeg er den Mand fra Hankow, som du har faaet Underretning om,"
svarede Nikola rbdigt med en dyb Hilsen, "og jeg er kommet, fordi
du befalede det."

"Hvad Bevis har vi for det?" spurgte den Mand, der frst havde talt.

"Du har Brevet, som dit Bud har sendt dig fra Yppersteprsten i
Lamaklostret i Peking, og som meldte, at jeg kom," svarede Nikola,
"og jeg har dette Symbol, som I har sendt mig."

Her fremviste han den Stok, han havde skaffet sig fra Wetherell, og
holdt han op, saa den anden kunde se den.

"Og hvis dette er sandt, hvad vil I saa hos os?"

"Jeg er her, for at jeg kan udfre de levendes og ddes Befaling."

"Det er godt," svarede den anden og satte sig ned igen.

I fem Minutter eller saa var der en ny Pavse, under hvilken ingen
talte, og ingen bevgede sig. Jeg stod ved den ene Side af Dren, og
den Mand, der havde frt os ind, ved den anden. Nikola stod foran
Forhjningen, og paa den sad stive og ubevgelige de to sorte
Skikkelser, som jeg har beskrevet. Da denne Tavshed havde vedvaret i
nogen Tid, begyndte jeg at fle mig til Mode, som om jeg selv var
ndt til at tale, hvis en anden ikke snart gjorde det. Spndingen var
frygtelig, og dog stod Nikola fast, han rrte ikke en Muskel og viste
ikke det mindste Tegn paa Forvirring.

Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt:

"Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?"

"Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gre, hvad I paalgger mig."

"Er du sikker paa, at du ikke nrer nogen Frygt?"

"Ja, det er jeg sikker paa," svarede han.

"Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hrer til dit Arbejde?"

Til min Overraskelse svarede Nikola ydmygt:

"Jeg har ingen Kundskab, men, som du vd, har mine Tanker sysselsat
sig med at granske mange Ting, som sdvanlig er skjult for
Menneskene."

"Det er godt," svarede den anden Mand paa samme Maade som den frste.

Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der frst havde
tiltalt Nikola, med en myndig Mine:

"I Morgen Aften vil vi prve dine Kundskaber og dit Mod. For
jeblikket skal du forberede dig og vente."

Derpaa gav Munken ved Dren Nikola et Tegn til at flge ham.

Det gjorde han, og jeg forlod Vrelset i Hlene paa ham. Saa blev vi
frt tilbage til vore Celler og ladt alene.

Vi talte sammen en kort Tid og gik saa til Hvile. For den Dag havde
vi sandelig haft Spnding nok.

Nste Dag stod vi tidligt op, spiste lidt Ris til Frokost, modtog
ingen Gster og forlod ikke vore Vrelser hele Dagen. Kun den Munk,
der havde bragt os Mad den foregaaende Aften, besgte os igen, men
havde ligesom fr intet at sige. Vort Aftensmaaltid blev anrettet ved
Solnedgang og bestod af den samme Suppe som fr. Saa blev det mrkt,
og omtrent paa samme Tid som den foregaaende Aften viste Dvrgen sig
for at fre os til Mdet.




XIV. KAPITEL.

  En Prve.


Da vi forlod vore Vrelser, drejede vi til hjre i Stedet for til
venstre og kom igennem en lang Gang, der laa under den, i hvilken
vore Celler fandtes. Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret
denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn
til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende
Dag. Men som alle andre var den ganske mrk. Der var kun hist og her
store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene. En Gang paa denne
Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersge disse Mure, og jeg
opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som
jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der
mrkeligt lignede Granit. Heraf sa jeg, at Cellerne og Gangene var
opfrt af Menneskehnder, men hvor lnge det kunde have taget at
udfre en saa uhyre svr Opgave, det var noget, som jeg slet ikke
kunde beregne. Men tilbage til min Fortlling.

Fra den lige beskrevne Korridor gik vi ned ad en anden Trappe, saa
over en snver Afsats, hvorefter der igen kom en Trappe. Da vi naaede
den, hrte vi en Stj, der lignede fjern Torden.

"Hvad er det for en Lyd?" spurgte Nikola vor Frer.

Dvrgen svarede ikke, men idet han frte os langs med den ene Side af
Gangen, holdt han sin Fakkel op over Hovedet og gjorde Tegn til, at
vi skulde se.

Et jeblik forhindrede den flagrende Flamme os i at se noget som
helst. Saa blev vore jne vante til Lyset, og til vor Forbavselse
opdagede vi, at vi stod paa selve Randen af en uhyre Afgrund. I dette
Svlg fo'r Vinden, der maatte komme ind fra en eller anden Gang,
omkring og hvinede med den afskyeligste Stj, medens der var et
glimrende Vandfald ovre paa den anden Side ikke mere end atten Alen
derfra. Det er umuligt at beskrive, hvor prgtigt disse Vandmasser
sa ud, der larmende fo'r ned gennem Mrket i selve Jordens Indvolde.
Faldet maa have vret dybt, for der kom intet Skum op til os; alt,
hvad vi kunde se, var en sort Vandmasse, som styrtede forbi os. Vi
stod med aaben Mund og sa til, og da vor Forundring og Nysgerrighed
var tilfredsstillet, vendte vi os om og fulgte vor Frer tilbage til
det Sted, hvor vi frst havde hrt Stjen. I den anden Ende af denne
Gang eller Afsats, hvad man nu skal kalde den, var der en stor
Stenbuegang, der lignede en Tunnel mere end noget andet. Ved
Indgangen til den stod en Munk. Dvrgen gik hen til ham og sagde
noget med dmpet Stemme, hvorpaa han tog en Fakkel fra Muren og gav
os Tegn til at flge sig. Dvrgen vendte tilbage til de hjere Egne,
medens vi styrtede os dybere ned under Jordens Overflade. Om vi
virkelig var saa langt nede, som vi indbildte os, eller om
Fugtigheden blev voldt af en eller anden Forbindelse med Vandfaldet,
det vd jeg ikke, men under alle Omstndigheder var Vgge og Gulv
strmmende vaade.

Gangen eller Tunnelen var meget lang, idet der var mindst
halvtredsindstyve Fod fra Indgangen til Udgangen. Da vi var kommet
igennem den, stod vi i den strste Hule, jeg nogensinde har haft det
Held at se, ja, den var saa stor, at det var med den strste
Vanskelighed, at jeg i Halvmrket kunde se den anden Side.

Vor Frer viste os gennem den frste Tvrgang ind i Hovedgangen og
forlod os saa. Der var ikke Tegn til Bohave af nogen Slags, hverken
Bnke, Alter eller lignende, og, saa vidt vi kunde se, var der ikke
en levende Sjl i Nrheden. Den eneste Lyd, man hrte, var en svag
Dryppen af Vand, der syntes at komme fra alle Sider i Hulen.

"Naa, det er jo meget hyggeligt," hviskede jeg til Nikola. "Jeg
haaber, at Forestillingen snart begynder."

"Tys," sagde han, "vr forsigtig med, hvad De siger, for De vd ikke,
hvem der maaske hrer Dem."

Han havde neppe sagt dette, fr Aftenens frste hemmelighedsfulde
Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som
havde ligget til hjre, da vi traadte ind. Lyset var bedre paa dette
srlige Sted end noget andet Sted, og jeg tr svrge paa, at, saa
vidt jeg tror, saa var der i dette jeblik ikke noget menneskeligt
Vsen mellem os og Vggen. Men da vi sa derhen, syntes en Skikkelse
at hve sig op af Jorden foran os. Den kom nrmere, og idet den
gjorde det, antog den menneskelig Form. Dette Kunststykke var flinkt
gjort, og hvorledes det gik til, forstaar jeg endnu ikke den Dag i
Dag. Naturligvis kan Manden vre traadt frem bag en Pille, der var
indrettet srlig til dette, eller han kan vre kommet op fra en
Falddr i Gulvet, sknt jeg for mit Vedkommende betragter begge disse
Ting som usandsynlige. At han kom var imidlertid en Kendsgerning.

"Efter dit eget nske og uden nogen Magt, der er anvendt af
Menneskevsner, er du her og beder om, at vor Ordens Visdom maa blive
afslret for dig. Der er endnu Tid til, at du kan trkke dig tilbage,
hvis du vil."

"Jeg nsker ikke at trkke mig tilbage," svarede Nikola fast.

"Lad det saa vre saa," sagde Manden. "Flg mig."

Nikola bevgede sig fremad, og jeg vilde ledsage ham, da Manden, der
gik foran, vendte sig om, og idet han pegede paa mig, sagde han:

"Gaa ikke videre, det er ikke rigtigt, at du ser, hvad der nu skal
afslres."

Nikola sa paa mig og sagde roligt: "Bliv!"

Da han havde sagt det, fulgte han den anden gennem Hulen og forsvandt
straks efter. I nogle Minutter stod jeg paa det Sted, hvor de havde
forladt mig, og lyttede til Vanddraabernes Fald fra de fjernere Dele
af Hulen, iagttog Flagermusene, der fo'r hurtigt op og ned i de mrke
Gange, og tnkte paa, hvad det var for Hemmeligheder, Nikola blev
indviet i. Tavsheden var meget trykkende, og den syntes at blive
vrre med hvert jeblik, jeg ventede. Hvis jeg sagde, at jeg blev
skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin
af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Flelse. Jeg
nskede jo desuden ogsaa at vre ved Nikolas Side, hvis han skulde
komme i Forlegenhed.

Medens jeg ventede, blev nsket om at vide mere om, hvad han gjorde,
strkere og strkere hos mig. Jeg flte, at hvad der saa end skete,
maatte jeg vre til Stede ved den Sammenkomst, han var blevet hentet
til. Ingen, sagde jeg til mig selv, vilde have Skade af det, og selv
om de tilfldig skulde opdage, at jeg havde fulgt dem, saa flte jeg,
at jeg kunde stole paa min egen Uforskammethed og Opfindelsesevne,
naar det gjaldt om at forklare min Nrvrelse.

Jeg var aldrig saa snart blevet enig med mig selv, fr jeg gik gennem
Hulen i den Retning, i hvilken de var forsvundne. Da jeg naaede den
fjerneste Del af den, opdagede jeg en lille Gang, fra hvilken der
igen frte en Trappe nedad. Jeg gik sagte ned ad den, idet jeg paa
samme Tid forsgte at udgrunde, hvor dybt inde i Bjerget, vi var; men
som sdvanlig kunde jeg ikke komme til nogen tilfredsstillende
Slutning.

Da jeg kom ned for Enden af Trappen, stod jeg i en ejendommelig Slags
Hvlving, der blev stttet af Piller, og paa alle Sider var omgivet
af Rkker af Nicher eller Hylder, der efter de romerske Katakombers
Skik var udhuggede i den faste Klippe. Dette triste Sted var belyst
af tre Fakler, og ved Hjlp af dem kunde jeg i hver Niche skelne en
Menneskeskikkelse, der var indsvbt i Bind. Det var ikke uden en
Flelse af Rdsel, at jeg forlod den Trappe, ad hvilken jeg var
kommet ned, og begyndte at gaa omkring imellem Pillerne for at sge
en Dr, gennem hvilken jeg kunde komme ind i det Vrelse dernede,
hvor Nikola var sammen med de Store i Bjergene. Men sknt jeg sgte i
over ti Minutter, kunde jeg ikke opdage noget Tegn til saadan en
Indgang. Jeg var nu i en mrkelig Stilling. Jeg havde forladt min
Post i den strre Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet,
var jeg gaaet ned for at vre Vidne til, hvad der ikke var bestemt
for mine jne. Hvis nu Dren der oppe blev lukket af, og jeg ikke
kunde finde nogen anden Udgang, saa var jeg fanget som en Rotte i en
Flde, og hvad der gjorde Sagen vrre, det var, at jeg ikke havde
adlydt den strenge Befaling, som den Mand, der kaldte paa Nikola,
havde givet mig, og jeg havde udsat mig for at blive dadlet af Nikola
selv. Idet jeg huskede paa, hvor haardt han havde behandlet dem, der
fr havde fornrmet ham, besluttede jeg at vende tilbage, medens der
endnu var en Mulighed for det, men ligesom jeg var i Frd med at gre
det, var der noget mrkeligt ved Fodstykket af en af Pillerne til
hjre for det Sted, hvor jeg stod, som jeg blev opmrksom paa. Det
var enten en Revne, der blev forstrret af Faklernes usikre Lys,
eller det var en Indgang, som var snildt konstrueret i Stenen, og som
ikke var blevet rigtig lukket. Jeg nrmede mig, satte mit Knivsblad
ind i Revnen og trak det udad. Der opstod straks en Aabning, der
viste, at hele Pillen var hul, og, hvad der var vigtigere for mig, at
den indeholdt en kort Trstige, som frte ned i en ny Hvlving.

I samme jeblik var min Beslutning om at vende tilbage til den
verste Hule glemt. Jeg havde nu en Lejlighed til at opdage, hvad de
tog sig for, og, hvad der end skete, saa vilde jeg benytte den. Jeg
trak Dren helt op, krb ind og gik sagte ned ad Stigen. Da jeg var
kommet ned ad den, var jeg i fuldstndigt Mrke. Et jeblik kunde jeg
slet ikke forstaa Grunden til dette, da jeg tydeligt kunde hre
Stemmer, men da jeg flte mig frem, opdagede jeg, at det Sted, jeg
stod paa, var en Slags Forstue til et andet Vrelse, hvis Dr kun var
delvis lukket. Mine Sandaler gjorde ingen Stj paa Stengulvet, og jeg
var derfor i Stand til at liste mig hen til Indgangen af det inderste
Vrelse uden at vkke nogen Opmrksomhed. Hvilket Syn mdte der ikke
mit je!

Vrelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og
tredive Fod bredt, men i Stedet for at vre en almindelig Hule som
alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv
og Trpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor hjt det var, kunde
jeg ikke gtte, for Vggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden
paa dem i Mrket. Af Bohave var der kun lidt; der var dog et langt og
underligt formet Bord i Baggrunden og et andet nrmere ved Dren og
et trefodet Fyrfad til venstre. Det sidstnvnte indeholdt en Masse
gldende Kul, og da der var en Slags kunstig Trk bag ved det,
larmede det som en Esse i en Smedie.

Da jeg traadte ind, holdt Nikola noget, der sa ud som en lille
Flaske i venstre Haand. Jeg kunde ikke se nogen af de Mnd med de
sorte Htter, som jeg havde ventet af trffe, men ved hans Side stod
der to Mnd, der var kldt paa en helt anden Maade.

Den hjeste af de to var en midaldrende Mand, nsten helt skaldet,
med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort
Skg. Hans Kammerat, der jensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i
nsten hver Enkelthed. For det frste var han den ldste Mand, jeg
nogen Sinde har set bevge sig omkring. Han var lille og nsten
utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han
bevgede sig, sa det ud, som om Knoklerne maatte trnge frem gennem
den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde
vret meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Sknhed. Paa samme Tid
kunde jeg imidlertid ikke lade vre med at fle mig overbevist om,
at det ikke var en Asiaters Ansigt. Ligesom hans Flle havde ogsaa
han Skg, men hans var langt og snehvidt, hvilket gav ham et ganske
overordentlig vrdigt Udseende.

"Min Sn," sagde han henvendt til Nikola, "hidtil har du set, hvor
vidt de srlige Evner, som vi har talt om, kan udvikles ved et Liv,
der bestaar af stadig Bn og Selvforngtelse. Nu skal du erfare, i
hvilken Grad vor Sekt har hstet Gavn af jordisk Visdom. Du maa
erindre, at der i umindelige Tider har vret Folk iblandt os, som har
ofret deres Liv for at studere den menneskelige Skikkelses
Skrbeligheder og Ufuldkommenheder. Lgevidenskabens Undervrker er
naaet til os fra en Tid, der ligger tilbage endnu fr den velsignede
Buddhas Apoteose. Dag og Nat gennem de forskellige Slgtled og
Aarhundreder efter Aarhundreder har vore Trosfller i disse Huler
studeret og forget de Kundskaber, som vore Forfdre besad. Hvor
fjernt vi end er fra den vestlige eller stlige Verden, kender vi dog
enhver ny Opdagelse, og til de Redskaber, med hvilke vore Forfdre
arbejdede, har vi fjet alt gavnligt, som Mennesket siden har
opfundet. I hele Verden er der ingen, der holder Livets og Ddens
Hemmelighed i sin Haand saaledes som vi. Vil du have et Eksempel? Der
er for jeblikket et Tilflde her i Klostret, der kan paavise det."

Da han havde talt, slog han paa en Gongong, der hang paa Vggen, og
nsten fr Lyden var det hen, viste der sig en Munk. Den gamle Mand
sagde noget til ham, og han gik straks bort ad samme Vej, han var
kommet. Fem Minutter senere viste han sig igen, fulgt af en anden
Munk. De bar en Baare, paa hvilken der laa en Menneskeskikkelse. Den
gamle Mand gav dem Tegn til at stte den midt i Vrelset, hvilket de
gjorde, hvorefter de trak sig tilbage.

Saa snart de var gaaet, blev Nikola opfordret til at undersge den
Person, der laa paa Baaren. Han gjorde det, men glemte nsten i sin
Spnding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle. I omtrent fem
Minutter bjede han sig ned over Patienten, der laa saa stiv som en
Pind. Saa rejste han sig og henvendte sig til de andre.

"Det er et Tilflde af fuldstndig Lammelse," sagde han.

"Er du sikker paa, at den er fuldstndig?" spurgte den gamle Mand.

"Ja, jeg er ganske sikker paa det," svarede Nikola.

"Pas saa paa, for du skal vre Vidne til den Magt, som alle
Tidsaldres Visdom har givet os."

Han vendte sig om imod sin Flle og tog en stor Jernske fra ham.
Denne lagde han paa Fyrfadet, hvorefter han hldte en Spiseskefuld af
den Vdske, der fandtes i den omtalte Flaske, som Nikola havde holdt
i Haanden, paa den. Medens Skeen blev opvarmet, begyndte Vdsken at
dampe svagt, og Lugten af denne Damp mindede mig noget om en Blanding
af Sandeltr og Kamfer.

Da Vdsken var frdig til Brug, affrte den anden Mand Patienten hans
Klder. Medicinen blev derpaa hldt i hans Mund. Denne og hans
Nsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden,
hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top
til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med
Vdsken, da den blev opvarmet; den oplste sig delvis i en Damp, som
svvede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften.
Uddunstningen varede i omtrent fem Minutter, saa begyndte den at
holde op, og saa snart det var sket, blev han igen indsmurt,
hvorefter de to Mnd ltede Legemet paa en lignende Maade som
Massrer plejer at gre. Hidtil havde Mandens Hudfarve vret
zinkagtig hvid, men nu blev den efterhaanden som et sundt Menneskes.
Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte
Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en
halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Nseborene, og Manden, der
hidtil havde ligget som om han sov, aabnede jnene.

"Bevg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone.

Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet.

"Bj dine Ben."

Han adld.

"Rejs dig op."

Han rejste sig fra Baaren og stod foran dem, tilsyneladende saa strk
og sund, som et Menneske kunde vre.

"I Morgen skal denne Behandling gentages, og Dagen efter vil du vre
helbredet; gaa saa og aflg Taksigelser," sagde den gamle Mand med
hjtidelig Alvor. Saa vendte han sig om mod Nikola og vedblev:

"Du har set vor Magt. Kan noget Menneske i Verden udenfor disse Mure
gre det samme?"

"Nej, de er saa uvidende som Ormene under Jorden," sagde Nikola. "Jeg
priser Buddha for denne Mands Frelse."

"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har
set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at
gre det er det ndvendigt, at vi drager det Forhng til Side, som
skiller Menneskets Liv fra Dden. Er du bange?"

"Nej," svarede Nikola, "jeg nrer ingen Frygt."

"Det er godt," sagde den ldre Mand, idet han igen slog paa
Gongongen.

Da Munken atter viste sig, gav han ham en Befaling, og Manden trak
sig straks tilbage. Da han kom igen, bragte han og hans Ledsager en
anden Baare, paa hvilken der laa Liget af en Mand. Efter at Munken
var gaaet, sagde den gamle Prst til Nikola:

"Se paa denne Person, min Sn. Hans jordiske Pilegrimsgang er forbi,
han dde af Alderdom i Morges. Han hrte til vore Lgbrdre og var en
from og hellig Mand, og han passer til at fre dig, om hvis Fromhed
jeg har hrt saa meget, ind i vort store indre Kundskabsland.
Undersg ham selv og overbevis dig om, at Livskraften virkelig har
forladt ham."

Nikola bjede sig ned over Baaren og gjorde, som han fik Opfordring
til. Da han var frdig med sin Undersgelse, sagde han roligt:

"Det er, som du siger. Broderens Liv er udslukt."

"Er du overbevist om Sandheden af dine Ord?" spurgte den anden Mand.

"Ja, jeg er."

"Saa vil jeg endnu en Gang vise dig, hvad vor Videnskab formaar."

Ved sin Flles Hjlp hentede han noget, der sa ud som et stort
elektrisk Batteri, og stillede det ved den dde Mands Fdder. Prsten
forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et
Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede jnene.
Sknt jeg gjorde mig den strste Umage kunde jeg ikke se, hvad han
gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et jeblik svajede
frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at
blive nsten stiv. Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre
Minutter, og derefter aabnede han jnene, hvede sin hjre Arm og
pegede paa den dde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, sa jeg til
min Rdsel, at Ligets jne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa
pegede han paa den hjre Arm, hvorpaa den dde Mand lftede den og
lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme.
Da begge de hvide Hnder var i denne Stilling, vendte han sig om imod
Nikola og sagde:

"Er der noget i din Lrdom, som kan give dig Evne til at gre dette?"

"Nej," sagde Nikola, som jeg kunde se var lige saa forbavset som jeg.

"Men vor Magt ender ikke her," sagde den gamle Mand.

"Hvad mere kan du da lre mig, vidunderlige Fader?" sagde Nikola.

Manden svarede ikke, men lukkede igen jnene et jeblik. Idet han saa
stadig vedblev at holde paa Haandtagene, men pegede med dem hen imod
den dde Mand, raabte han hjt:

"I, som er dde, staa op!"

Og saa -- men jeg venter ikke, at man skal tro mig, naar jeg siger
det -- saa rejste den Mand, der havde vret dd i ti Timer, sig lidt
efter lidt fra Baaren, og tilsidst stod han for os. Jeg vedblev at
iagttage, hvad der skete. Jeg sa Nikola fare frem, som om han var
ude af sig selv, jeg sa den anden Mand udstrkke sine Arme for at
holde ham tilbage, og saa faldt Liget sammen paa Gulvet. De to Mnd
sprang straks frem, lftede det op og lagde det paa Baaren igen.

"Er du saa tilfreds?" spurgte den gamle Mand.

"Jeg er opfyldt af Forundring. Er det muligt, at jeg kan faa mere at
se?" spurgte Nikola.

"Vil du se mere?" svarede den ldste af de to med Gravrst. "Saa skal
du som sidste Bevis paa vor Magt, fr du aflgger de endelige Lfter
til vor Orden, hvorefter alle Hemmeligheder maa aabenbares for dig,
trnge ind i Skyggernes Land og, for saa vidt det er muligt for
Menneskejne, se vor Ordens dde Frere fra alle Tidsaldre staa foran
dig."

Ud af en Pose, der hang ved hans Side, tog han saa en Haandfuld af
noget, der sa ud som trrede Urter. Han kastede dem i Ilden og
nsten straks efter var Vrelset fyldt med tt Rg. Et Par Sekunder
kunde jeg intet skelne, saa drev den langsomt bort, og lidt efter
lidt syntes jeg, at jeg kunde se med en mrkelig Klarhed. Om jeg var
hypnotiseret og indbildte mig, at jeg sa, hvad jeg skal beskrive,
eller om det virkelig hndte, det vil jeg aldrig faa at vide. En Ting
er imidlertid sikker, Vrelset var fyldt med skyggeagtige
Menneskeskikkelser. De var fra forskellige Tidsaldre og hrte
jensynlig til alle Nationer. Nogle var Kinesere, andre Singhalesere,
atter andre Thibetanere, medens en eller to sikkert var Ariere og,
saa vidt jeg kunde se, lige saa godt kunde have vret Englndere.
Vrelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem. De
bevgede sig frem og tilbage uden en Lyd, men dog med regelmssige
Bevgelser. Jeg iagttog dem, og medens jeg gjorde det, kom der en
Rdsel over mig, som jeg aldrig havde kendt Mage til hele mit Liv.
Jeg flte, at hvis jeg ikke kom ud af Vrelset straks, vilde jeg
falde besvimet om paa Gulvet. I denne Tilstand skyndte jeg mig hen
til den Dr, gennem hvilken jeg var traadt ind, flj op ad Stigen
gennem Hvlvingen og derpaa gennem Hulen til det Sted, hvor jeg havde
staaet, da Nikola havde forladt mig, og saa faldt jeg besvimet om paa
Gulvet.

Hvor lnge jeg laa i denne Afmagt, kan jeg ikke sige, men da jeg kom
til mig selv igen, var jeg endnu alene.

Det maa have vret en hel Time senere, at Nikola kom ind til mig. Den
Munk, der havde frt os ind i Hallen, ledsagede ham og frte os hen
imod Tunnelen. Dr modtog Dvrgen os og frte os tilbage til vore
Vrelser.

Da vi var der, trak Nikola sig tilbage til det inderste Vrelse uden
at vrdige mig et Ord. Jeg var for overvldet og, jeg maa tilstaa
det, for forskrkket over, hvad jeg havde set, til at have Kraft til
at indlade mig med ham straks, og derfor lod jeg ham alene.

Han kom imidlertid et jeblik efter ind i mit Vrelse, gik hen til
mig, medens jeg sad paa min Seng, og lagde sin Haand venligt paa min
Skulder. Jeg sa ham ind i Ansigtet, det var blegere, end jeg
nogensinde havde set det fr.

"Bruce," sagde han, ikke uden et Anstrg af Beklagelse i sin Tone,
"hvor kan det vre, at De ikke gjorde, hvad jeg sagde, De skulde
gre."

"Det var min fordmte Nysgerrighed," sagde jeg bittert "men tro ikke,
at jeg ikke er bedrvet over det. Jeg vilde give alt, hvad jeg ejer i
Verden for ikke at have set, hvad jeg sa i det Vrelse."

"Men De har set det, og intet kan nogensinde berve Dem den Kundskab;
De vil fre den med Dem i Graven."

"Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter
hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme
bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."

"De er altsaa bange," svarede han med et underligt Udtryk i Ansigtet,
"jeg troede ikke, De var en Kryster, Bruce."

"I denne Henseende er jeg en Kryster," svarede jeg. "Giv mig noget at
gre, noget menneskeligt at kmpe imod, bestemte Farer, og jeg er
Deres Mand, men jeg egner mig ikke til at kmpe imod det usynlige."

"De maa huske paa, at det ikke blev forlangt, at De skulde se dem."

"Det vd jeg, og jeg har maattet bde haardt for min Ulydighed."

"Lad os saa ikke tale mere om det; husk paa, Bruce, at jeg stoler paa
Dem."

"De behver ikke at vre bange," sagde jeg efter en Pavse, der varede
nogle jeblikke. "Selv om jeg kunde slippe bort herfra, vilde jeg for
Deres Skyld gennemfre Sagen, hvad der saa end skete."

"Jeg takker Dem for den Forsikring. God Nat."

Med disse Ord trak Nikola sig tilbage til sit Vrelse, og jeg lagde
mig paa min Seng, men sandelig ikke for at sove.




XV. KAPITEL.

  Hvorledes Nikola blev indviet.


Saa snart jeg vaagnede den nste Morgen, gik jeg ind i Nikolas
Vrelse. Til min Overraskelse var han der ikke, og han viste sig
heller ikke fr omtrent en Time senere. Da han gjorde det, kunde jeg
se, at han var fuldstndig udmattet, sknt han bestrbte sig for ikke
at vise det.

"Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over
Drtrskelen.

"Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i
flere Hemmeligheder," svarede han. "Bruce, hvis De kunde have set
alt, hvad jeg har set siden Midnat, tror jeg virkelig, det vilde vre
umuligt for Dem nogensinde at blive en lykkelig Mand igen. Naar jeg
siger Dem, at det, jeg har vret Vidne til, endogsaa har gjort mig
forskrkket, saa vil De faa et svagt Begreb om, hvad jeg mener."

"Hvad har De da set?"

"Jeg har set Kdet paa Mumier af Mennesker, der er dde for nsten
tusind Aar siden, blive gjort bldt og sundt som et lille Barns. Jeg
har set kirurgiske Kunster, som den strste Operatr i Evropa vilde
anse for umulige. Jeg har set et nyt Bedvelsesmiddel, som ikke
berver Patienten hans Sanser og dog gr ham uflsom for Smerte, og
jeg har set andre Ting, som jeg ikke engang tr beskrive for Dem."

"Og De var ikke fristet til at trkke Dem tilbage?"

"Kun n Gang," svarede Nikola aabent, "jeg nlede nsten et Minut,
vil jeg tilstaa, men saa tvang jeg mig til at gaa videre. Da det var
overstaaet, var Resten let. Men jeg kan ikke blive her og snakke med
Dem. Dagen i Dag skal vre en stor Dag for os. Jeg maa lgge mig lidt
for at faa min Kraft igen. Vil De kalde paa mig, hvis man vil tale
med mig, men ellers ikke forstyrre mig."

Omtrent Klokken to om Eftermiddagen viste der sig en Dvrg, som
meldte, at Nikola skulde mde i den store Hal. Han forlod straks
Cellen og blev borte, indtil Tusmrket faldt paa. Da han kom igen,
sa han mere ud som en Aand end som et Menneske, men selv da, trt
som han utvivlsomt var, vilde han med sin Jernvillie ikke indrmme,
at der var noget, der hed Trthed. Han vrdigede mig neppe et Ord,
men gik ind i det inderste Vrelse, hvor han nsten til Klokken otte
sysselsatte sig med at gre Optegnelser og forfatte en njagtig
Beretning om alt, hvad han havde set. Jeg sad paa min Seng og sa paa
Faklens Skin paa Vggen og flte mig omtrent saa elendig, som det var
muligt for et Menneske at vre. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg var
saa nedtrykt, men det er sikkert, at alt bragte mig til at finde
Situationen uhyggelig. Jeg tnkte paa min gamle engelske Skole og
spekulerede paa, om hvis man den Gang havde fortalt mig, hvad der
skulde hnde senere hen, om jeg saa vilde have troet det. Jeg tnkte
paa Gladys, min sde Kreste, og jeg spurgte mig selv, om jeg
nogensinde skulde se hende igen, og jeg var lige ved at tage den
Medaillon, hun havde givet mig, frem, da jeg hrte Fodtrin paa
Stenene udenfor. Et jeblik efter kom den samme Dvrg, der havde frt
os ind den foregaaende Aften, ind i Vrelset. Uden et Ord pegede han
paa Dren til det inderste Vrelse. Jeg antog, at han dermed vilde
tilkendegive, at Myndighederne paa dette Sted nskede, at Nikola
skulde komme til dem, og gik ind og sagde ham det. Han gemte straks
sit Papir og sit Blyant og gav mig Tegn til at forlade Vrelset og
gaa i Forvejen. Dvrgen gik i Spidsen, saa kom jeg, og Nikola fulgte
efter. Paa den Maade kom vi igennem en Gang, og saa gennem en anden,
steg op og ned ad utallige Trapper og naaede til sidst Tunnelen til
den store Hule, den samme, i hvilken vi havde gennemgaaet Eventyrene
den foregaaende Nat. Ved denne Lejlighed blev Dren bevogtet af mere
end en halv Snes Munke, som var opstillede i to Rkker, gennem hvilke
vi passerede.

Hulen havde vret ganske tom, da vi besgte den den foregaaende
Aften, men sa nu helt anderledes ud. Hundreder af Fakler flammede
fra Ringene paa Vggene og kastede deres rdlige Skr paa Murene og
Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter,
der hang ned fra Loftet.

I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet
tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen,
var der en Forhjning, bedkket med et fint rdt Klde med tunge
Slvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme
hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hrt den Dag, vi ankom. Den
blev strkere og strkere, indtil vi naaede Forhjningen, og da saa
Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham,
begyndte den at d langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en
stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Stj var nsten
redvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den fr
omtalte Musik at d langsomt hen igen. Endnu en Gang blev det samme
Antal Slag gentaget, og Lyden dde atter hen. Da man ikke kunde hre
den lngere, blev Forhnget trukket til Side i Baggrunden, og Munkene
begyndte at komme langsomt ind fra begge Sider, ligesom de havde
gjort ved den frste Gudstjeneste efter vor Ankomst. Der maa have
vret nsten fire Hundrede. De var alle sortkldte, og alle havde de
den samme ljerlige Htte over Hovedet, som jeg har beskrevet
tidligere.

Da de havde indtaget deres Pladser paa begge Sider af den Forhjning,
paa hvilken vi stod, blev det Forhng, som dkkede Indgangen, gennem
hvilken jeg var fulgt efter Nikola ned i det underjordiske Kammer
Aftenen i Forvejen, draget til Side, og en ny Procession traadte ind.
Frst kom der tredive Dvrge, som hver bar en tndt Fakkel i Haanden.
Derefter fulgte nsten hundrede hvidkldte Munke, som svang
Rgelsekar, saa kom der en halv Snes graaskggede Prster i Sort, men
uden Hovedbekldning, og derefter de to Mnd, som var Frere for
denne mrkelige Sekt.

Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver
Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to
Frere satte sig under Tronhimlen, og i det jeblik, de gjorde det,
drnede de store Klokker igen. Da Ekkoet dde bort, rejste alle
Munkene, som hidtil havde knlet, sig op og istemmede paa n Gang en
Hymne. Sknt Musiken og Ordene var yderst barbariske, var der noget i
Virkningen, der over al Maade gjorde Indtryk. Hymnen holdt lige saa
pludselig op, som den var begyndt, og saa traadte en Mand frem af de
hvidkldte Munkes Skare med et Papir i Haanden. Med hj Rst
erklrede han, at det havde behaget de to Store i Bjergene at udfylde
den ledige Plads, som saa lnge havde staaet tom i Triumviratet. Af
den Grund havde de hidkaldt en Mand, der havde Ry for Visdom og
Hellighed frem for nogen anden, det var ham, de kunde se foran dem.
Han havde gjort det hemmelige Samfund store Tjenester, han havde vist
sig at vre en retfrdig Mand, og nu stod der kun tilbage for ham at
meddele, om han var villig til at paatage sig Ansvaret for det Hverv,
han var blevet kaldet til. Efter at have endt sin Tale, trak Manden
sig tilbage fra sin Plads igen. Saa kom fire af de hvidkldte Munke,
to fra hver Side af Tronen, langsomt ned ad Gangen hen imod Nikola,
bd ham flge sig og frte ham i Procession til Vrelset bag
Forhnget. Medens han var borte, var der ingen, der rrte sig eller
talte et Ord.

Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud
igen, og Nikola sluttede den. Han var nu ifrt de Hjtidsklder, som
hrte til hans Embede. Hans hje, magre Skikkelse og rvrdige Maske
svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhjningen
foran mig, kunde jeg ikke lade vre med at tnke, at jeg aldrig havde
set en mere imponerende Skikkelse.

Igen drnede den store Klokke, og da Lyden var holdt op, traadte den
Mand, som frst havde talt, frem og bekendtgjorde med hj Stemme for
alle de tilstedevrende, at den forhenvrende Prst fra Hankow var
forberedt paa at paatage sig sit Embedes Pligter og Ansvar. Da han
trak sig tilbage til sin Plads igen, kom to Munke frem og frte
Nikola op ad Midtergangen hen imod den tredobbelte Trone. Da han kom
til Foden af denne, kastede de to Store de Slr, de hidtil havde haft
paa, og kom ham i Mde. Efter at de havde udstrakt Haanden imod ham,
var de ved at fre ham til sin Plads, da der pludselig fandt en
Bevgelse Sted nede i Hallen.

Sknt denne Lyd kun bestod af en hastig Hvisken, kom som med et Lyn
alle mine Anelser tilbage, og det var, som om mit Hjerte skulde staa
stille. Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig
til en af Munkene og bd ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad
det var for en usmmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter
borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en
fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af
en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted.

Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en
tilslet og udmattet Kineser sig og nrmede sig ydmygt Tronen. Hans
fire Flgesvende blev staaende ved Dren.

"Hvem er du, og hvad har du her at gre?" spurgte den gamle Mand med
en Stemme, der ld som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov
til at forstyrre os paa denne usmmelige Maade?"

"Jeg beder om Tilgivelse, men jeg har god Grund til det, min Fader,"
svarede Manden med en Hilsen helt ned til Jorden.

"Saa lad os da hre den og vr hurtig. Hvad er dit Navn, og hvorfra
kommer du?"

"Jeg er Yppersteprsten fra Templet i Hankow, og jeg kommer for at
bede om Retfrdighed," sagde Manden, og medens han sagde det, ld der
en meget forbavset Mumlen i Hallen. Jeg sa Nikola trde et Skridt
tilbage og saa staa ganske stille. Hvis denne Mand talte Sandhed, var
vi fortabte.

"Du taabelige Mand, som kommer og fortller os saa usand en
Historie," sagde den ldste af de to, "vd du da ikke, at Prsten fra
Hankow staar dr for dig?"

"Det er ikke sandt," sagde Manden. "Jeg kommer for at advare dig og
melde, at den Mand er en Bedrager. Han er ikke Prst, men en fremmed
Djvel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min
Plads."

"Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden.

"Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at
passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes
er jeg her."

"Min Fader," sagde Nikola lige saa roligt, som om der ikke var noget
ualmindeligt i Vejen, "vil du finde dig i, at jeg bliver bagvasket
med en saa snedigt opfundet Historie? Havde jeg ikke et Brev med mig
fra Yppersteprsten i Lamaklostret, som underrettede dig om, at jeg
er den Mand, du ventede? Vil du da beskmme mig saaledes i Verdens
jne?"

Den gamle Mand svarede ikke.

"Jeg har ogsaa et Brev fra Yppersteprsten," sagde den nyankomne
ivrigt, hvorpaa han trak et Dokument frem og rakte det til den anden
af de to.

"Stille, stille! Vi vil trkke os tilbage og overveje denne Sag,"
sagde den gamle.

Saa vendte han sig til Munkene og sagde alvorligt: "Srg for, at
ingen af disse Mnd undslipper." Derefter trak de to sig tilbage til
det indre Vrelse, hvorfra de var kommet, da Ceremonien begyndte.

Vi ventede i dyb Tavshed paa deres Tilbagekomst, og i den Tid, de var
borte, iagttog jeg en mrkelig Kendsgerning, som jeg har iagttaget en
eller to Gange fr i mit Liv. Sknt jeg hele Dagen havde frygtet, at
der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom,
og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som
Dug for Solen. Min Nervsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde
strget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde
gaa os godt alligevel, at jeg kunde mde vor Skbne med et Smil.

Da der omtrent var forlbet fem Minutter, opstod der et Rre i
Nrheden af Dren, og straks efter vendte de to tilbage og besteg
deres Trone. Det var den gamle Mand, der talte.

"Vi har undersgt Brevene," sagde han, "og i vor Visdom har vi
besluttet, at det vil vre det klogeste at opstte vor Dom en Stund.
Denne Sag maa yderligere undersges." Han henvendte sig derpaa til
Nikola og vedblev: "Tag de Klder af. Hvis du er uskyldig, skal de
blive givet dig igen, og du skal bre dem med re for dig selv og
hele vor Ordens rbdighed; men hvis du er skyldig, saa bered dig til
Dden, thi intet menneskeligt Vsen kan da frelse dig."

Nikola affrte sig straks sine pragtfulde Gevandter og rakte dem til
de Munke, der stod rede til at modtage dem.

"Du vil nu blive frt tilbage til de Celler, du hidtil har beboet,"
sagde den gamle. "Sent i Nat vil denne Sag blive overvejet igen."

Nikola bukkede med den Ynde, der var saa ejendommelig for ham, og kom
saa tilbage til mig, hvorefter vi blev eskorteret af et dobbelt Antal
Munke til vore Vrelser og ladet alene, men ikke fr vi havde
iagttaget, at der blev stillet bevbnede Vagter ved Porten oppe paa
Trappen, der frte til Hovedgangen.

Da jeg havde overbevist mig om, at der ingen var nr nok til at
lytte, gik jeg ind i Nikolas Vrelse, idet jeg ventede at finde ham
nedslaaet, fordi hans Plan var mislykkedes. Jeg vilde give mig til at
trste ham, men han afbrd mig, idet han strakte Haanden frem.

"Jeg er naturligvis forfrdelig ked af, at vort Eventyr ender paa
denne Maade, men vi har ikke Ret til at vre misfornjede, for vi har
den Tilfredsstillelse at vide, at vi har spillet vore Kort som Mnd.
Vi har ikke taget det sidste Stik hjem, men hvad kan vi gre for
det?"

"Og hvad skal nu Resultatet af det hele blive?"

"Det bliver meget simpelt. Hvis vi ikke finder en Maade at undslippe
paa, saa maa vi bde med Livet for vor Ubesindighed. Jeg tror ikke,
jeg bryder mig saa meget om det for min egen Skyld, sknt jeg meget
gerne vilde have haft en Lejlighed til at udfre de Ting, jeg har
lrt her, i Praksis, men jeg er meget ked af det for Deres Skyld."

"Det er meget pnt af Dem."

"Aa, De maa ikke misforstaa mig; jeg tnker paa den stakkels Pige i
Peking, der tror saa fuldt og fast paa Dem."

"For Guds Skyld, tal ikke om hende, ellers bliver jeg en Kryster. Er
De sikker paa, at der ikke er nogen Mulighed for Flugt?"

"rlig talt, jeg kan ikke se nogen, men De kan vre vis paa, at jeg
skal anvende al min Klgt i Aften for at fremstille Sagen til Gavn
for mig, sknt jeg ikke har noget Haab om, at det vil lykkes mig. Ser
De, denne Mand har alle Kortene paa Haanden, og vi, ja det er, som om
vi spillede ganske alene imod hele Banken. Naa, men jeg tror ikke, at
det kan nytte noget at tnke paa Sagen fr efter Sammenkomsten i
Aften."

Timerne forlb langsomt, og hvert jeblik ventede jeg at hre
Fodtrampen paa Stenene udenfor og at blive kaldt til Forhr. Endelig
traadte to Munke ind i mit Vrelse og bd mig hente min Herre. Da jeg
havde gjort det, gik vi i Gaasegang op ad Trapperne og gennem en
Korridor, denne Gang hjere op, i Stedet for, at vi var steget ned
ved tidligere Lejligheder.

Vi kom til en bred Afsats og blev modtaget af en Flok bevbnede
Munke. En af dem befalede os at flge ham, og vi gik da gennem en Dr
og traadte ind i et stort Vrelse, hvor der sad to Mnd ved et Bord.
Bag dem og paa begge Sider var der Rkker af Munke, og omgivet af
Vagt i den modsatte Side af Salen stod den Mand, som var kommet med
Anklagen imod os.

Paa et Tegn af en Munk, der jensynlig var Befalingsmand over Vagten,
blev jeg skilt fra Nikola, og saa begyndte Undersgelsen.

Frst meddelte den sidst ankomne sin Historie. Han beskrev, hvordan
han i Landsbyen Tsan-Chu var blevet forraadt af to Mnd, som, da de
havde sikret sig hans Person, havde frt ham ud paa Havet og holdt
ham fangen om Bord paa et Skib. Disse Folk var Englndere, men han
var senere blevet overgivet til en Kineser, som havde frt ham til
Alongbugten. Fra dette Sted lykkedes det ham at undslippe, og efter
store Mjsommeligheder naaede han Tientsin. Da han kom dertil,
anstillede han Undersgelser, og disse bevirkede, at han ilede af
Sted til Peking. Han skaffede sig Adgang til Lamaklostret, og da han
kunde overbevise Yppersteprsten om sin Identitet, fik han til sin
Forbavselse at vide, at der var en anden Mand, der spillede hans
Rolle, og at denne Mand var draget til Thibet. Det lykkedes ham
hurtigt at faa Folk og sler, saa han kunde drage af Sted til
Klostret, hvor han nu var ankommet.

Da han havde afgivet denne Forklaring, blev han strengt forhrt af
begge de to Store, men hans Vidnesbyrd var godt og kunde ikke rokkes.
Saa blev hans Ledsagere kaldt frem og afgav deres Forklaring,
hvorefter Nikola blev opfordret til at bevise, at _han_ havde Ret.

Han gik med Glde ind paa Opfordringen, og, idet han gennemgik alt,
hvad hans Medbejler havde sagt, udpegede han de aabenbare
Meningslsheder, som der var nok af. Han gjorde Nar ad det, han
kaldte Forklaringens Urimeligheder, bnfaldt Dommerne om ikke at lade
sig fre paa Vildspor af en klgtigt opfundet Fortlling og sluttede
sine Bemrkninger med at meddele, hvad der var fuldstndig sandt,
sknt neppe paa den Maade, han mente, at han aldeles ikke tvivlede
om, hvorledes deres Afgrelse vilde vre. En mere mesterlig Tale
kunde man vanskelig have tnkt sig. Hans skarpe Aand havde opdaget
det ene svage Punkt i Fjendens Historie, og hans Veltalenhed hjalp
ham til at gre det mest mulige ud af det. Hans Tale slog an, og jeg
sa til min Forbavselse, at han allerede havde paavirket Dommerne til
Gunst for sig. Hvis vi nu kunde blive ved, som vi havde begyndt, saa
kunde vi maaske dog slippe helskindede fra Sagen; men vi gjorde
Regning uden Vrten.

"Siden du siger, at du er Prst i Templet i Hankow," sagde den yngste
af de to store Mnd henvendt til Nikola, "saa er det afgjort, at du
maa vide god Besked med Templet. I den frste Hal er der en Tavle,
som er ophngt af en Provins-Taotai. Hvad er Indskriften paa den?"

"Guderne maa afgre, hvad der er bedst for Mennesket," svarede Nikola
uden Tven.

Jeg sa, at den virkelige Prst var over al Maade forbavset over
dette slagfrdige Svar.

"Og hvad er der indgraveret paa de Trin, der frer derop?"

"Fred vre med alle Mennesker," sagde Nikola igen uden at standse.

Dommeren henvendte sig til den anden Mand.

"Der er intet," sagde han, og mit Hjerte sank, som om det var af Bly.

"Nu vd jeg," sagde den gamle Mand til Nikola, "at du ikke er den, du
udgiver dig for. Der er ingen Trin, og derfor kan der ikke vre
skrevet noget paa dem."

Han vendte sig imod Vagten og sagde:

"Fr disse to Mnd tilbage til de Vrelser, hvorfra de kom. Srg for
at de bliver godt bevogtede. I Morgen tidlig ved Daggry skal de
slynges fra Bjergtinderne ned i Dalen."

Nikola bukkede, men sagde ikke et Ord. Saa blev vi frt ud af Vagten
og kom tilbage til vore Vrelser.

Da vi havde naaet dem, og Munkene havde forladt os for at stille sig
paa Post for Enden af Trappen udenfor, satte jeg mig paa min Seng og
skjulte mit Ansigt i Hnderne. Det var altsaa det, det hele havde
frt til, det var derfor, at jeg havde truffet Nikola i Shanghai. At
blive styrtet i Afgrunden -- det var den Skbne, vi havde trodset saa
mange Farer for.




XVI. KAPITEL.

  Frygtelige Timer.


Time efter Time sad jeg paa min Seng og var fuldstndig overvldet
ved Tanken om vor skrkkelige Stilling. Vi var fangne som Mus i en
Flde, og, saa vidt jeg kunde se, var der ikke andet at gre end at
d fattet. For at jeg ikke skulde miste mit Mod helt, vilde jeg ikke
tnke paa Gladys, og da jeg fandt, at jeg ikke kunde lade vre med
det, gik jeg ind i Vrelset ved Siden af for at se, hvad Nikola tog
sig for. Jeg fandt til min Overraskelse, at han gik frem og tilbage
lige saa rolig og fattet, som om han ventede paa at gaa til Bords til
et Middagsselskab i en Sal i London.

"Naa, Bruce," sagde han, da jeg traadte ind, "det ser jo ud, som om
vi om et Par Timers Tid skulde se Forhnget falde efter vor Komedie."

"Tragedie vil jeg hellere kalde det," svarede jeg bittert.

"Er det ikke temmelig vanskeligt at bestemme, hvor det ene begynder
og det andet ender?" spurgte han, som om han vilde drfte Sagen med
mig. "Platon siger --"

"Aa, gid Pokker havde Platon!" svarede jeg skarpt. "Hvad jeg nsker
at vide, det er, hvorledes De vil forhindre, at vi bliver drbte ved
Daggry."

"Jeg mener ikke, at vi skal drbes," sagde Nikola.

"Men hvorledes vil De hindre det?" spurgte jeg.

"Det har jeg ikke Spor af Begreb om," svarede han, "men jeg har
alligevel i Sinde at forhindre det. Det vrste er, at vi er saa meget
i Mrke og ikke har Id om, hvor Eksekutionen skal finde Sted. Hvis
det var afgjort, kunde vi bedre ordne det hele. Men tnk nu ikke paa
det, gaa i Seng og overlad det til mig."

Jeg gik tilbage til mit eget Vrelse og lagde mig paa Sengen, som han
havde befalet. Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor
underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Svn. Jeg
drmte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg sa
hende vende sit sde Ansigt op imod mig, og jeg flte Trykket af
hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren
lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret. Han
svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe ls paa ham, da n tog
mig i Skuldren, og jeg vaagnede og sa en Mand lne sig frem over
mig.

Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde frt os
tilbage til vore Vrelser, og da han sa, at jeg var vaagen, gav han
mig Tegn til at staa op. Paa samme Tid kom en anden med Nikola fra
hans Vrelse, og saa snart vi var rede, blev vi frt ud i Gangen,
hvor der var forsamlet en halv Snes Mnd.

"Det er en Skam, at de har forstyrret os saa tidligt," sagde Nikola,
da vi ved Siden af hinanden gik ned ad den lange Gang, "isr da jeg
lige var ved at blive frdig med den mest beundringsvrdige Plan, som
jeg er vis paa vilde have reddet os."

"Det er for sent nu," svarede jeg bittert.

"Det ser det ud til," sagde Nikola og gik videre uden nogen
yderligere Bemrkning.

At forsge at beskrive min Flelse under Marchen gennem de tavse
Gange vilde vre umuligt. Jeg holder i Virkeligheden neppe af selv at
tnke paa det. Jeg havde intet Begreb om, hvad Klokken var, og kunde
heller ikke sige, til hvilket Sted vi blev frt hen. Vi gik op ad en
Trappe og ned ad en anden, kom gennem store og smaa Huler og endelse
Gange, indtil jeg slet ikke mere vidste noget om Retningen. Endelig
standsede vi imidlertid ved Foden af den mindste Trappe, jeg endnu
havde set i Klostret. Vi ventede et jeblik, saa steg vi op ad den og
kom til en snver Afsats, for Enden af hvilken der var en stor Dr.
Her standsede vor Procession endnu en Gang. Drene blev lukkede op,
og en iskold Blst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder,
der var byggede paa den stejle Klippeskrnt. Det var hjlys Dag og
bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig
klar. Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den
anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa
havde mistet vore Kulier og sler.

Da vi stod i Solskinnet, slog Frerne deres Fakler imod Muren, til
Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede. Af deres
Forberedelser var det tydeligt nok, at de hvert jeblik ventede, at
en vigtig Person skulde komme.

I al den Tid bankede mit Hjerte, saa jeg kunde fle dets Slag mod
Ribbenene, og hvor gerne jeg end vilde, kunde jeg ikke beherske mig.
Mine Tnder klaprede som Kastagnetter. Siden vore Fangevogtere havde
bragt os herop, var det tydeligt nok, at vi skulde kastes ud over
Klippen, saaledes som der havde vret Tale om. Jeg sa mig om for at
se, om det var umuligt at gre Modstand, men et Blik viste mig, hvor
ganske latterligt et Forsg paa at slaa sig igennem vilde vre.

Medens jeg i Tankerne drftede dette Sprgsmaal, kom der lidt mere
Bevgelse mellem vore Vagter. Saa lyttede de; der kom jensynlig et
Signal fra den anden Side, og vi blev frt lngere frem paa
Murtinderne.

Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de
vore Frere Tegn til, at de skulde bringe os nrmere hen til dem. Den
ldste var den frste, der talte.

"Mnd fra Vest, I har hrt jer Dom," sagde han i en dmpet og
hjtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer. Har I noget at
frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?"

Jeg sa paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end
prvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrkkelig Grund til det
selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel.

"Saa lad det vre saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mrke
til vor Tven, "der er intet andet at gre uden at udfre Vrket.
Bered jer til Dden."

Vi fik Befaling til at trde tilbage, og jeg kunde slet ikke forstaa,
hvorfor de ikke straks ekspederede os, fr jeg igen hrte en
Bevgelse paa Trappen. Saa kom der en anden Procession Munke, som
eskorterede en tredie Fange. Det var en hj, kraftig Fyr, og efter
den Maade, han var kldt paa og raget, fik jeg ud af det, at det var
en Munk. Han traadte frem med jensynlig Modstand, og da han kom til
Toppen af Trinene, maatte han slbes hen for de To. Dette Mde var
kun kort, det gik endogsaa hurtigere end vort eget.

"Du har myrdet n af dine Brdre," sagde den gamle i samme Gravtone,
med hvilken han havde tiltalt os. "Har du noget at sige, som kunde
hindre, at den Ddsdom, der er udtalt over dig, bliver udfrt?"

Manden fo'r frst op, saa blev han slv, og tilsidst hylede han
ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre
Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire
kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slbte ham hen til Randen af
Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som
et Barn i Munkenes Hnder. De trak ham tttere og tttere hen til
Kanten. Saa var der en vild Kamp, en jeblikkelig Pavse, et hftigt
Skrig, og i nste jeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han
faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham
lngere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels
elendiges Skrig klang i mit re. Jeg vidste, at det efter et Minuts
Forlb vilde vre vor Tur.

Jeg sa paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer
flj fremad for Vinden. Jeg sa hen over Dalen til den anden Side,
hvor de snedkte Bjergtoppe viste sig. Jeg sa paa Klostrets Tinder
og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et
Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine jne.
Jeg sa mig igen som lille Dreng spadsere i en engelsk Have med min
smukke Moder, sammen med mine Legekammerater i Skolen, til Ss, i
australske Guldminer o. s. v., i nsten hver Stilling, jeg havde
vret i, lige til vi kom til det Sted, hvor vi nu stod. Jeg sa paa
Nikola, men hans blege Ansigt viste intet Tegn til Bevgelse. Jeg vil
stte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrkkelige jeblik var lige
saa koldblodig som den frste Gang, jeg sa ham i Shanghai. Saa
traadte den gamle Mand frem igen.

"Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bn, saa er der endnu Tid til
det," sagde han.

"Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola. "Siden vi skal d,
er det saa ikke at dsle med et godt Materiale, naar I kaster os ud
over denne Klippe? Jeg har hrt sige, at min Hjerneskal har en
mrkelig Bygning, og min Ledsager her har et Legeme, som jeg vilde
give meget for at maatte sekere. Jeg nsker ikke at d, som I vel kan
tnke jer, men hvis I endelig vil drbe os, saa lad os d i
Videnskabens Interesse."

Om de virkelig havde i Sinde at drbe os, det kan jeg ikke sige, men
dette ejendommelige Forlangende syntes ikke at vkke saa megen
Forbavselse, som jeg havde ventet. Den gamle raadfrte sig med sin
Kollega og henvendte sig saa til Nikola igen.

"Du er en kk Mand," sagde han.

"Man maa finde sig i det uundgaaelige," sagde Nikola koldblodigt.
"Har du nogen Indvending at gre?"

"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For jeblikket vil vi skaane
jert Liv."

Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang frt til vore
Vrelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved
Enden af Trappen som fr, sagde Nikola:

"Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at
Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres
Liv."

"Men hvis de tager Deres Hjerne ud og skrer mig i Stykker," sagde
jeg med et Forsg paa Munterhed, som jeg langt fra flte, "saa maa
jeg sige, jeg ikke kan se, hvorledes Videnskaben skal gre os Gavn."

"Lad mig forklare Dem det," sagde Nikola. "Hvis de vil behandle os
paa den Maade, som De beskriver, saa kan de ikke gre det fr i
Morgen tidlig; for jeg vd tilfldigvis, at der bliver foretaget
nogle Forandringer i deres Operationsstue, og da jeg selv er en
samvittighedsfuld Lge, vilde jeg rgre mig meget over at delgge de
Ting, jeg eksperimenterede med, fordi jeg havde alt for travlt, saa
De ser, vi har i alt Fald denne Nat til at grunde paa vor Plan til
Flugt."

"Men har De nogen Plan?"

"Ja, der er n eller anden Plan, som gryer herinde i mit Hoved."

"Tror De, den bliver til noget?"

"Det kan jeg ikke sige; men jeg vil gaa saa vidt at paastaa, at vi
har gode Udsigter."

Jeg kunde ikke faa ham til at sige mere. Han gik ind i sit eget
Vrelse igen, hvor han begyndte at give sig af med sin kostbare
Medicinkasse, som jeg sa, han havde passet paa at skjule.

"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og krtegnede den som
en Fader sin Kledgge, "jeg troede nsten, at vi skulde skilles ad,
men nu maa du frelse din Herres Liv."

Saa bad han mig om at lade ham vre alene, og jeg gik tilbage til mit
eget Vrelse.

Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os. Saa begyndte
Lysstraalen paa Gulvet at forlnge sig; den naaede den modsatte Vg,
klatrede op ad den og forsvandt tilsidst helt.

Omtrent Klokken syv kom Nikola ind til mig.

"Hr nu, Bruce," sagde han med ualmindeligt Liv. "Jeg har overvejet
Sagen grundigt, og jeg tror, jeg har hittet paa en Plan, som kan
frelse os, hvis det i det hele taget er muligt. Om en halv Time
kommer Munken med vort sidste Maaltid. Han stiller Skaalen paa Gulvet
derovre og vender saa Dem Ryggen, medens han stter Faklen i Ringen
der henne paa Vggen. Vi vil have en Svamp, som jeg har her,
gennemtrukket med et bedvende Middel parat til ham, og saa snart han
vender sig om, griber jeg ham i Struben, medens De frer Svampen til
hans Nse. Naar han er bevidstls, maa De tage hans Dragt paa og gaa
op ad Trappen. Der staar to Mnd paa den anden Side, og Dren mellem
os og dem er laaset. Jeg har lagt Mrke til, at den Mand, som
bringer os vor Fde, ganske simpelt banker paa den, hvorpaa den
bliver aabnet. De gr som han, og idet De gaar ud, taber De denne
Guldmnt, som om det var ved et Tilflde" -- han gav mig nogle Penge
-- "den ene af Mndene bjer sig sikkert ned for at tage den op, og
medens han gr det, skal og maa De gribe og kaste den anden til
Jorden. Jeg skal vre bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat."

"Det synes mig at vre en fortvivlet Plan."

"Ja, men vi er ogsaa fortvivlede Mnd," sagde Nikola.

"Og naar vi saa har faaet Bugt med dem, hvad saa?" spurgte jeg.

"Jeg tager n af deres Kldninger paa," svarede den uforfrdede Mand,
"og saa flygter vi saa hurtigt som muligt. Lykken maa gre Resten for
os. Er De parat til at prve dette?"

"Ja, jeg vil prve alt for at komme bort herfra," svarede jeg.

"Naa, det er godt, saa maa vi vente, til Manden kommer. Lad os haabe,
det ikke varer lnge."

Vi ventede i nsten tre Kvarter uden at hre nogen Lyd. Minutterne
syntes saa lange som Aar, og jeg tror ikke, jeg nogensinde i mit Liv
har flt mig saa lettet, som jeg gjorde, da jeg hrte Dren ovenover
Trappen blive aabnet og dernst Lyden af Sandaler, medens Munken kom
ned ad Trappen.

"Er De parat?" hviskede Nikola, idet han lagde Svampen ned tt ved
mig og gik tilbage til sit eget Vrelse.

"Ja, jeg er," svarede jeg.

Manden kom nrmere, og hans Fakkel kastede et Lysglimt foran ham.
Endelig traadte han ind. Han bar et Lys i den ene Haand og en stor
Skaal i den anden. Skaalen satte han ned paa Gulvet, og efter at have
gjort det, vendte han sig om for at anbringe Faklen i Ringen. Han
havde imidlertid neppe lftet Armen op, fr jeg sa Nikola liste sig
frem fra sit Vrelse. Han nrmede sig mere og mere til den intet
anende Munk, og efter at han saa havde maalt Afstanden, kastede han
sig med et stort Spring over Manden og greb ham i Struben. Jeg trak
Benene fra ham, og han faldt, medens Nikola stadig holdt ham om
Halsen. Da saa Svampen blev frt til hans Nse, holdt hans Modstand
efterhaanden op, og lidt efter laa han i Nikolas Arme lige saa
hjlpels, som om han var dd.

"Ja, det var den ene," sagde Nikola roligt, medens han lagde ham ned
paa Gulvet. "Nu skal vi have fat i de andre. Tag denne Fyrs Dragt paa
saa hurtigt, som De kan."

Jeg adld hans Befaling, og efter et Par Sekunder havde jeg taget
den ejendommelige sorte Htte paa og skjult den verste Del af mit
Ansigt og mit Hoved og var rede til at udfre Resten af Planen. Under
denne Spnding flte jeg mig saa lykkelig som et Barn. Det var den
langsomt snigende, unaturlige Tilstand, som havde delagt mine
Nerver. Naar jeg kunde gaa lige paa, var jeg ikke bange for noget.

Jeg holdt et Pengestykke i Haanden, som vi havde aftalt, forlod saa
Vrelset og gik op ad Trappen, medens Nikola fulgte et lille Stykke
bag efter mig, men holdt sig i Skyggen. Da jeg kom til Dren, bankede
jeg paa den, og den blev straks aabnet. Der stod to Mnd paa hver
Side af den, og medens jeg gik forbi, srgede jeg for, at Manden til
hjre sa, at jeg havde et Pengestykke i Haanden. Som ved et Tilflde
tabte jeg det, og det rullede hen foran hans Fod. Han bjede sig
straks og greb efter det. Da jeg sa, det, vendte jeg mig hurtigt om
imod den anden, og fr han kunde gtte min Hensigt, holdt jeg ham i
Struben, men sknt han var uheldigt stillet, viste det sig, at det
ikke var let at overvlde ham. Han var nsten tre Alen hj og meget
firskaaren, og som alle Mnd i Klostret havde han sine Krfter paa
rede Haand. Jeg holdt ham imidlertid krampagtigt fast, og straks
efter laa vi og brdes paa Gulvet. Jeg vd ikke hvorfor, men denne
Kamp syntes mig at vre noget af det behageligste, jeg nogensinde
havde oplevet.

Vi trillede omkring paa Stengulvet, og jeg holdt stadig Haanden om
hans Hals og hindrede ham i at raabe. Saa lykkedes det mig tilsidst
at slaa Benet om ham og stte mig paa hans Bryst, og da jeg ikke
havde andet at gre med min hjre Arm, trak jeg den tilbage og gav
ham tre Slag saa strke, som jeg kunde.

Naar man ser dette sort paa hvidt, ser det lidt blodtrstigt ud, men
man maa huske paa, at vi kmpede for Livet, og hvis det lykkedes ham
at gre Alarm, saa kunde intet paa Jorden frelse os fra Dden. Jeg
maatte derfor benytte den eneste Lejlighed, jeg havde, til at bringe
ham til Tavshed.

Saa snart han var bevidstls, sa jeg mig om efter Nikola. Han
knlede ved Siden af den anden, som laa med Ansigtet mod Gulvet, som
om han var dd.

"Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede
Nikola, medens han rejste sig. "Se en Gang paa den, den er ganske
katteagtigt formet. Jeg har altid det Held at trffe paa den Slags
Eksemplarer, naar jeg ikke kan faa fat i dem."

Han lod krtegnende sin Haand glide hen over Mandens Hoved.

"Jeg har en Glasbeholder i mit Museum i Port Said," sagde han i en
beklagende Tone, "som brillant kunde rumme ham."

Saa tog han den Svamp op, som han havde brugt til den sidstnvnte
Mand, og gik hen til min Modstander. Han holdt den imod hans Nse og
Mund i tredive Sekunder eller saadan, saa kastede han den fra sig,
affrte Manden hans Klder og trak dem selv paa.

"Naa," sagde han, da han havde gjort Toilette til sin Tilfredshed.
"De aflser Vagten ved Midnat, og Klokken er allerede ti Minutter i
halv tolv."

Han viste Vej gennem Korridoren, og jeg fulgte lige i Hlene paa ham.
Vi havde imidlertid ikke naaet Enden af den, fr Nikola bad mig om at
vente, medens han gik tilbage. Da han kom igen, spurgte jeg, hvad han
havde gjort.

"Ikke meget," svarede han. "Jeg vilde overbevise mig om en mrkelig
Misdannelse paa den Mands Hjerneskal. Det gr mig ondt, at jeg lod
Dem vente, men jeg faar maaske aldrig en Lejlighed igen til at
undersge et saa udmrket Tilflde."

Efter denne Forklaring nedlod denne mrkelige Videnskabsmand sig til
at fortstte sin Flugt. Vi forlod den lange Gang, som vi nu kendte
saa godt, drejede til venstre, steg op ad en Trappe, fulgte en anden
lille Gang, og kom saa til et Sted, hvor fire Gange stdte sammen.

"Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han sa sig om. "Dette
minder mig om Labyrinten i Hampton Court."

"Tys, hvad er det for en mrkelig Lyd?"

Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nrheden af det underjordiske
Vandfald, som vi havde set frste Gang, vi besgte den store Hule.

"Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg.

"Kre Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi
her ikke for at opdage deres Hemmeligheder? Naa, og da vi nu i Aften
siger Farvel til dem for bestandig, tror De saa, at jeg vil gaa
tomhndet herfra efter at have vovet saa meget? Hvis De tror det, saa
tager De meget fejl. Hvis jeg gjorde det, vilde det jo vre det samme
som at sige, at vor Rejse er fuldstndig mislykket. Og sknt Nikola
ofte praler, maa De indrmme, at han sjlden undlader at gre, hvad
han paatager sig. Sig ikke mere, men kom med!"

Han gik ind i en Gang til hjre og viste Vej ned ad nogle Trin. Her
var Faklerne lige ved at gaa ud.

"Hvis vi ikke passer godt paa," sagde Nikola, "kommer vi til at
udfre vort Hverv i Mrke, og det er ikke nskeligt af forskellige
Grunde."

Fra det Sted, hvor vi nu stod, kunde vi hre Vandfaldets Larmen
ganske tydeligt, og til venstre kunde vi lige skelne Indgangen til
den store Hule. Til vor Glde var der ingen Vagter at se, saa vi slap
uskadte ind. Vi tog Resterne af en Fakkel fra en Ring i Nrheden af
Dren og traadte ind sammen. Et mere uhyggeligt Sted end den store
Hule, saadan som den tog sig ud ved en eneste Fakkels Lys, kan man
ikke tnke sig. Utallige Flagermus svrmede omkring i Gangene og
opfyldte Luften med en underlig, aandeagtig Hvisken, medens Hulen var
helt gennemtrngt af den ejendommelige Lighuslugt, som jeg havde lagt
Mrke til ved vort frste Besg, og som Ord ikke kan beskrive.

"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han
gik op ad Midtergangen, "lad os finde den."

Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa lngst borte
fra Drene. Dr fandt vi snart Indgangen og behvede nu kun at flge
Trinene og gaa ned i den Hvlving, jeg fr har beskrevet. Ved vor
Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne. Men
Nikola havde kun ringe Opmrksomhed til overs for dem. Han var alt
for optaget af at bestrbe sig for at opdage Fjeren i Midterpillen
til at tnke paa noget andet. Da han fandt den, trykkede han paa den,
og Dren gik op. Saa listede vi os ned ad Stigen og kom ind i den
Forstue, hvor jeg havde ventet den frygtelige Nat. Jeg kan sige n
Ting, og det er den trre Sandhed: Jeg vilde langt hellere have
kmpet alene med en halv Snes af de strkeste Munke i Klostret end
flge min Frer ind i det Vrelse; men han vilde ikke finde sig i, at
jeg trak mig tilbage, og derfor gik vi fremad sammen. Rundt om os var
Klostrets hemmelighedsfulde Skatte og alle Slags Redskaber, som
benyttedes til alle de kemiske Forsg, som Menneskets frugtbare
Hjerne har udklkket. I Baggrunden var der en stor Trdr med smukt
udskaarne Forsiringer. Der var Hngelaase paa den paa tre Sider, og
den sa ud, som om det nsten var umuligt at faa den brudt op. Men
Nikola var ikke den Mand, der lod sig slaa af Marken, og han lste
Vanskeligheden paa en meget simpel Maade. Han aabnede sin vide
Overkldning, tog sin vrdifulde Medicinkasse af og stillede den paa
Gulvet. Saa valgte han en lille, men skarp Sav og gav sig til at
arbejde paa Tret, der omgav Kramperne. I mindre end ti Minutter
havde han skaaret Hngelaasene ud, og Dren gik op. Saa gav vi os
til at undersge de Ting, vi nskede, med saa stor Hast som muligt.
Der var smaa Glas, antike Pergamentrecepter, tusind Slags Vdsker og
endelig i en Jernkuffert en lille Bog, der var skrevet paa Sanskrit
og meget fint indbunden. Denne gemte Nikola i n af sine mange
omfangsrige Lommer, og saa snart han havde gjort et Udvalg af de
andre Ting, meldte han, at nu var det Tid for os til at vende
tilbage. Just som han kom til denne Slutning, blussede Faklen op,
efter at den hele Tiden var blevet svagere og svagere, og gik helt
ud, og vi stod i Mrke i denne frygtelige Hule.

"Det er meget uheldigt," sagde Nikola. Saa vedblev han efter en
Pavse: "Men der er jo ikke noget at gre ved det, vi maa finde os i
det."

Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller
andet. Et jeblik efter syntes Mrket ikke mere at have noget at sige
for Nikola. Han tog mig i Haanden og frte mig lige gennem Hulen ind
paa Forstuen.

"Pas paa," sagde han, "her er Stigen."

Og det var rigtigt nok; medens han talte, gjorde mine Skinneben
Bekendtskab med den. Vanens Magt er slsom. Smerten var stor, og
sknt jeg var begravet midt i et Bjerg, omgivet af dde Mnd fra en
halv Snes Aarhundreder, brugte jeg netop de samme Ord for at udtrykke
mine Flelser, som jeg vilde have gjort, hvis en Droske havde
tilstnket mine Stvler paa Gaden i London.

Vi klarede nu op ad Stigen og naaede Hvlvingen, gik op ad Trapperne,
ind i den store Hule, skraaede gennem den og fandt saa Tunnelen og
kom lige saa sikkert gennem den, som om vi havde haft hundrede Fakler
til at lyse for os.

"Nu maa vore Bestrbelser gaa ud paa at opdage, hvorledes vi skal
komme ud af Bygningen selv," sagde Nikola, da vi naaede det Sted,
hvor fire Gange stdte sammen, "og det ser mig vanskeligt nok ud,
eftersom jeg slet ikke har nogen rigtig Id om det hele. Lad os prve
denne Gang frst."

Vi gik saa hurtigt som muligt op ad nogle Trapper, kom forbi det
store Vandfald, gik saa gennem et Par Korridorer, var nr ved at
blive set flere Gange, og endelig, efter utallige Forsg, naaede vi
den store Hal, hvor vi var blevet modtaget den Dag, vi ankom.

Nsten i samme jeblik hrtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev
ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hrte
Hundreder af Fdder trampe.

"De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu
ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstndig delagte."

Stjen kom nrmere og nrmere, og vi kunde hvert jeblik vente, at
vore Forflgere skulde vise sig. Som Rotterne i en fremmed Lo, naar
de hrer en Rottehund nrme sig, saaledes fo'r vi snart hist hen,
snart her hen under vore Bestrbelser for at opdage en Udgang. Til
sidst kom vi til de Trin, der fra den store Hal frte ned i Dalen. Vi
flj ned ad dem, saa hurtigt vi kunde, idet vi hvert jeblik udsatte
os for at falde og knkke Halsen. Vi var nsten for svimle til at
staa, men da vi naaede ned, fandt vi Dren lukket og bevogtet af en
strk Munk. I samme jeblik kastede vi os over ham. Han lftede sin
tunge Stok op og slog efter mig, men jeg undgik hans Slag og sprang
ls paa ham, inden han kunde lfte Stokken igen. Jeg rev min Arm
tilbage og ramte ham med al den Styrke, jeg kunde. Hans Hoved slog
imod Gulvet, og han bevgede sig ikke igen.

Nikola bjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig
var bedvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nglen, og da Dren
var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi
laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa
hurtigt, som vi kunde.




XVII. KAPITEL.

  Flugten.


Som jeg har sagt, vi var aldrig saa snart kommet igennem Porten, fr
vi tog Benene paa Nakken og flygtede ned i Dalen. Jeg for mit
Vedkommende var saa taknemlig over at vre borte fra det skrkkelige
Sted og endnu en Gang at indaande Himlens friske Luft, at jeg var til
Mode, som om jeg kunde vedblive at lbe bestandig. Heldigvis var
Natten blgmrk, og der blste en strk Vind. Mrket hindrede vore
Forflgere i at se den Retning, vi havde valgt, medens Vindens Larm
fuldstndig overdvede enhver Lyd, vi kunde have gjort, og som ellers
vilde have rbet, hvor vi var.

I mere end en Time ilede vi af Sted i Dalen paa denne Maade uden at
nse, hvor vi kom hen, og uden at bryde os om andet end at lgge saa
stor en Afstand som muligt mellem os og vore Forflgere. Til sidst
kunde jeg ikke mere, jeg standsede og kastede mig ned paa Jorden.
Nikola stod straks stille, sa sig mistnksomt om og satte sig saa
ned ved Siden af mig.

"Naa, det var altsaa vort Besg i det store Kloster i Thibet!" sagde
han saa i saa flygtig en Tone, som om han sagde Farvel til en
tilfldig bekendt.

"Tror De, at vi er sluppet bort fra dem?" spurgte jeg og sa
ngsteligt ned ad den mrke Dal, gennem hvilken vi var kommet.

"Nej, paa ingen Maade," svarede han. "Husk paa, at vi endnu er
indesluttet af stejle Skrnter, og vi kan ikke vre mere end hjst en
Mil fra deres Port. Vi maa drage meget forsigtigt frem i en eller to
Uger, og for at kunne gre det, maa vi benytte hvert eneste Minut,
det er mrkt, paa bedste Maade."

Vi sad begge to tavse en kort Tid. Jeg var optaget af at prve paa at
faa mit Vejr igen, medens Nikola fordelte de forskellige Sager, han
havde taget med fra Klostret, omkring paa sit Legeme.

"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg
kunde fortstte Vejen. "Jeg nsker ikke at falde i deres Hnder, kan
jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?"

"Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej
frer her nede i Dalen. Det vil vre haablst at prve paa at bestige
Klipperne."

Uden yderligere Tale begav vi os paa Vandring igen og standsede ikke,
fr vi var kommet en Mil videre frem. Det var nu nr ved Daggry, den
koldeste, srgeligste og mrkeste Morgenstund, jeg nogensinde har
oplevet. Medens Lyset nrmede sig, dde Vinden hen, men endnu ld der
Klagelyd blandt Klipperne og i det hje Grs, saa Humret blev rent
taget fra n. En halv Time senere stod Solen op, og saa raabte Nikola
Holdt.

"Vi maa skjule os et eller andet Sted," sagde han, "og drage videre,
saa snart Mrket falder paa. Se Dem om efter et Sted, hvor det ikke
er rimeligt, at man opdager os."

I nogen Tid sa det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant
Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det. Det var
et Sted, der blev indelukket af store Stenblokke og laa hjt oppe paa
Skrnten paa en klippefuld Afsats. Vi klatrede derop, samlede en Del
Grs rundt omkring og sgte at indrette os saa hyggeligt som muligt,
indtil det atter blev mrkt. Det var ikke noget hyggeligt Sted, og
hvad der gjorde Stillingen vrre var, at vi jo helt manglede Fde og
allerede begyndte at fle Sultens Kvaler.

Jeg faldt snart i en dyb Svn, af hvilken jeg ikke vaagnede fr
nsten tre Timer senere.

Da jeg aabnede jnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt
sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde vret stjende og
stormfuld. Jeg sa mig om efter Nikola, men til min Overraskelse sad
han ikke dr, hvor han havde siddet, da jeg faldt i Svn; han var i
det hele taget slet ikke indenfor Indhegningen. Jeg blev bange for,
at der skulde vre hndt ham noget og var lige ved at give mig til at
sge efter ham, da han kom listende inde mellem Klipperne. Jeg vilde
lige til at udtrykke min Glde over hans Tilbagekomst, men han gav
mig Tegn til at vre stille og var et jeblik efter ved min Side.

"Hold Dem saa stille, som De kan," hviskede han, "de er efter os."

"Hvor nr er de?" spurgte jeg, medens mit Mod sank.

"De er ikke tre Hundrede Fod herfra," svarede han og bjede sit Hoved
frem for at lytte.

Et jeblik senere kunde jeg selv hre dem komme ned ad Dalen til
venstre. Deres Stemmer ld ganske klart og tydeligt, og af den Grund
sluttede jeg, at de ikke kunde vre mere end hundrede Alen fra os. Nu
kom det store Sprgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde
neppe trkke Vejret af Spnding. En Ting var jeg fast besluttet paa
-- hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kmpe til sidste
Aandedrt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til
det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler,
medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de sgte blandt Klipperne
ved Skrntens Fod. Vilde de gaa hjere op, hvis de ikke fandt os dr?
Lykken begunstigede os. Enten troede de, at vi var hurtigere, end vi
var, eller ogsaa faldt det dem ikke ind, at der kunde vre et
Skjulested her; de drog i alt Fald videre. Denne Overgang fra
ubetinget Fare til forholdsvis Sikkerhed var nsten overvldende, og
selv den stoiske Nikola drog et lettet Suk, medens Lyden af deres
Stemmer efterhaanden dde hen.

Saa snart det var mrkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik
ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at
Fjenden nrmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin
Opgang, vi sa ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og
kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et
Antal hje Bakker. Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der
en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og sa sig om.

"Vi maa finde et Skjulested paa Hjen et eller andet Sted her," sagde
han, "men fr vi gr det, maa vi have Fde."

"Og vi maa have andet Tj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi
endnu var kldt i de Munkeklder, vi havde haft paa, da vi forlod
Klostret.

"Ja vel," svarede han, "frst Mad og Klder og saa et Skjulested."

Han gav mig Tegn til at flge sig, og vi forlod Bakken og nrmede os
Landsbyen. Den var efter det ydre at dmme ikke meget velhavende. Den
indeholdt neppe mere end halvtredsindstyve Huse, hvoraf de fleste var
af den sdvanlige thibetanske Art, det vil sige bygget af lse Stene
med Tag af Fyrretrsspaaner, saa at det var let baade for Vind og
Regn at komme derind. Familien bor i det ene Vrelse, og det andet,
for der er sjldent mere end to, er beboet af Ker, Svin, Hunde, Hns
og andre Husdyr.

Da vi nrmede os det frste Hus, bad Nikola mig om at blive, hvor jeg
var, medens han gik derhen og sa, hvad han kunde skaffe os. Af mange
Grunde havde jeg ikke meget tilovers for denne Ordning, men jeg
kendte ham for godt nu til at spilde min Tid med at argumentere. Han
forlod mig og listede sig fremad. Det var bidende koldt, og medens
han var borte, og jeg stod stille, flte jeg mig til Mode, som om jeg
blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor hjt vi var
oppe, men Hjden maa have vret betydelig, hvis man skal dmme efter
den skarpe Luft.

Nikola var nsten tyve Minutter borte. Endelig vendte han imidlertid
tilbage og medbragte en Del Klder, deriblandt to thibetanske Hatte,
et Par tykke Tpper og, hvad der var det allerbedste, en Del Fde.
Denne bestod af en halv Snes grove Kager, en ejendommelig Slags Brd
og nogle nylagte g; han havde ogsaa en Skaal Mlk. Som Betaling,
sagde han, havde han efterladt et lille Guldstykke, idet han troede,
at det vilde vre det mest eftertrykkelige Middel til at faa Ejeren
til at tie. Vi satte os i Ly af en fremspringende Klippe og spiste
saa meget af Maden, som vi kunde faa ned. Saa delte vi Klderne i to
Bundter og gik gennem Dalen i stlig Retning.

Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og
Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujvn
Hj.

Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af
Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa
Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en
Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Tr. I
vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget
godt have gaaet for at vre gte Thibetanere.

Da vi flte, at vort nuvrende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive
opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor lnge vi slumrede, kan jeg
ikke sige. Jeg vd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede
forskrkket ved at hre en Lyd fra Dalen dernede. Jeg lyttede et
jeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der
endnu sov trygt.

"Hvad er der?" udbrd han, idet han rejste sig. "Hvorfor vkker De
mig?"

"Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Stj i
Dalen?"

Han lyttede et jeblik.

"Jeg kan ikke hre noget," sagde han.

Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os
begge til at springe op -- det var Hundegen. Nu vidste vi begge, at
de eneste Hunde i denne Egn hrer til den frygtelige Deggirace, der
omtrent er lige saa hje som Ponyer fra Shetland, lige saa strke som
Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige. Hvis vore Fjender
forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end
misundelsesvrdig.

"Af Sted," udbrd Nikola, "de forflger os med Hundene; op ad Bakken
saa sandt som De har Deres Liv krt!"

Han havde neppe udtalt disse Ord, fr vi fo'r op ad Bakken som Harer.
Vi styrtede af Sted, krb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg
havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre.
Sknt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested
til Skoven paa Toppen, forekom det mig at vre en Mil. Da vi naaede
Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa
var vi oppe igen og fo'r atter af Sted. Vi styrtede gennem Krattet.
Vi havde kun t nske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven
var tt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert
Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde
ikke tve et Sekund lngere end absolut ndvendigt.

Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven. Her begyndte Landet til
vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af
Skoven, hvor vi stod, var der nsten en hel Mil aabent Land, ingen
Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde sge Dkning. Vi var i en
frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, lb vi lige i Armene paa vore
Forflgere. Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige
saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben
Grund og blive jaget som Rve. Men der var ingen Tid til at standse
eller tnke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke
kommet halvvejs gennem Dalen, fr vi hrte Hundene bryde gennem
Skoven bag ved os, og et jeblik senere hrte vi ogsaa Mennesker
raabe. De havde set os og opmuntrede Hundene til at jage os.

Havde vi lbet hurtigt tidligere, saa flj vi bogstavelig talt nu.
Hundene naaede ind paa os ved hvert Skridt, og med mindre der hndte
noget uventet, der frelste os, kunde vi betragte os som fuldstndig
fortabte. Nu var vi kun halvandet Hundrede Fod fra det Krat, der
begrnsede Dalen paa den anden Side. Hvis det allervrste skete, og
vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Tr og slge vort
Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere.

Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede
derind. Den nrmeste Hund -- der var tre af disse kmpemssige Dyr --
var neppe tredive Alen bag os. Pludselig standsede Nikola, der var
foran, som ramt af et Skud, slog ud med Armene og faldt baglnds om.
Da jeg sa ham gre det, standsede jeg ogsaa, men kun i det yderste
Nu. Et jeblik senere vilde jeg vre styrtet ned ad en Skrnt i en
Flod nede paa den anden Side. Nu sa jeg, at den frste Hund var lige
i Nrheden. Nikola stttede sig til sin Albue og skd den lige saa
koldblodigt, som han vilde have skudt en Due. Den anden faldt i min
Lod; men den tredie viste sig at vre mere besvrlig. Da den sa sine
Kammeraters Skbne, standsede den pludselig og krb sammen mellem
Buskene, idet den knurrede vildt.

"Drb den," raabte Nikola med en Ophidselse, som jeg aldrig havde set
hos ham fr. Jeg fyrede igen, men ramte den ikke, thi den styrtede
ls paa mig, og hvis jeg ikke havde slaaet ud med Armen, vilde den
have grebet mig i Struben. Saa fyrede Nikola -- jeg flte Kuglen
hvine forbi mit re -- og fr jeg sa mig om, var det store Dyr
styrtet om paa Jorden og vred sig i Ddskrampe.

"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et
jeblik at spilde, kast Hundene i Floden!"

Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut
var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud,
hrte vi de forreste af vore Forflgere trnge ind i Skoven. Et
jeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.

"Der er ikke andet at gre," raabte Nikola, "vi maa flge Hundenes
Eksempel. Saa strejfer de omkring og vd ikke, hvilken Vej, Dyrene er
slaaet ind paa, og fr de opdager noget, kan vi vre et godt Stykke
nede ad Floden."

"Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tve et jeblik. Det
var en Dukkert paa mindst halvtredsindstyve Fod, men den var ikke saa
ubehagelig, som vor Stilling havde vret, hvis vi var blevet deroppe.
Nikola fulgte mig, og fr vore Fjender kunde naa Flodbredden, var vi
kommet om Omdrejningen og var ude af Syne.

Men sknt vi for jeblikket var sluppet bort, var vor Stilling
aldeles ikke misundelsesvrdig. Vandet var saa koldt som Is og
Strmmen meget strk, medens Dybden ikke kunde vre meget under
halvtredsindstyve Fod, sknt jeg kun kunde bedmme det ved at
iagttage Breddens Skraaning.

I ti Minutter svmmede vi Side om Side i Tavshed. Vore Forflgeres
Stemmer blev svagere og svagere, indtil vi ikke kunde hre dem
lngere. Det var en skrkkelig Svmmetur. Vandets isnende Kulde
syntes at trnge ind til selve Marven, og hvert jeblik var jeg til
Mode, som om jeg skulde faa Krampe. En Ting blev snart tydelig:
Strmmens Hurtighed tog stadig til. Pludselig vendte Nikola Hovedet
og raabte: "Svm ind til Bredden."

Jeg forsgte at gre det, men maatte kmpe imod Strmmens hele
Styrke, og jeg kmpede forgves, Strmmen frte mig lngere og
lngere bort fra mit Maal, og til sidst blev jeg frt forbi
Vadestedet og ned mellem de stejle Bredder, hvor det var umuligt at
komme i Land. Saa opdagede jeg Nikolas Grund til at raabe til mig.
Jeg kunde se Floden omtrent tre Hundrede Alen forude. Saa var der kun
blaa Himmel og hvide Skyer. Af gode Grunde kunde Floden ikke holde op
dr, saa hvad kunde det vre andet end -- et Vandfald? Med utrolig
Hurtighed frte Vandet mig frem, idet det snart snurrede mig rundt
som en Top, snart rev mig hist hen, snart her hen, men stadig nrmere
til Afgrunden.

Tredive Fod endnu, og jeg kunde hre Vandfaldets uhyggelige Drnen,
og jeg sa, at dets Bred var fuldt af store Klipper. Hvis jeg ikke
nskede at blive styrtet ud i den visse Dd, sa jeg, at jeg maatte
faa fat i en af disse Klipper og klynge mig til den med al den
Styrke, jeg havde tilbage. Underligt nok forlod min Aandsnrvrelse
mig ikke selv i dette fortvivlede jeblik. Jeg valgte en Klippeblok
og samlede al min Energi for at naa den. Strmmen hjalp mig
heldigvis, saa at jeg nsten uden Anstrengelse blev frt hen imod
den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og
jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prvede atter med samme Resultat.
Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en
fremspringende Kant og kunde holde mig. Vandet tyngede frygteligt paa
min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang
mig efterhaanden op. Jeg kmpede for mit Liv, for Gladys, for alt,
hvad der gjorde Livet Umagen vrd at leve, og det gav mig
overmenneskelige Krfter. Til sidst lykkedes det mig at hve mig
tilstrkkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Kn. Saa
gik det alt meget let, og et jeblik efter laa jeg udstrakt paa
Klippen, ddelig udmattet.

Da jeg var kommet mig lidt, aabnede jeg jnene og sa ud over
Klipperanden. Jeg nsker aldrig at se et saadant Syn igen. Man maa
tnke sig en Flod saa bred som Themsen ved London Bro indesluttet af
to stejle Bredder, medens dens Vand styrter ned i et Klippebassin
nsten en halv Mil nede. Vandfaldets Torden var redvende, og fra
Sen dernede rejste der sig en tt Taage, der i Sollyset straalede
med alle Regnbuens Farver. Betaget af dette storartet rdselsfulde
Billede og den skrkkelige Ddsfare kunde jeg neppe tage jnene fra
det. Da jeg gjorde det, sa jeg over paa Bredden til hjre; der stod
Nikola og gjorde Tegn til mig. Hans Nrvrelse opmuntrede mig, og jeg
begyndte at undersge, hvorledes jeg skulde naa over til ham, men der
var ingenlunde gode Udsigter til det. Der var ganske vist adskillige
Klipper, og inde ved Bredden var de nr nok til, at en behndig Mand
kunde springe fra den ene til den anden, men uheldigvis var der en
gabende Afgrund paa otte Fod mellem den, paa hvilken jeg laa, og den
nste; det syntes umuligt at naa den. Jeg turde ikke vove Springet,
men hvad skulde der blive af mig, hvis jeg ikke sprang? Jeg begyndte
at fortvivle igen, da jeg sa Nikola pege op ad Strmmen og
forsvinde.

I omtrent et Kvarter sa jeg ikke noget til ham. Saa viste han sig
igen et Par Hundrede Fod lngere oppe ad Bredden, og han pegede midt
ud i Floden. Jeg sa derud og opdagede straks hans Hensigt. Han havde
set en Trstub og havde kastet den ud i Haab om, at den skulde gavne
mig. Den kom nrmere og nrmere, lige i Retning af mig. Da den saa
kom paa Siden af mig, bjede jeg mig forover, og idet jeg greb efter
en lille Gren, som sad paa den, forsgte jeg at faa den anbragt
tvrs over Mellemrummet. Mine Krfter slog imidlertid ikke til. Alt,
hvad jeg udrettede, var, at Strmmen kom til at virke paa den
modsatte Side af Stubben. Den hvirvlede straks hurtigt rundt og
forsvandt i nste jeblik i Afgrunden, idet den nr havde taget mig
med. Nikola gjorde Tegn til mig og forsvandt saa i Skoven. En halv
Time efter kom en anden Trstub drivende. Denne Gang var jeg
heldigere, og det lykkedes mig med betydelig Vanskelighed at faa fat
i den og faa den klemt inde imellem de to Klipper.

Den farligste Del af det hele skulde nu begynde. Jeg maatte over til
den anden Side af denne skrbelige Bro. Med bankende Hjerte krb jeg
over mit eget Klippestykke, og efter at jeg saa havde set mig endnu
en Gang om og prvet Trklodsen, saa godt jeg kunde, satte jeg mig
tvrs over den. Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig strkt, og
jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gre med at holde
Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem,
indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg
ikke at se hen imod Afgrundens Rand. Havde jeg gjort det, tror jeg,
at mine Krfter vilde have svigtet mig, jeg vilde have mistet
Balancen og vre styrtet ud. Da denne Tur var overstaaet, og jeg var
sikkert anbragt paa den anden Klippe, hvilede jeg mig et Par
Minutter, og saa rejste jeg mig, maalte Afstanden saa omhyggeligt som
muligt og sprang til den tredie. Resten var let nok, og et jeblik
efter laa jeg ganske overvldet ved Nikolas Fdder. Saa snart jeg var
i Sikkerhed, svigtede mine Krfter, min Aandsnrvrelse, min Styrke,
eller hvad man skal kalde det, mig fuldstndig, og jeg skjalv som et
lille Barn.

"Det slap De fra med Nd og neppe," sagde Nikola. "Da jeg sa, at De
ikke kunde komme op til Bredden derovre, blev jeg enig med mig selv
om, at det var ude med Dem. Naa, men naar Enden er god, er alting
godt, og nu maa vi finde paa, hvad der er klogest for os at gre
videre."

"Hvad raader De til?" spurgte jeg med klaprende Tnder.

"Jeg raader til, at vi sger et Sted her i Nrheden, hvor der er L,
tnder et Baal og trrer vort Tj, saa gaar vi ned til Floden paa den
anden Side af Vandfaldet, bygger en Tmmerflaade og driver af Sted
paa den, til vi naar en Landsby. Dr kan vi saa maaske kbe sler og,
hvis alt gaar vel, fortstte Rejsen til Kysten ad en anden Vej."

"Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i
Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?"

"Det maa vi finde os i. Lad os saa sge et Sted, hvor vi kan tnde et
Baal, De er jo ganske forfrossen."

En halv Mil eller saadan lngere fremme opdagede vi det Sted, vi
nskede, tndte vort Baal og trrede vort Tj. I al den Tid led jeg
meget. Det ene jeblik var jeg saa kold som Is, det nste havde jeg
brndende Feber. Nikola gav mig noget Medicin af sin Medicinkasse,
som han havde hos sig ligesom de Sager, han havde taget i Klostret,
og saa lagde vi os ned og sov.

Fra det jeblik har jeg ingen Erindring om, hvad der skete mere, fr
jeg vaagnede og fandt mig liggende hyggeligt i et pnt, men tarveligt
udstyret Sovekammer. Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet
der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg
forsgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for
svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde
jeg en anden mrkelig Opdagelse -- min Pisk var forsvundet.

I nsten en halv Time forsgte jeg at finde ud af dette. Saa hrte
jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et jeblik senere traadte en vrdig
Prst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg
svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, sknt jeg endnu
var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde vre ham taknemlig, hvis
han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der.

"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt
hertil for fjorten Dage siden af en Englnder, som, efter hvad jeg
kunde forstaa, havde fundet Dem hjere oppe ved Floden med et haardt
Anfald af Gigtfeber."

"Og hvor er denne -- denne Englnder nu?"

"Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for
at tage paa en Botaniseretur lngere mod Vest. Da han sagde Farvel
til os, gav han mig en Sum Penge, som jeg, saa snart De er i Stand
til at flyttes, skal bruge til at leje en Baad og Kulier til at fre
Dem til I-Chang, hvor De kan komme om Bord paa et Dampskib og tage
til Shanghai."

"Efterlod han sig ikke Besked om, hvor vidt jeg skulde se ham igen,
og hvis saa, hvor?"

"Jeg har et Brev i Lommen til Dem."

Den vrdige Prst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han
var gaaet, aabnede jeg det og lste det ivrigt. Det ld, som flger:

    "Kre Bruce!

  Naar De lser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at
  blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet
  blev De alvorligt syg af Gigtfeber. Det var en rar Historie for
  mig at faa Dem ned ad Strmmen paa en Tmmerflaade, men, som De
  ser, jeg gjorde det og fik Dem lykkelig og vel til den franske
  Mission Ya-Chow-Fu. Jeg skriver disse Linier for at byde Dem
  Farvel for jeblikket, da jeg tror, det er bedst, vi i Fremtiden
  rejser ad forskellige Veje. Men jeg trffer Dem maaske i I-Chang.
  En Ting vil jeg raade Dem til, optrd i Fremtiden som Europer og
  hav je med Dem, saa der ikke saa let sker noget Lumskeri med
  Dem. Det hemmelige Samfund har Afdelinger alle Vegne, og nu tror
  jeg nok, at de er blevet advarede. Husk paa, at de sikkert vil
  forsge at faa de Ting tilbage, som vi har taget, og at de ogsaa
  vil forsge at straffe os for vor Frkhed. Jeg takker Dem for
  Deres Kammeratskab og for den Trofasthed, De har vist mig paa
  hele Rejsen. Jeg tror, at jeg ikke kan sige Dem nogen strre
  Kompliment end den, at jeg ikke kunde have nsket mig en bedre
  Kammerat.

                                Deres hengivne
                                        Nikola."

Det var det hele.

En Uge efter sagde jeg Farvel til min gstevenlige Vrt, der havde
lejet en Baad og paalideligt Mandskab til mig, og begav mig af Sted
paa min lange Rejse ned ad Floden. Jeg naaede I-Chang, hvor jeg
skulde forlade min Baad og tage Billet til Shanghai, uden nogen
yderligere Hndelse.

Da jeg erfarede, at der ikke var nogen Damper, der sejlede fr nste
Dag, gik jeg i Land, hvor jeg fandt et Vrtshus og lejede mig et
Vrelse. Men sknt jeg ventede hele Aftenen og saa lnge, som jeg
kunde nste Dag, viste Nikola sig ikke. Saa gik jeg Klokken fire om
Bord paa Damperen "Kiang-Yung" og naaede i tilbrlig Tid Shanghai.

Hvor taknemlig jeg var ved atter at betrde denne By, kan man slet
ikke tnke sig. Jeg kunde vre faldet paa Kn og have kysset Jorden i
min Taknemlighed. Nu var jeg jo atter under civiliserede Forhold. Jeg
kunde opsge min elskede, og hvis hun endnu tnkte som jeg, saa kunde
jeg gre hende til min Hustru. Saa var jeg jo desuden helt rask igen,
og, hvad der slet ikke var saa ilde, jeg havde en Sum paa 10,000
Pund staaende hos min Bankier. Jeg bestemte at besge Barkston og
Mc'Andrew den Dag, og den nste vilde jeg rejse til Tientsin og
opsge min elskede. Men jeg skulde alligevel ikke gre den Rejse.

Jeg gik hen i Klubben og spurgte efter George Barkston. Han var der
tilfldigvis og modtog mig med den strste Overraskelse.

"Naa, Bruce," udbrd han, "det er virkelig hjst mrkeligt, jeg talte
netop om Dem i Morges, og saa viser De Dem pludselig her, som, ja
hvad skal jeg sige, som den evige Jde, ganske uventet og pludselig.
Men lad os ikke staa her! Kom med, De skal med ud paa min Villa og
spise Frokost."

"Min kre Ven, jeg --"

"Aa, jeg vd, hvad De vil sige," udbrd han, "men kom nu bare med.
Jeg har en hel Del Nyt til Dem."

Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to
Jinrickshawer og krte ud til hans Villa.

Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens
han opsgte sin Hustru. Saa frte han mig ind i Salen, aabnede Dren
og bad mig gaa indenfor. Sknt jeg undrede mig over, hvad det kunde
vre for en Hemmelighed, han havde, gjorde jeg, som han nskede.

I en Lnestol nr ved Vinduet sad der en Dame og syede. Damen var
Gladys!

"Wilfred!" udbrd hun, idet hun sprang op og blev ganske bleg, for
hun kunde neppe tro sine egne jne.

"Gladys!" svarede jeg, idet jeg tog hende i mine Arme og kyssede
hende.

"Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den
frste Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du
kom til Shanghai?"

"Fordi jeg ikke havde nogen Id om, at du var her," svarede jeg.

"Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit
Brev?"

"Jeg har hverken vret i Tientsin eller talt med Hr. Williams. Jeg er
kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra."

"Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har
vret saa lnge fra hinanden."

"Holder du endnu af mig, Gladys?"

"Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af
dig end nogensinde fr. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du
faar?"

"Jo, naturligvis," udbrd jeg. "Jeg vilde kun hre dig sige det. Men
sig mig nu, hvorledes kommer du til Shanghai, og hvorledes kommer du
saa netop til Barkstons Hus?"

"Det er alt for lang en Historie at fortlle i alle Enkeltheder, det
maa jeg vente med til en anden Gang. Men saa meget vil jeg sige dig,
at min Sster og Svoger er blevne forflyttede til en ny Post i Japan,
og medens de indretter deres Hus i Tokio, er jeg kommet hertil for at
besge Fru Barkston, der er min Skolekammerat. Jeg venter dem om en
Uges Tid, saa kommer de for at hente mig."

"Men nu kommer det vigtigste af alle Sprgsmaal: Naar skal vi gifte
os?"

Hun slog jnene ned og rdmede saa sdt, at jeg maatte tage hende i
mine Arme igen og kysse hende. Men jeg forlangte Svar paa mit
Sprgsmaal, og vi blev saa enige om, at vi skulde forelgge hendes
Svoger Sprgsmaalet, naar han ankom Ugen efter.

For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre
Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og
at vi tilbragte Hvedebrdsdagene i Japan. Man skulde tro, at min
Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit gteskab.
Men det var uheldigvis ikke Tilfldet. To Dage efter vor Ankomst til
Nagasaki hndte der to mrkelige Begivenheder, som frte til en hjst
ubehagelig Mistanke. Min Hustru og jeg havde trukket os tilbage for
Natten og sov begge trygt, da vi blev vkkede af et hjt Brandraab.
Til min Rdsel opdagede jeg, at vort Vrelse stod i lyse Luer. Jeg
brd Dren op, og efter at have gjort det, greb jeg min Hustru,
kastede et Tppe over hende og fo'r ud med hende. Ingen kunde sige,
hvorledes Branden var opstaaet, men det var heldigt, at vi blev
vkkede i Tide, ellers vilde vi ganske sikkert vre omkommet. De
fleste af vore Sager blev delagte af Branden. Da en venlig
Englnder, som boede i Nrheden, sa vor Tilstand, fattede han
Medlidenhed med os og forlangte, at vi skulde bo i hans Hus, indtil
vi havde taget nrmere Bestemmelse om Fremtiden. Vi blev hos ham i to
Dage, og det var Dagen efter, at vi var flyttet ind til ham, at der
hndte en anden Ting, som gjorde mig urolig.

Vi havde vret i Butiker om Morgenen og kom tilbage lige i rette Tid
til Frokost. Den stod paa Bordet, da vi kom. Medens vi vaskede vore
Hnder, fr vi satte os ned, klatrede vor Vrts lille Hund op paa
Bordet og stjal noget af Maden. Da vi kom tilbage -- Villaens Ejer
spiste sin Frokost paa Kontoret og kom ikke hjem fr om Aftenen --
havde den dt Halvdelen af en Ret Karri og delagt Resten. Vi
foretrak at njes med Biskuit og Smr hellere end at kalde paa
Tjenestefolkene og gre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En
Time senere var Hunden dd. Den var blevet forgiftet, som vi vilde
vre blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi
senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden lbet sin Vej og
kunde ikke findes igen.

Da jeg den Aften vendte hjem i Tusmrket, blev der fra et Vindue
kastet en Kniv paa mig, som gik forbi min Hals og fo'r ind i
Tremmevrket paa det Hus, jeg gik forbi. Saa tog jeg uden at tve
lngere to Billetter til Dampskibet og sejlede den nste Dag med min
Hustru til England.

I London lejede jeg et lille mbleret Hus i en rolig Del af
Kensington og bosatte mig forelbig dr, medens jeg sa mig om efter
en lille Ejendom paa Landet.

Jeg vil nu fortlle den sidste Overraskelse, fr jeg siger Farvel. En
Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadfre mig med en Kommissionr
om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad
"Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, flte jeg en Haand paa
min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola.
Han havde lang Frakke og hj Hat paa, men var ellers den samme som
altid.

"Dr. Nikola!" udbrd jeg forbavset.

"Ja, Dr. Nikola," svarede han roligt uden noget Tegn paa Bevgelse.
"Glder det Dem at se mig igen?"

"Ja, det glder mig meget," svarede jeg; "men jeg kan neppe tro det.
Jeg troede, at De endnu stadig var i Kina."

"Nej, der blev det for hedt for mig," sagde han leende; "men jeg
tager derud igen, saa snart denne Storm har fortaget sig. I
Mellemtiden rejser jeg til St. Petersborg i en vigtig Forretning.
Hvor opholder De Dem, og hvorledes har Deres Kone det?"

"Jeg bor i Kensington," svarede jeg, "og det glder mig at sige, at
min Kone har det rigtigt godt."

"Jeg behver ikke at sprge Dem, om De er lykkelig; det fortller
Deres Ansigt mig. Har De en halv Time tilovers til mig?"

"Med den strste Fornjelse."

"Flg saa med til Charing Cross. Jeg vilde gerne tale lidt med Dem.
Min Droske holder dr."

Han frte mig hen til en Droske, som ventede ved Fortovet, og da jeg
havde sat mig i den, steg han op og satte sig ved Siden af mig.

"Ja, her er bedre end i Thibet, ikke sandt?" sagde han, medens vi
krte.

"Jo, meget bedre," svarede jeg leende. "Men hvor er det ikke
vidunderligt, at vi skal mdes her paa denne prosaiske Maade efter
alt, hvad vi har gennemgaaet! Hr, der er n Ting, jeg aldrig har
kunnet forstaa: Hvad blev der af Dem, da De havde forladt mig i
Ya-Chow-Fu?"

"Jeg slog ind paa en anden Vej for at bortlede vore Forflgeres
Spor."

"Tror De da, vi blev forfulgte?"

"Ja, desvrre, det er jeg sikker paa. Og hvad der er vrre, de er
ogsaa efter os nu. Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det
sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig.
Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette jeblik er der to
Kinesere, som forflger Dem ned ad "Strand". Tusmrket er faldet paa,
og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem
den Lejlighed, de nsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op
i min Droske."

"For Pokker ogsaa, saa var min Mistanke jo alligevel rigtig. Der blev
stukket Ild paa det Hotel, vi opholdt os i Nagasaki den frste Nat,
vi var der. To Dage senere blev et Fad Karri, som vi skulde spise,
forgiftet, og senere var jeg lige ved at blive ramt af en Kniv. I
Gaar sa jeg en Kineser i Nrheden af vort Hus i Kensington; jeg
syntes, at han iagttog Huset, men jeg kan jo have taget fejl."

"Hvordan sa han ud? Havde han engelske Klder paa? Manglede han
Halvdelen af det venstre re?"

"De beskriver ham ganske njagtigt."

"Det er Quong Ma. Pas saa paa! Hvis den Herre er efter Dem, saa vil
jeg raade Dem til at rejse herfra. Han hager sig fast ved Dem, til
han faar en Lejlighed, og saa slaar han ls. Flg mit Raad og forlad
England, medens De kan. Jeg skal sige Dem, de vil have de Sager, som
vi tog med os, og de vil have Hvn. Og for at opnaa det, flger de os
til Verdens Ende."

"Endnu et meget vigtigt Sprgsmaal: Har de Sager, De tog med Dem,
vist sig at vre tilstrkkelig vrdifulde, saa at De fik al Deres
Ulejlighed og alle Deres Udgifter erstattede?"

"Ja, de har vist sig at vre af mere end tilstrkkelig Vrdi. Jeg
tager nu til St. Petersborg for at undersge Bedvelsesmidlet sammen
med en fransk Kemiker, og om mindre end et Aar, tror jeg, jeg skal
komme med en Opdagelse, som vil forbavse Verden. Vent nu og se."

Medens han sagde det, rullede vi ind paa Stationen, og et Minut
senere stod vi ved Eksprestoget. Der var nsten ikke Tid mere;
Passagererne blev opfordrede til at indtage deres Pladser. Nikola
srgede for sin Bagage og kom saa tilbage til mig og rakte mig
Haanden.

"Farvel, Bruce," sagde han. "Vi ses sandsynligvis aldrig igen. De
hjalp mig godt, og jeg nsker Dem al mulig Lykke. Lad mig kun sige et
advarende Ord endnu: Vogt Dem for den Fyr med det halve re, giv ham
ikke nogen Lejlighed til at faa fat i Dem. Farvel, og tnk undertiden
paa Dr. Nikola!"

Jeg trykkede ham i Haanden. Lokomotivet fljtede, og Toget dampede ud
fra Stationen. Jeg hilste endnu en Gang med Haanden, og siden det
jeblik har jeg hverken hrt eller set noget til Dr. Nikola, den
mrkeligste Mand, jeg nogensinde er kommet i Berring med.

Da den sidste Vogn var ude af Syne, gik jeg ind i Stationsgaarden
for at faa mig en Droske, men da jeg havde vinket ad en, smuttede en
Mand forbi mig og tog den. Til min Forskrkkelse var det den Kineser
med det halve re, som jeg havde set udenfor mit Hus Dagen i
Forvejen.

Jeg ventede, indtil han var krt, gik saa ned til en af de
underjordiske Jernbanestationer, tog en Billet til Earl's Court og
krte saa hjem derfra saa hurtigt som muligt. Paa Drtrskelen hilste
min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde vret en
Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tvede ikke lnge, men pakkede
mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt
London og var taget til en lille Kbstad midt inde i Landet. Her
tnkte vi, at vi i alt Fald kunde vre sikre, men det viste sig, at
vi ikke var mere sikre dr end i London eller Nagasaki, for i Lbet
af den frste Uge opstod der en Ildebrand i det Hotel, vi boede i,
midt om Natten, og det var anden Gang siden vort Bryllup, at det lige
med Nd og neppe lykkedes os at slippe derfra med Livet.

Den nste Dag drog vi til en anden By i Devonshire. Vore Fjender
vedblev imidlertid at forflge os, og vi havde ikke vret der en
Maaned, fr der ved hjlys Dag blev gjort et dumdristigt Indbrud i
min Lejlighed, og da min Hustru og jeg vendte tilbage fra en Udflugt
til en Landsby i Nrheden, fandt vi alle vore Kufferter og Gemmer
aabnede og vore Ejendele strede omkring. Det mrkeligste ved det
hele var imidlertid, at der intet manglede undtagen en lille kinesisk
Kniv.

Egnens Politi kom paa Benene; den eneste Person, de kunde have
Mistanke til, var en Sn af det himmelske Rige med et halvt re, som
man havde iagttaget i Byen Dagen i Forvejen; men de kunde ikke faa
fat i ham.

Da jeg hrte dette, raadfrte jeg mig med min Hustru, fortalte hende
om Nikolas Advarsel og spurgte, hvad hun mente.

Resultatet var, at vi forlod Hotellet til stor Sorg for Ejeren, og at
vi samme Aften rejste til Southampton, hvorfra vi tog til New York
den flgende Dag. Dm om vore Flelser, da vi i en Formiddagsavis,
som vi kbte om Bord, lige fr vi skulde sejle, lste, at de Folk,
der havde ligget i den Seng, vi havde haft, om Morgenen var blevet
fundne myrdede.

I New York var der endogsaa farligere for os end i England, og der
blev gjort fire Attentater paa mit Liv. Vi drog derfor gennem
Fastlandet til St. Francisco, men maatte forlade denne By tre Dage
efter af samme Grund.

Hvor vi er nu, det kan jeg ikke sige. Jeg vil blot sige den ene Ting,
at sknt vi har vret her i et halvt Aar, har vi ikke set noget til
Kineseren med det halve re lige saa lidt som til nogen anden af hans
Race. Vi lever vort eget Liv og har vore egne Interesser, og nu, da
jeg har faaet en Sn, er vi saa lykkelige, som to Mennesker under
lignende Forhold kan ventes at vre. Jeg elsker og rer min Hustru
frem for alle andre Kvinder, og af denne Grund, om ikke af nogen
anden, vil jeg aldrig beklage de Omstndigheder, som fremkaldte mit
Mde med denne mrkelige Dr. Nikola.




MARTIN's BGER


MARTIN'S STANDARD UDGAVE (50 re pr. Bind.)

  1. Bind, _Strindberg, August_: Skrgaardsfolk. 2. Oplag.
  2.  "    _Tolstoy, Leo_: Kreutzer-Sonaten. 3. Oplag.
  3.  "    _Claretie, Jules_: Amerikanerinden.                 (Uds.)
  4.  "    _Balzac, H. de_: Eugnie Grandet.                   (Uds.)
  5.  "    _France, Anatole_: Dronning Gaasefod.
  6.  "    _Goethe_: Den unge Werthers Lidelser.
  7.  "    _Norman-Hansen, C. M._: De glade Smils Boplads.     (Uds.)
  8.  "    _Prvost, Marcel_: Pierre og Therese.               (Uds.)
  9.  "    _Mann, Thomas_: Hans Kgl. Hjhed.
 10.  "    _Saint-Pierre_: Povl og Virginie.                   (Uds.)
 11.  "    _Cherbuliez, Victor_: Meta Holdenis.                (Uds.)
 12.  "    _Musset, Alfred de_: Et Barn af Aarhundredet.       (Uds.)
 13.  "    _Schnitzler, Arthur_: Fru Bertha Garlan.
 14.  "    _Murger, Henry_: Bohmeliv.                         (Uds.)
 15.  "    _Loti, Pierre_: Islandsfiskeren.
 16.  "    _Richepin, Jean_: Danserinden.
 17.  "    _Manzoni_: De Trolovede.                            (Uds.)
 18.  "    _Maupassant, Guy de_: Vort Hjerte.                  (Uds.)
 19.  "    _Prvost, Marcel_: Fyrstinden af Erminge.           (Uds.)
 20.  "    _Harte, Bret_: Byens Myndling.                      (Uds.)
 21.  "    _Turgnjev, Ivan_: Dagen fr.                       (Uds.)


STANDARD DOBBELTBIND (1 Kr. pr. Bind.)

 22. Bind, _Hugo, Victor_: Manden som ler.                     (Uds.)
 23.  "    _Maurier, Georges du_: Trilby.
 24.  "    _Dostojewski, F._: Raskolnikov.
 25.  "    _Huysmans, J._: Samliv.
 26.  "    _London, Jack_: Sneens Datter. 2. Oplag.            (Uds.)
 27.  "    _Caine Hall_: En Kristen.                           (Uds.)
 28.  "    _Prvost, Marcel_: Halvt Uskyldige.
 29.  "    _Hugo, Victor_: De Elendige. I. Del
 30.  "            --            --     II. Del.
 31.  "    _Mirbeau, Octave_: Vejen til Golgatha.
 32.  "    _Willy_: Claudine i Paris.                          (Uds.)
 33.  "    _Sudermann, Hermann_: Fortid.
 34.  "    _Lindau, Paul_: Kniplinger.
 35.  "    _Hegeler, Wilhelm_: Pastor Klinghammer.
 36.  "    _Lesueur, Daniel_: Krlighedsmasken.
 37.  "    _Bordeaux, Henry_: Fodtrin under Sneen.
 38.  "    _Hegeler, Wilhelm_: Sindssyg eller ikke --?
 39.  "    _Fleischmann, Hector_: Napoleons kvindelige Spion.
 40.  "    _Zola, Emile_: Nana.
 41.  "    _Bourget, Paul_: Lgn.
 42.  "    _Glyn, Elinor_: Aphrodites Datter. 2. Oplag.        (Uds.)
 43.  "    _Prvost, Marcel_: Kvindebreve.
 44.  "    _London, Jack_: Afgrundens Folk. 3. Oplag.
 45.  "    _Hope, Anthony_: Den lykkelige 's Dronning.
 46.  "    _Glyn, Elinor_: Theodoras gteskab. 2. Oplag.       (Uds.)
 47.  "    _Orczy, Baronesse_: Hendes Ridder. 2. Oplag.
 48.  "    _Weyman, Stanley J._: Mademoiselle.
 49.  "    _London, Jack_: En Klondike Helt. 2. Oplag.
 50.  "    _Glyn, Elinor_: Evangelines Genvordigheder. 2. Oplag.
 51.  "    _London, Jack_: Martin Eden. 2. Oplag.              (Uds.)
 52.  "    _Orczy, Baronesse_: Skrteregimentet.
 53.  "    _Montegut, Maurice_: Den sorte Klovn.
 54.  "    _Beach, Rex_: Slvstimen.                           (Uds.)
 55.  "    _London, Jack_: Paa Eventyr. 2. Oplag.              (Uds.)
 56.  "    _Orczy, Baronesse_: Eldorado.                       (Uds.)
 57.  "    _Suttner, Bertha v._: Ned med Vaabnene. 2. Oplag.   (Uds.)
 58.  "    _London, Jack_: Hvor Guldfeberen raser.             (Uds.)
 59.  "    _Beach, Rex_: Broen.
 60.  "    _Orczy, Baronesse_: Csarernes Datter. 2. Oplag.
 61.  "    _London, Jack_: Kong Alkohol. 2. Oplag.
 62.  "    _Merriman, H. S._: Sdemnd.
 63.  "    _London, Jack_: Maanedalen. I. Bind. 2. Oplag.
 64.  "           --          --      II. Bind. 2. Oplag.
 65.  "    _Orczy, Baronesse_: Hedens Helt.
 66.  "    _Glyn, Elinor_: Men Krligheden sejrer. 2. Oplag.
 67.  "    _London, Jack_: Vagabondliv.
 68.  "    _Norris, Frank_: Dyret. 2. Oplag.
 69.  "    _Benson, E. F._: Familien Osborne.
 70.  "    _London, Jack_: En Solens Sn.                      (Uds.)
 71.  "    _Orczy, Baronesse_: Den leende Kavaler.             (Uds.)
 72.  "    _Zola, Emile_: Det store Krach.
 73.  "    _Benson, E. F._: Mammon & Co.
 74.  "    _Stacpoole, H. de Vere_: De islandske Kabelmnd.
 75.  "    _London, Jack_: Rundt Kap Horn, 1. Bind.
 76.  "            --               --     2. Bind.
 77.  "    _Bordeaux, Henry_: Doktorens Arv.


DAMERNES BGER:

  1. Bind, _Habberton, John_: Min Ssters Brn.        50 re. (Uds.)
  2.  "    _Gyp_: Chiffons gteskab.                   50 re. (Uds.)
  3.  "    _Glyn, Elinor_: Elizabeth i Amerika. 2. Oplag.     50 re.
                                                               (Uds.)
  4.  "    _Harland, H._: Hertuginde Beatrice.         50 re. (Uds.)
  5.  "    _Glyn, Elinor_: Elizabeths Forlovelse. 2. Oplag.   50 re.
  6.  "    _Lesueur, Daniel_: Af tvivlsom Herkomst.             1 Kr.
  7.  "    _Keyserling, E. v._: Brogede Hjerter.              50 re.
  8.  "    _Glyn, Elinor_: Hvor kunde han --? 2. Oplag.  1 Kr. (Uds.)
  9.  "    _Glyn, Elinor_: Krlighedens Magt.            1 Kr. (Uds.)
 10.  "    _Yver, Colette_: Fru Doktor.                         1 Kr.
 11.  "    _Glyn, Elinor_: Hendes Hemmelighed. 2. Oplag.        1 Kr.
 12.  "    Ingeborgs tyske gteskab.                            1 Kr.
 13.  "    _Glyn, Elinor_: En ung Dames Dagbog.                 1 Kr.


MARTIN'S JUNIOR BGER:

    (50 re pr. Bind.)

  1. Bind, _Defoe, Daniel_: Robinson Crusoe.                   (Uds.)
  2.  "    _Haggard, Rider_: Den sorte Lilje.                  (Uds.)
  3.  "    _Couch, Quiller_: Den gyldne Spore.                 (Uds.)
  4.  "    _Weyman, Stanley_: Bartholomusnatten.              (Uds.)
  5.  "    _Haggard, Rider_: Kong Salomons Miner. 2. Oplag.
  6.  "    _Cooper_: Den sidste Mohikaner.                     (Uds.)
  7.  "    _Scott, Walter_: Talismanen.                        (Uds.)
  8.  "    Eventyr fra mange Lande.                            (Uds.)
  9.  "    _Marryat_: Brnene i Nyskoven.                      (Uds.)
 10.  "    _Cooper_: Stifinder.
 11.  "    _Haggard, Rider_: Elefantjgeren.
 12.  "    _Stowe, Beecher_: Onkel Toms Hytte.                 (Uds.)
 13.  "    _Scott, Walter_: Ivanhoe.                           (Uds.)
 14.  "    _Cooper_: Hjortedrber.                             (Uds.)
 15.  "    _Stevenson_: Den sorte Pil.                         (Uds.)
 16.  "    _Hyne_: Skattegraverne ved Amazonfloden.
 17.  "    _Haggard, Rider_: Abekvinden.                       (Uds.)
 18.  "    _Wiggin, Kate_: To smaa Landstrygere.               (Uds.)
 19.  "    _Cooper_: Lderstrmpe.                             (Uds.)
 20.  "    _Grimms Eventyr_.
 21.  "    _Cooper_: Lodsen.
 22.  "    _Burnet, F. H._: Lille Lord Fauntleroy.             (Uds.)
 23.  "    _Cooper_: Prrien.
 24.  "    _Marryat_: Srveren.
 25.  "    _Reid, Mayne_: Skalpjgerne.
 26.  "    _Scott, Walter_: Den skotske Bueskytte.
 27.  "    _Cooper_: Spionen.
 28.  "    _Wysz, J. D._: Familien Robinson fra Schweiz. I.
 29.  "          --                 --                  II.
 30.  "    _May, Carl_: Bjrnejgerens Sn.
 31.  "    _Marryat_: Midshipman Easy.


SANITRE SMAASKRIFTER:

_Dr. Bramsen_:

  1. Bind, Den virkelige Fare i den farlige Alder.              1 Kr.
  2.  "    Kunsten at spise.                                  25 re.
  3.  "    Brneflokkens Begrnsning.                         50  "
  4.  "    Daarlige Maver og hvordan de kommer sig.           50  "
  5.  "    Rent Blod.                                         50  "
  6.  "    Daarlige Tnder.                                   75  "
  7.  "    Eugenik.                                           50  "


FLYVESKRIFTER:

 _Dr. X_: Lykke og Fremgang.                                  50 re.


MARTIN'S HAANDBGER:

 1. Bind, Fru Nielsens Kogebog. Heftet.                       50 re.
              --         --     Kartoneret.                     1 Kr.

    (Uds.) siger: Udsolgt fra Forlaget.




Jack London's Bger


EN KLONDIKE HELT                                            2. Oplag.

"'En Klondike Helt' er et saadant lykkeligt Fund, Fortllingen om
Guldgraveren 'Himmelbrand', der bliver 30 Gange Millionr, og som
tilsidst smider alle Millionerne vk og bliver Bonde for at leve
sammen med den unge Pige, der har vret hans Stenograf paa Kontoret
-- denne harmfuldt fortalte Historie fra moderne Liv i det yderste
Vesten, er saa glimrende fortalt, at man intet jeblik standser,
sknt det ikke er nogen Miniaturroman, men en ret bred og tyk Bog.
Den vil faa mange Lsere, og ingen af dem vil fortryde dette nye Mde
med Jack London."

                                                _Ekstrabladet._


MAANEDALEN                                                  2. Oplag.

"Der er mange fortrffelige Ting i 'Maanedalen'. Den fortller om en
professionel Bokser og Vognmandskusk, der gifter sig med en smuk og
begavet Vaskeripige, og hvis lykkelige gteskab afbrydes af en stor
Strejke. Beskrivelserne af Livet i Vognmandskuskens Omgangskreds er
glimrende, og med stor og gte Kraft fortller Forfatteren Strejkens
endelse Historie, der naturligvis er fuld af Blod og Spektakler paa
gte amerikansk."

                                                 _Ekstrabladet._

"Alle de glimrende Egenskaber, der har givet Jack London Ry som
Amerikas bedste Fortller, genfinder man i denne Bog."

                                                    _Kbenhavn._


VAGABONDLIV

"Den amerikanske Forfatter Jack London har oplevet lidt af hvert. Han
har ogsaa prvet at ture de forenede Stater rundt som Vagabond. Om
nogle af alle de mrkelige Situationer, som dette bragte ham ind i,
faar vi at hre i 'Vagabondliv': om de vidunderlige Historier, han
maatte hitte paa, naar det gjaldt om at redde en Portion Mad og et
Par Skilling, om hvordan man brer sig ad som 'blind' Passager med
Jernbanerne, om Retfrdighedens lidt summariske Fremgangsmaade
overfor Individer af den Sort o. s. v., o. s. v. Det er baade
spndende og underholdende at lse om, og Jack Londons sunde
Ligevgtighed og frodige Lune har man paa hver Side i Bogen Lejlighed
til at glde sig over."

                                                        _Tiden._


RUNDT KAP HORN                                                 Nyhed.

En ny Roman af _Jack London_ er udsendt i _Martins_ Udgave. Bogen
handler om en ung amerikansk Forfatter, der trt af Hder, Rigdom og
Velvre sger noget nyt, noget, der kan stte hans Sind i nye
Svingninger. Han bestemmer sig for en Rejse med Sejlskibet "Elsinore"
rundt om Kap Horn. Han kommer med sine Kufferter, en Japanertjener,
en Foxterrier og en Rkke frdige Meninger om Livet og dets
Fnomener; og med sin Trang til det nye sger han at trnge til Bunds
i Livet om Bord. Han lgger nje Mrke til hver enkelt af Skibets
Udskuds-Bestning, lytter til den forfrdelige gamle Styrmand Pike,
hvis Knoer altid er forslaaede af at tampe Matroserne, en haardhudet
Drabsmand, gte Sn af sin Race, en blond Germaner af ubestikkelig
rlighed og med en dyb og nsten religis Krlighed til Musik. Han
iagttager den slanke Kaptajn West -- fjern, rolig, drmmende, Mand
for med et Ord med sin tonklare Rst at tiltvinge sig den Lydighed,
som Styrmand Pike prygler sig til, og Datteren Frken West -- stor og
slank og strk med Nerver af Staal, den Haardhed i sit Syn paa
Menneskene, som Slivet giver, og dog Kvinde til Fingerspidserne. Og
han studerer Mandskabet: havarerede Stakler, defekte fra Fdslen
eller gennem Drik og Nd, friske fra Tugthuset, frkke og selvsikre,
som den, der intet har at miste, Produkter af tre-fire hensygnende
Racer, der efterhaanden har assimileret sig med Snavset og lever fedt
i det. Charles Davis, et byldebefngt, sofistisk Geni; Grkeren Tony,
der gr det ene Selvmordsforsg efter det andet; Bert Rhine, der
behersker de andre i Kraft af sin overlegne Slyngelagtighed. Der var
noget galt med dem allesammen. Deres Lemmer var forvredne, deres
Ansigter fortrukne. Saa var der Asiaterne. Hovmesteren med sit
skarpe, levende, intelligente Ansigt, de to Sejlmagere, Kokken og
Fortllerens egen Tjener -- kloge og ubrdeligt trofaste Mnd, der
forstaar, hvilke Mennesker de er omgivne af og er rede til at klare
enhver forekommende Situation.

Og imens sejler "Elsinore" mod Syd gennem Atlanterhavet fra Baltimore
for at naa Seattle i det nordlige Stillehav. Gennem Solskinsdage og
Stjernentter, Storme og Havblik, vekslende Vinde og stadige og
blodige Kampe mellem de to Styrmnd og Mandskabet -- medens Kaptajnen
drmmende ryger sine Cigarer i Bestiklugaret og kun griber ind, naar
alle andre maa give tabt. Et Mytteri deler en Dag de Ombordvrende i
to Lejre, der bekmper hinanden ved alle Midler, med Rifler saavel
som med tsende Vdsker -- indtil den svagere Race maa bukke under.

Langsomt vokser Forfatteren til en Mand, der er sig sin Styrke
bevidst og kan gldes ved at sidde til Hjbords med dem, der i Kraft
af deres Races Overlegenhed tvinger de lavere Folkeslag til
Lydighed. Og Frken West lrer ham langsomt og halvt ubevidst at naa
til den Erkendelse af Kvindens Storhed i sin Ringhed, der kan bringe
en Mand over de fleste Skr uden at opgive sin indre Stolthed.

                                                    _Kbenhavn._




MARTIN'S FORLAG -- KBENHAVN

EKSPEDITION I KRISTIANIA: _PETER AAS & CO._


MARTIN'S HALVKRONE UDGAVE (Et nyt Bind hver Maaned).

 13. Bind, Gustave Flaubert: FRU BOVARY. 2. Oplag.
 16.  "    Lermontoff: VOR TIDS HELT.
 17.  "    Oliver Goldsmith: PRSTEN FRA WAKEFIELD.
 25.  "    Fedor Dostojewski: EN HANREJ.
 29.  "    Baronesse Orczy: DEN RDE PIMPERNEL. 19.-23,000.
 31.  "    Nathaniel Hawthorne: DET FLAMMENDE BOGSTAV.
 44.  "    Ivan Turgnjev: AF EN JGERS DAGBOG.
 55.  "    John Hay: STREJKE.
 56.  "    Frank Powel: RIGET UNDER JORDEN.
 60.  "    H. S. Merriman: BAG KULISSERNE.
 61.  "    Jules Lemattre: KONGERNE.
 63.  "    Grard de Nerval: MARKIS'ENS FORBRYDELSE.
 69.  "    Rodolphe Bringer: FOUCHES FORRDERI.
 70.  "    Hans Ludvig Rosegger: GOLFSTRMMEN.
 73.  "    R. L. Stevenson: SYDHAVSEVENTYR.
 75.  "    Cutcliffe Hyne: EN MODERNE SHELT.
 78.  "    Blasco Ibanez: TYREFGTEREN.
 82.  "    H. G. Wells: DEN USYNLIGE.
 84.  "    Gilbert Parker: VALMOND NAPOLEON.
 85.  "    Bret Harte: EN MINES HISTORIE.
 86.  "    Rider Haggard: ERIK ILDJE.
 87.  "    Gilbert Parker: SVRDETS SPOR.
 88.  "    Bret Harte: EN EVENTYRER.
 89.  "    Guy Boothby: DOKTOR NIKOLA.

    Manglende Numre er udsolgt fra Forlaget.


MARTIN'S STANDARD KRONEBIND.

 73. Bind, E. F. Benson: MAMMON & Co.
 74.  "    H. de Vere Stacpoole: DE ISLANDSKE KABELMND.
 75.  "    #Jack London: RUNDT KAP HORN, I. Del.#
 76.  "    #     --          --         II. Del.#


Nyhed!

  Henry Bordeaux: DOKTORENS ARV.

        1 Krone.





End of the Project Gutenberg EBook of Doktor Nikola, by Guy Boothby

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DOKTOR NIKOLA ***

***** This file should be named 32494-8.txt or 32494-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/2/4/9/32494/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
